En af verdens tungeste wrestlere besøgte engang Langå Stationsby og gav Kimball en masse tæv. Bagefter var hasn så flink at posere til dette billede. Cannonball Grizzly er senere gået i glemmebogen i dansk wrestling men han var en af de første amerikanere der fast kom og gav den gas i de danske gymnastiksale, så props til ham. Og så er han jo for øvrigt også rapper. I hvert fald en slags, han havde nemlig engang i 90’erne gimmicket som PN News hvor han rappede lidt før sine kampe i bedste John Cena stil. Bare endnu dårligere. Yo baby Yo…
Wrestling var den første på listen over ting Sidney Lee løg om han kunne finde ud af. Da han så blev omdrejningspunktet i “Blod Sved og Springskaller” dokusoapen om dansk wrestling viste det sig han ikke gad træne overhovedet og konstant skød skylden for sine manglende evner på internal injuries. Han troppede dog op til finalestævnet hvorfra dette billede stammer. Senere medvirkede han også til et show i Køge, hvor jeg og min ven Bent havde lavet et SHITNEY skilt og råbte rigtig højt af ham indtil producerne fra Singleliv bad os om at være lidt stille.
Billedet har i øvrigt været på Shitneys facebook med teksten “Sidney og fan”.
Efter jeg havde været frivillig på Aarhus Took It i de spæde år skulle jeg intet lave i festivalen i 2007. Alligevel fik jeg lov at chille backstage og have det rigtig sjovt. Blandt andet fik jeg lov at skænke en fadøl for Willie D fra Geto Boys, der var ankommet til showet fuldstændig uden entorage. Efter jeg havde spurgt ham: “Hey Willie D, would you like a beer, sir?” svarede han “Only if you pour one for my female friends,” hvilket så ville sige cirka alle af hunkøn i backstage lokalet. Kom ikke og sig han ikke er en gentleman. Nåjo, han er ikke en gentleman…
Hvis du, ligesom resten af Danmark syntes at være, var sneet inde i dag, er der chance for, at du så “Juno” på TV 2. Den lille quirky’e film om teenagegraviditet er sådan set fin i sig selv, men soundtracket hiver den op på et helt nyt niveau. De fleste af sangene – også dem der bliver fremført af Juno – står Kimya Dawson bag. Hende er der ikke meget teenage-pussenusset over. Hun er en punkrockende sanger-sangskriver med tatoveringer og hår farvet som en candyfloss, og jeg synes hun er guddommeligt sej.
Jeg var så svineheldig at se hende til en fantastisk koncert i Ideal Bar i sommer. Du kan læse den alenlange gengivelse af aftenen her, men hvis du økonomiserer din tid, så hør hvordan det lød da hun sang den fantastiske, gåsehudsfremkaldende “Walk Like Thunder” – mit og Per Vers’ yndlingstudenummer live i den lillebitte bar mens vi sad i skrædderstilling og flæbede i kor…
Som nævnt var jeg til Rock The Bells i 2010. Det var for vildt. Der mødte jeg ikke nogen. Eller jeg mødte Dres fra Black Sheep, men ham havde jeg mødt i forvejen. Til gengæld holdt Fat Beats store-lukkeuge og artister strømmede til fra nær og fjern. Blandt andet var Ras Kass i byen for at promovere sin nye cd “ADIDAS – All Day I Dream About Spittin”. På det tidspunkt skrev jeg stadig for DUBCNN Magazine, og det var en rigtig fin nøgle til at få ‘kanerne i tale. Så selvom halvdelen af New Yorks bloggosfære ville have Ras til at sige noget, tog han lige 5 minutter til at snakke med unge PTA.
Jeg har klippet nogle highlights derfra sammen, krydret med hans fremførelse af den DJ Premier-producerede “Goldyn Child” samt en udgave af den samme a capella som han har med i Art of Rap. Den starter med en eller anden sindssygt sexistisk linje som Ras får temmelig vanskeligt ved at spytte, da han får øje på den kvindelige rapper Eternia. Fun for the whole family. Se videoen nedenfor…
For nogle år siden skulle Madlib DJ’e til Distortion. Han skulle også MC’e under J. Rocc’s DJ-sæt. Det sidste skete ikke, det første gik rigtig dårligt. Han var nemlig blevet alt for blappet til at gå på, så det blev en super arytmisk kakofonisk affære. Men før det var han en tur forbi den nedlagt Bethania Kirke i Møllegade på Nørrebro, hvor han mens J. Rocc holdt et brandfedt foredrag i forbindelse med Redbull Accademy stod og chillede i sit fede jakkesæt i baggrunden.
Jeg prøvede at score et spændende interview med ham, men det gad han ikke. Han gad godt posere til det her billede, hvor vi så begge er overraskende pæne i tøjet. Jøden valgte at kommentere på, at jeg havde noget mad i mundvigen, men jeg kan berolige med at det bare er min tand der stikker ud.
Apropos politisk hiphop. I forbindelse med Rock The Bells 2010 var jeg til lukningen af den legendariske pladebutik Fat Beats i New York. Her stødte jeg ind et bekendt ansigt, nemlig Immortal Technique.
Jeg var chauffør for ham da han første gang spillede i Danmark i Store Vega og udover han selv og crewet rykkede et fedt show af, var de også pænt opsatte på at komme i byen. Så vidt jeg husker var det dog en hverdag så det eneste vi nåede var at komme på Grillbar i Istedgade, hvor Immortal Technique diskuterede konspirationsteorier med en flok unge groupies. Højdepunktet var da snakken kom ind på hvilke rappere, der var med i Illuminati, og overraskende nok var de sikre på Guru måtte være medlem eftersom hans far var en af de første afroamerikanske dommere i Boston, og hvordan kunne Illuminati tillade det uden at have en finger med i spillet. Nå, han kunne i al fald godt huske mig fra København og poserede til ovenstående fine billede, hvor vi begge laver stonecutter-håndtegn.
Og har du så husket at bekæmpe de siddende magter i dag?
Jaja, jeg ved godt at selvpromoveringen efterhånden har taget overhånd. Men jeg vil lige gøre opmærksom på en artikel Niklas Krigslund har skrevet til det nye Soundvenue om politisk hiphop, både i et historisk og aktuelt perspektiv. Normalt synes jeg Soundvenue bevæger sig lige lovlig meget i Pitchfork/NME-territoriet, hvor en kerne af alternativ musik bliver hypet og alle andre genrer mere betragtes som kuriosa, der skal udforskes med ikke sidde ved voksenbordet.
Men man har jo et standpunkt til man tager et nyt, og især når man selv bliver bedt om at sige noget begavet er det vanskeligt at holde sin kæft. Så jeg er citeret med fremhævelse og hele pisset i den 6 sider lange artikel “Fight The Power” i decemberudgaven af bladet som jeg selvfølgelig synes du skal rende hen til din bladmand og købe, eller alternativt læse derhenne. Du kan få et sneakpeak på artiklens to første sider nedenfor, hvis du bladrer lidt.
For nogle år siden deltog jeg i en rapkonkurrence til en lille festival i Kolding. Det var tophyggeren, selvom jeg ikke kom så langt. Specielt fordi de havde fået Camilla Ottesen, som jeg har været nede med siden hun var kronraget technovært på ZTV, til at være dommer. Jeg bustede den, synes jeg selv, episke linje “det’ ikke Frøken Smilas fornemmelse for sne i dag / det’ frøken Camillas fornemmelse for PTA”, men tabte vist alligevel. Dog har jeg hørt fra en af de andre dommeren at unge Ottesen skulle have sagt: “jeg kunne bedst li’ ham der PFA”.
Så var det i dag at tegneserie-sitet Nummer9 åbnede lågen med hiphop i deres julegodtekalender. Det er Mads Bluhm, tidligere redaktør på Flavourz.dk og nuværende formand for tegneseriefestivalen Komiks.dk og bestyrelsesmedlem i Dansk tegneserieråd, der har stået for dagens indhold – og han har været så venlig at kigge i min retning.
Det er nemlig Ed Piskors ”The Hip Hop Family Tree” der anbefales (se her), og ham har jeg jo været så fremadskuende at interviewe til nærværende blog – bumbummelum. Jeg skal dog ikke komme for godt i gang, da Mads Bluhm faktisk har haft Ed Piskor i landet til sit tegneseriefestival, dengang var han dog ikke begyndt at dokumentere hiphop-historie endnu.
Under alle omstændigheder skal der lyde en stor tak for opmærksomheden til Mads Bluhm og Nummer9.dk herfra og en venlig påmindelse om at tegneserier stadig styrer selvom man er blevet voksen-agtig.
