Da Masta Ace spillede i Århus for første gang af mange var det ingen ringere end unge PTA, der stod for at være mikrofonholder til den workshop han afholdt før koncerten til Aarhus Took It 2001. Det var han svært imponeret af, så det var ikke noget problem for mig og DJ Nelson, at snige os backstage og så signet alle vores vinyler (han skrev DEATH TO THE WACK MC’S på Slaughterhouse). Billedet er ret skægt i og med Masta Ace fuldstændig ligner sig selv (tjek ham her fra Næstved i år) mens jeg er på mit allermest anorektiske. Det er jeg heldigvis kommet efter siden.
Alle indlæg af admin
# 20 PTA Meeting: Jimmy Jørgensen på Roskilde
Jeg kender ikke rigtig Jimmy Jørgensen fra Hotel Hunger. Til gengæld kender jeg DJ Knud. Og han er venner med Jimmy Jørgensen, så det er jo ganske få degrees of separation. Derfor endte jeg med at stå og se hele Beastie Boys koncerten til Roskilde 2007 sammen med de to flotte fyre – og DJ Talkback, der også er rimelig flot. Koncerten var lidt middle of the road i forhold til tidligere tiders storhed fra Beasties. Desuden var det et regn- og mudderhelvede af en anden verden. Men det gjorde ikke så meget for jeg var i rigtig godt selskab, og som man kan se havde jeg det herresjovt. MCA RIP.
# 19 PTA Meeting: RZA i Berlin
Den mest internationale opgave jeg fik for hedengangne Action$peax magazine var at drage til Berlin og interviewe RZA i forbindelse med det seneste Wu-Tang Clan album, 8 Diagrams. Turen forløb fuldstændig smertefrit og RZA var en fantastisk person at interviewe der udstråler al den videnbegærlighed og skørhed, man håber på. Højdepunktet af randomness kommer da hans kone ringer til ham midt i shoppetur og RZA beder mig om at kigge efter størrelsen på vaskemærket i nakken af hans t-shirt, så konen kan købe nogen flere. Han bruger XXL.
Desværre kom bladet aldrig da de gik nedenom og hjem nærmest så snart jeg var tilbage på dansk jord, men det findes dog i PDF-version, så hvis du lyster kan du genlæse interviewet her.
#18 PTA Meeting: Method Man under Store Vega
Det var lidt af et scoop, at vi fik lov til at interviewe Method Man. Normalt gider han ikke rigtig og når han endelig tager sig sammen bliver han tit godt sur under spørgsmålene. Utroligt nok virkede det for en gang skyld at sige, at vi var DUBCNN, så sammen med vores svenske kompisser fik vi et rigtig fint og langt interview, hvor vi snakkede om old school hiphop, Ol Dirty Bastard anekdoter og Souljah Boy. Af en eller anden grund har jeg ikke nogen digital version af dette billede, så det er scannet ind fra bladet. Du kan i øvrigt læse interviewet nedenfor – bladr frem til side 50, det holder stadigvæk meget godt…
#17 PTA Meeting: Raekwon på Radisson i Kastrup
DJ Stig havde sat mig til at være chauffør for Raekwon da han skulle spille i Amager Bio. Det var stille og roligt, bortset fra han vist var blevet lovet noget mere presseopmærksomhed. Heldigvis var DJ Power i nabolaget og sammen fik vi lavet et fint interview med Rae på lufthavnshotellet mens han indtog en caesar’s salad. Han spillede en koncert i Amager Bio for ikke alt for mange mennesker, hvorefter ham og crewet blev kørt tilbage på hotellet, men ikke før han havde købt 2 ekstra caesar’s salater på McDonald’s. Så nu ved du hvad The Chef lever af.
#16 PTA Meeting: Turbo Niels til Respekt i KB Hallen
Turbo Niels er en levende legende i dansk hiphop i særdeleshed og mere specifikt måske i københavnsk hiphop. For en bonderøv som mig er historierne om dengang han satte gang i No Name Requested, DGP, Rockers’ comeback og meget mere ude i Klub 47 på Amager nok så tæt vi kommer på reelt mytestof i hiphoppen herhjemme.
Derfor var det mildest talt ærefrygtindgydende og syret at Onkel Turbo troppede op til min 30-års-fødselsdag og endda holdt tale om min “lange og tro tjeneste” i hiphopkulturen herhjemme. Han er heldigvis også selv blevet hyldet; nemlig til Respekt koncerterne i 2010, hvor han super fortjent fik en slags lifetime achievement award overrakt af CUP, Enghave og Albert fra Alis, hvorefter han gav de tre “tidligere ungdomskriminelle” tørt på i takketalen så de stod med røde ører og svedne smil til sidst. Episk Turbo.
#15 PTA Meeting: Pharoahe Monch til Aarhus Took It
Da Pharoahe Monch første gang spillede til Aarhus Took It fik jeg lov til at køre ham lidt rundt i byen. Det vil sige, at han selv skulle bare køres til Bruuns Galleri efter nogen hvide t-shirts, men hans DJ Boogie Blind og sanger Showtime ville gerne alle mulige steder hen og det kom de så. Der er ikke rigtig nogen anekdote i det, udover at Pharoahe fortalte at stadig kunne leve af sine “Simon Says” penge.
Han vendte tilbage til Took It i 07 hvorfra dette billede stammer, og jeg glimrer ved at have mit alenlange lilla halstørklæde på, der kun overgås som mystisk modetendens af Pharoahe Monchs spiffy lædervest.
#14 PTA Meeting: The Game i Store Vega
Da vi skulle lave forside til DUBCNN #3 var der mange forskellige muligheder for både Jokeren og Niarn var på vej med nyt album. Vi valgte dog at holde det ordentlig westcoast, da vi fik mulighed for at lave et interview med The Game, dengang det var fedt at få den slags muligheder (ej ok, det er stadig fedt, hans nye album er dope).
Unge Daniel Vangsgård guidede mig og en dengang ganske ukendt stjernefotograf i svøb, Kenneth Nguyen, ned i The Games gemakker, hvor vi snakkede i 20 minutter om hvem der er den mest konsistente rapper i verden (Jay-Z) og andet nørdet hiphop. Højdepunktet var da en ung groupie fandt sit kamera frem, og Game kigger på hende og tørt konstaterer: “Eyo bitch, take a picture and I’ma break yo camera”.
# 13 PTA Meeting: Last Emperor til Aarhus Took It
Last Emperor er ubetinget den flinkeste rapper jeg nogensinde har mødt, og jeg var lige ved ikke at møde ham. Jeg skulle have hentet ham i lufthavnen i Tirstrup i forbindelse med hans optræden til Aarhus Took It i 2004 men pludselig var han væk, og de vidste heller ikke i Kastrup hvad der var blevet af den kloge rapper fra The People’s Republic of West Philadelphia. Det viste sig så at han havde misset flyet men bare hoppet på et tog gennem “the beautiful rural parts of Denmark” og ellers sad og hang ud på banegården i Aarhus.
Han ville gerne møde nogle andre hiphoppere, så jeg trak ham op til DJ Static, hvor vi hang ud og lavede dette interview. Static fik også besøg af Nat ill og de tre klikkede så godt at de dagen efter indspillede nedenstående voldfede nummer. Men ikke før vi havde slået Jonny Hefty og Jøden i bordfodbold. Monumental!
Rap Slam Battles kroner første danmarksmester i rap slam på lørdag
Så er det på lørdag i Pumpehuset at man kan opleve når den første danmarksmester i rap slam krones. Her tørner Pede Gøbb fra Echo Out nemlig sammen med Eco fra Strugglaz og således er der lagt op til en smuk kamp mellem to af de større gruperinger i københavnsk undergrundshiphop. Som sædvanlig har jeg været så heldig at trække dommertjansen og denne gang bliver det sammen med Strøm, Ham Den Lange, Pede B og Jøden, så det er jo noget af et tæskehold i sig selv.
Du kan læse mere om eventet og købe billetter osv. på Rap Slams Facebook, men du bør ikke snyde dig selv for de to interviews en af Danmarks ypperste battlerap-kendere, nemlig Morten fra Barebattles, har lavet med de to cocky kamphaner. Se dem her. Læs videre Rap Slam Battles kroner første danmarksmester i rap slam på lørdag