“Born and bred in Brooklyn, USA / They call me Adam Yauch – but I’m MCA” – No Sleep Til Brooklyn
Adam Yauch aka MCA døde den 4. maj. Han blev 47. Jeg tror ikke der er en eneste bleg hiphop-elskende homeboy fra min generation, der kan sige sig fri fra at have dyrket den balstyriske trio og set Beastie Boys som en slags legitimering af hvide knægte faktisk har en plads med mikrofonen i hånden.
Desuden har det været en episk rejse, at følge gruppen som kunstnerne, der startede som punkere, kom under Rick Rubin’s rap-rock elskende vinger på Def Jam, solgte 4 millioner af “Licenced to ill” og lavede det måske største abefest-anthem nogensinde med “Fight For Your Right”, forlod selskabet og hookede op med Dust Brothers og skabte en episk sample-kollage med “Pauls Boutique”, greb liveinstrumenterne igen på “Check Your Head” og “Ill Communications”, rørte det hele sammen og tilføjede electrofunk på “Hello Nasty”, blev post-911-alvorlige på “To the 5 Boroughs” og til sidst formåede at blive på en gang reflekterede og sjove på både “The Mix Up” og “Hot Sauce Committee Part Two”.
MCA var gruppens bassist, og også rapperen med mest bas i stemmen. Hvor King Ad-Rock og Mike D har mere nasale, diskante måder at levere deres rap, gav MCA lydbilledet et dybt, råt element. Hans passion for at instruere musikvideoer og andre film samt hans interesse for spiritualitet var med til at udvide rammerne for hvordan man opfatter Beastie Boys den dag i dag.
Jeg så Beastie Boys de to gange de spillede på Orange på Roskilde, og det var bestemt medrivende oplevelser, men jeg ville stadig ønske jeg havde nået at opleve en af deres regulære koncerter, for de der var til dem taler stadig om dem som en tur i kirke, hvis altså gudstjeneste blev forestået af tre gale og geniale jødiske new yorkere. En af mine yndlingsøjeblikke med gruppen var til MTV Awards hvor Green Day spiller et overgearet nummer for derefter at tage benene på nakken, da drejescenen vender og Beastie Boys rocker et mesterlig udgave af “Sabotage”.
Det er syret at tænke på gruppen blev indlemmet i den amerikanske “Rock And Roll” hall of fame så sent som for 3 uger siden, hvor det så kun var King Ad-Rock og Mike D, der kunne møde op, men læste et efter sigende rørende brev fra MCA. Showet bliver først vist i USA i morgen, og jeg har desværre ikke kunne finde et leak, så vi må vente med at høre indholdet til søndag herhjemme. Men her er nogle smukke minder fra de evige teenageres oprør. Læs videre Rest In Beast: MCA fra Beastie Boys død af cancer →