Den mest internationale opgave jeg fik for hedengangne Action$peax magazine var at drage til Berlin og interviewe RZA i forbindelse med det seneste Wu-Tang Clan album, 8 Diagrams. Turen forløb fuldstændig smertefrit og RZA var en fantastisk person at interviewe der udstråler al den videnbegærlighed og skørhed, man håber på. Højdepunktet af randomness kommer da hans kone ringer til ham midt i shoppetur og RZA beder mig om at kigge efter størrelsen på vaskemærket i nakken af hans t-shirt, så konen kan købe nogen flere. Han bruger XXL.
Desværre kom bladet aldrig da de gik nedenom og hjem nærmest så snart jeg var tilbage på dansk jord, men det findes dog i PDF-version, så hvis du lyster kan du genlæse interviewet her.
Det var lidt af et scoop, at vi fik lov til at interviewe Method Man. Normalt gider han ikke rigtig og når han endelig tager sig sammen bliver han tit godt sur under spørgsmålene. Utroligt nok virkede det for en gang skyld at sige, at vi var DUBCNN, så sammen med vores svenske kompisser fik vi et rigtig fint og langt interview, hvor vi snakkede om old school hiphop, Ol Dirty Bastard anekdoter og Souljah Boy. Af en eller anden grund har jeg ikke nogen digital version af dette billede, så det er scannet ind fra bladet. Du kan i øvrigt læse interviewet nedenfor – bladr frem til side 50, det holder stadigvæk meget godt…
DJ Stig havde sat mig til at være chauffør for Raekwon da han skulle spille i Amager Bio. Det var stille og roligt, bortset fra han vist var blevet lovet noget mere presseopmærksomhed. Heldigvis var DJ Power i nabolaget og sammen fik vi lavet et fint interview med Rae på lufthavnshotellet mens han indtog en caesar’s salad. Han spillede en koncert i Amager Bio for ikke alt for mange mennesker, hvorefter ham og crewet blev kørt tilbage på hotellet, men ikke før han havde købt 2 ekstra caesar’s salater på McDonald’s. Så nu ved du hvad The Chef lever af.
Da Pharoahe Monch første gang spillede til Aarhus Took It fik jeg lov til at køre ham lidt rundt i byen. Det vil sige, at han selv skulle bare køres til Bruuns Galleri efter nogen hvide t-shirts, men hans DJ Boogie Blind og sanger Showtime ville gerne alle mulige steder hen og det kom de så. Der er ikke rigtig nogen anekdote i det, udover at Pharoahe fortalte at stadig kunne leve af sine “Simon Says” penge.
Han vendte tilbage til Took It i 07 hvorfra dette billede stammer, og jeg glimrer ved at have mit alenlange lilla halstørklæde på, der kun overgås som mystisk modetendens af Pharoahe Monchs spiffy lædervest.
Da vi skulle lave forside til DUBCNN #3 var der mange forskellige muligheder for både Jokeren og Niarn var på vej med nyt album. Vi valgte dog at holde det ordentlig westcoast, da vi fik mulighed for at lave et interview med The Game, dengang det var fedt at få den slags muligheder (ej ok, det er stadig fedt, hans nye album er dope).
Unge Daniel Vangsgård guidede mig og en dengang ganske ukendt stjernefotograf i svøb, Kenneth Nguyen, ned i The Games gemakker, hvor vi snakkede i 20 minutter om hvem der er den mest konsistente rapper i verden (Jay-Z) og andet nørdet hiphop. Højdepunktet var da en ung groupie fandt sit kamera frem, og Game kigger på hende og tørt konstaterer: “Eyo bitch, take a picture and I’ma break yo camera”.
Last Emperor er ubetinget den flinkeste rapper jeg nogensinde har mødt, og jeg var lige ved ikke at møde ham. Jeg skulle have hentet ham i lufthavnen i Tirstrup i forbindelse med hans optræden til Aarhus Took It i 2004 men pludselig var han væk, og de vidste heller ikke i Kastrup hvad der var blevet af den kloge rapper fra The People’s Republic of West Philadelphia. Det viste sig så at han havde misset flyet men bare hoppet på et tog gennem “the beautiful rural parts of Denmark” og ellers sad og hang ud på banegården i Aarhus.
Han ville gerne møde nogle andre hiphoppere, så jeg trak ham op til DJ Static, hvor vi hang ud og lavede dette interview. Static fik også besøg af Nat ill og de tre klikkede så godt at de dagen efter indspillede nedenstående voldfede nummer. Men ikke før vi havde slået Jonny Hefty og Jøden i bordfodbold. Monumental!
Så er det på lørdag i Pumpehuset at man kan opleve når den første danmarksmester i rap slam krones. Her tørner Pede Gøbb fra Echo Out nemlig sammen med Eco fra Strugglaz og således er der lagt op til en smuk kamp mellem to af de større gruperinger i københavnsk undergrundshiphop. Som sædvanlig har jeg været så heldig at trække dommertjansen og denne gang bliver det sammen med Strøm, Ham Den Lange, Pede B og Jøden, så det er jo noget af et tæskehold i sig selv.
Efter jeg havde været frivillig på Aarhus Took It i de spæde år skulle jeg intet lave i festivalen i 2007. Alligevel fik jeg lov at chille backstage og have det rigtig sjovt. Blandt andet fik jeg lov at skænke en fadøl for Willie D fra Geto Boys, der var ankommet til showet fuldstændig uden entorage. Efter jeg havde spurgt ham: “Hey Willie D, would you like a beer, sir?” svarede han “Only if you pour one for my female friends,” hvilket så ville sige cirka alle af hunkøn i backstage lokalet. Kom ikke og sig han ikke er en gentleman. Nåjo, han er ikke en gentleman…
Hvis du, ligesom resten af Danmark syntes at være, var sneet inde i dag, er der chance for, at du så “Juno” på TV 2. Den lille quirky’e film om teenagegraviditet er sådan set fin i sig selv, men soundtracket hiver den op på et helt nyt niveau. De fleste af sangene – også dem der bliver fremført af Juno – står Kimya Dawson bag. Hende er der ikke meget teenage-pussenusset over. Hun er en punkrockende sanger-sangskriver med tatoveringer og hår farvet som en candyfloss, og jeg synes hun er guddommeligt sej.
Jeg var så svineheldig at se hende til en fantastisk koncert i Ideal Bar i sommer. Du kan læse den alenlange gengivelse af aftenen her, men hvis du økonomiserer din tid, så hør hvordan det lød da hun sang den fantastiske, gåsehudsfremkaldende “Walk Like Thunder” – mit og Per Vers’ yndlingstudenummer live i den lillebitte bar mens vi sad i skrædderstilling og flæbede i kor…
Som nævnt var jeg til Rock The Bells i 2010. Det var for vildt. Der mødte jeg ikke nogen. Eller jeg mødte Dres fra Black Sheep, men ham havde jeg mødt i forvejen. Til gengæld holdt Fat Beats store-lukkeuge og artister strømmede til fra nær og fjern. Blandt andet var Ras Kass i byen for at promovere sin nye cd “ADIDAS – All Day I Dream About Spittin”. På det tidspunkt skrev jeg stadig for DUBCNN Magazine, og det var en rigtig fin nøgle til at få ‘kanerne i tale. Så selvom halvdelen af New Yorks bloggosfære ville have Ras til at sige noget, tog han lige 5 minutter til at snakke med unge PTA.
Jeg har klippet nogle highlights derfra sammen, krydret med hans fremførelse af den DJ Premier-producerede “Goldyn Child” samt en udgave af den samme a capella som han har med i Art of Rap. Den starter med en eller anden sindssygt sexistisk linje som Ras får temmelig vanskeligt ved at spytte, da han får øje på den kvindelige rapper Eternia. Fun for the whole family. Se videoen nedenfor…
