Alle indlæg af admin

Alting er bedre i Norge: Equicez er tilbage

Der gik lidt af et sus gennem hiphop-Norge for nylig da El Axel aka Fuck Em One og Cast fra Equicez meldte deres genkomst. Sammen har de stået for et af de mest hardcore album Skandinavien har set med “State of Emergency”. Også herhjemme har vi været så heldige at stifte bekendtskab med dem. I en periode var Axel medlem af det østjyske crew Frez Force, der også talte C Style, Sade One, Bee Low og FMD. Han spillede blandt andet med dem til det første Aarhus Took It. Equicez varmede i øvrigt op for Brand Nubian i Vega og spillede til Nordic By Nature på Roskilde, hvor jeg interviewede Cast. Desuden var jeg så heldig at battle FEM One og tabe til ham til finalen i den norske freestyle konkurrence Straight Spittin’ i 2001. It’s been a long time.

Nå, nu er de temmelig overraskende og ud af intet tilbage med et “Hardcore Encore” der lugter dejlig meget af gamle dage og kompromisløs MC’ing. Der skulle også være album på vej. Nyd nummeret ovenfor, og se en minidokumentar her… Læs videre Alting er bedre i Norge: Equicez er tilbage

Black Star i Vega: the black and white black book

Forud for koncerten med Black Star, i øvrigt den første af sin slags i det her lille land, var der en del ævl og kævl om hvordan man dog kunne finde på at tage så uhyrlig en pris som 450 kroner. Til det kan vel blot siges, at det er ren efterspørgsel og ikke mindst udbud eftersom især Mos Def kender sin pris. Han turnerer stort set aldrig, gennemfører endnu sjældnere sine koncerter, og der er altid muligheden for han lige får tilbudt en Hollywood blockbuster i stedet.

Jeg vovede pelsen og købte mig en billetto, og ankom i hiphop-tid til 3. nummer, hvilket var en eminent version af den boombaptiske “Definition” efterfulgt af en sjælfuld udgave af “REDefinition” og således kunne jeg ikke andet end overgive mig til koncerten, der blot blev bedre og bedre. Især selvfølgelig deres fælles numre, hvor “Respiration” (featuring Common der glimrede ved sit fravær, hvilket gjorde Mos og Talib fremførte hans vers til UG) virkelig hamrede igennem i det 2/3-dele fyldte Vega. Det virkede som om Mos Def indtog rollen som chauffør og det var ham der talte mest til crowden og så mest engageret ud, men Talib fik også sin shine med solonumre som “Move Something” og “Get By” samt en alenlang velspyttet a cappella.

Eftersom jeg har fået splinternyt zoomkamera, tænkte jeg at jeg ville fange et par skud, og billederne er blevet rigtig gode. Særligt dem af Mos Def, der stort set altid er et kæmpestort, omvandrende karikeret ansigtsudtryk er sjove at kigge på. Vi taler Jesus-poses, stammedans og luftguitarsoloer så det basker. Desværre var hele koncerten i rødt lys, hvilket gør, at de stort set kun bliver i to nuancer. Men frygt ej, min ven Kenneth Nguyen har afsløret at det betyder, at man kan få nogle rigtig gode sort-hvid billeder ud af det. Det betyder stemningen lidt drejer hen mod klassiske jazz-fotos, og det er jo ikke helt upassende. Så her er Black Star koncerten – the black and white definition… Læs videre Black Star i Vega: the black and white black book

AYO 1 2 3 Yasiin Bey MOS DEF AND TALIB KWELI, WE CAME TO ROCK ON TO THE TIP TOP, BEST ALLIANCE IN HIP HOP

Wuuyoh-oh!

I aften står i den sorte stjernes navn. Det er desværre ikke fordi Marcus Garvey’s Black Star Line søsættes, men det er næsten ligeså godt. Mos Def, som jeg – ud af respekt for hvor fedt et MC-navn Mos Def er, nægter at kalde hans nye navn, og Talib Kweli stiller sig på scenen i Danmark for første gang – sammen.

For mig symboliserer Black Star en slags videreudvikling af backpacker-bevægelsen, hvor de avant garde-udgivelser det (forholdsvis) uafhængige Rawkus Records spyttede ud fik et nyt, måske mere helstøbt og spirituelt udtryk. Og så var det jo selskabets første gode LP. I anledning af koncerten har Kriswontwo remixet deres store hit “Definition” og givet den en nutidig feel, så det er en fornem måde at lade op til i aften.

Lige præcis det nummer kan jeg huske Per V var særlig stoked over, da det kom, især måden Mos lægger tryk på starten af verselinierne, og når Per havde det sådan er det sikkert stadig et studie værd. Hør det ovenfor og download det her.

Der er stadig billetter at få, også på tilbud, ses til hiphop.

Nardwuar X DJ Premier “Quite a few fistfights with MOP I’ve been in…”

Det må næsten være et tegn. Her har jeg lige købt GURU’s Gang Starr kasket og frem på Youtube toner ingen ringere end DJ Premier i et fornemt interview med Nardwuar. Hvor Nard somme tider kan være goofy og bringe ufrivilligt komiske reaktioner frem hos sine interview-ofre er dette et bevis på, at han også kan lave et hardcore musikhistorisk interview, hvor DJ Premier runder sin kærlighed til alt fra James Brown og Maze & Frankie Beverly til kvindelige rappere og Los Angeles DJ’s.

Gad vide om Big Shug nogensinde har været oppe at slås med Ice Cube? (Søreme så).

Hvad er ligheden mellem Masta Ace og Børge fra Olsen Banden?

De havde begge to en mor der hed Yvonne.

Og på Masta Ace’s nye album “Son of Yvonne”, lavet under navnet MA_Doom, da alle beats leveres af MF Doom, får vi historien om hvordan Masta Ace voksede op i Brooklyn med moderen, der desværre gik bort da Ace stadig var lille. Så vidt jeg kan lure har albummet ikke skabt de store bølger i rapandedammen, og det er synd for det er et klassisk Masta Ace-album som fx “Disposable Arts” og “Long Hot Summer” med en gennemgående historie, der kan minde om den man ser i “Crooklyn” eller “Everybody Hates Chris” med den væsentlige forskel, at personen vi følger altså vokser op til at blive Masta Ace. Køb albummet her, og se et Masta Ace interview og tjek et nummer nedenfor. Læs videre Hvad er ligheden mellem Masta Ace og Børge fra Olsen Banden?

Power-shopping til hiphop-loppemarked

Så var det i sidste weekend at nogle af Københavns DJ-legender solgte ud fra deres skatkamre. DJ Typhoon, DJ Phase 5 og DJ Power fyldte Mesteren & Lærlingen med sindsyg memorabilia som den originale papstanderreklame for Solid Production’s “Takin Over”-opsamling, et Dilated Peoples skateboard og ikke mindst en gudesmuk Gang Starr snapback som salig GURU havde foråret til DJ Typhoon. Den købte jeg naturligvis. Se den efter hoppet. Læs videre Power-shopping til hiphop-loppemarked

Fredagsbio: Yo! Mtv Raps – historien bag

Det mest formative der skete i mine unge år, var da min far efter megen blod, sved (hans) og tårer (mine) satte en parabol op på garagen på Jupitervej, så vi kunne se satelit-tv. Ned fra himlen strømmede guddommelig underholdning i form af The Simpsons, wrestling og ikke mindst hiphop. Dengang var der Yo! MTV Raps med Doctor Dre og Ed Lover alle hverdage og Fab 5 Freddie om lørdagen, så man fik mildest talt hiphop i rigelige mængder.

At det en dag skulle blive taget af programmet igen var uden for min fatteevne, men det skete ikke desto mindre. Politikken bag var lettere suspekt, og vil man vide mere kan man med fordel tjekke Doctor Dre og Ed Lover’s bog “Naked Under Our Clothes”, men for et kort, komprimeret tilbageblik på et helstøbt, hardcore og hylesjovt program bør du tage en time og se ovenstående dokumentar som VH1 skar sidste år…

Jay-Z har 99 problemer og en juraprofessor undersøger hvilke

De fleste blev forhåbentlig behørigt imponerede over Jay-Z’s remake af Ice-T og Brother Marquis’ klassiker “99 problems”, hvor han i stedet for at bruge ordet “bitch” om kvinder brugte det om kritikere, tøsedrenge og mest opfindsomt narko-hunde. Verset hvor Jay bliver stoppet på motorvejen og diskuterer sine rettigheder med betjenten er et af hans mest citerede, og det er sågar blevet brugt i amerikansk lokal-politik. (og er i øvrigt en slags remake i remaket, nemlig af LL Cool J’s “Illegal Search”)

Men holder Jay-Z’s fortolkning af lovgivningen overhovedet vand?

En juraprofessor ved navn Caleb Mason har skrevet et essay, hvor han med udgangspunkt i Jay-Z’s tekst tager favntag med de rettigheder man har, når man er i gang med at fragte smuglergods rundt på vejene i sin bil – og det er ikke så få. Faktisk giver han langt hen ad vejen Jay-Z ret i fortolkning af loven, hvor det springende punkt er, at betjenten har svært ved at få lov at undersøge bilen uden narkohund. Til gengæld halter hans jura andre steder.

Hvis du har lyst til at bruge en sommerdag på 20 siders paragrafrytteri kan essayet downloades som PDF her. (højreklik og vælg gem som)

Den ægte hiphop har gemt sig hvor…?

Så var det i weekenden, at gode gamle DJ Noize postede følgende på min Facebookvæg: “Lidt sjov til den boglige aldrende hip hopper. Peter T Aagaard jeg kigger på dig…”

Her får du muligheden for at se om den ægte hiphop med det samme springer dig i øjnene, når du skal finde folk som Kurtis Blow og Busta Rhymes gemt på kryds og tværs, og det er så meningen at man indcirkler de korrekte svar. Lidt øfferen at Afrika Bambaataa er stavet forkert, men mon ikke vi overlever. Jeg har hjulpet med den første, men du er på egen hånd herfra. Den første der bliver færdig vinder et eller andet fedt. Læs videre Den ægte hiphop har gemt sig hvor…?

Read a book: Jokkeren, bloggeren – forrest i konvojen

Skulle det være gået folks næse forbi, har den navnkundige Joker Mumle fra Madness 4 Real aka Jesper Dahl udgivet sine tekster fra Champagnegaloppen tilsat lidt krølfedt i en bog med titlen “Det er bare ord”. Og jojo, den kontroversielle “Sniffing Cocaine powder and fucking super models” er med blandt teksterne.

Jeg anmeldte bogen i sidste uge på Rapspot og er, som man kan læse, svært glad for den. Er du ikke helt oppe på hvilken genre den befinder sig i, synes jeg du bør opleve ham spille ordtennis i “Digt, sæt og match” ovenfor eller tjekke forfatterinderne Suzanne Brøgger og Josephine Klougart læse op efter hoppet… Læs videre Read a book: Jokkeren, bloggeren – forrest i konvojen