Når jeg går en tur i kvarteret på det fashionable Frederiksberg hænder det, at jeg ender under Bispebuen, hvor en enkelt plakat tager mig tilbage i tiden, til en fantastisk tid…
Nemlig den tid hvor hiphopfestivalen Aarhus Took It løb af stabelen i Smilets By, hvert eneste år fra 2000 til 2011. Festivalen tog over fra de små jams, der havde vokset sig større og større. Og pludselig var der plads til tre dage med fuldfed hiphop fra ind- og udland.
Det var her jeg optrådte i upcoming-teltet de første år, steg i graderne til den rigtige scene i 2003, gæstede Per Vers’ show i et pakket Ridehuset, hentede 1000 pizzaer til de frivillige, hentede rapperne i lufthavnen, battlede Eyedea, vandt iPodbattlen sammen med unge Toobs foran Danmarks DJ-elite, fik skældt huden fuld af Jeppe Bisgaard, da jeg kun havde kun een whopper til hans aftensmad, hentede halvdelen af Beatnuts i Lufthavnen, spillede bordfodbold med Last Emperor og vandt over Jøden og Jonny Hefty, og og og….
Jeg tror alle har deres egen Aarhus Took It-anekdote katalog, men det kræver jo at nogen skaber festivalen. Hvordan det kom til at ske, snakker Jesper Nyboe med arrangøren Henning “Kong” Winther om i 3 fede timer i den her fremragende podcast, som jeg slugte råt først på min morgenløbetur og efterfølgende gåtur for at få det sidste med.
Den kan podcastes her. Og jeg kan varmt anbefale det!
Læs eventuelt min rapport fra første år på Rapspot.dk mens du lytter og nyd disse episke snapshots fra en svunden tid…
En ung PTA og en ung Masta Ace anno 2001…
Billede fra mit show med DJ No Doubt i 2003…
På vej ud at hente et eller andet i en kæmpe bil…
Mig og Last Emperor på bordfodboldhold…
Og endelig mig og Eyedea et ømt øjeblik… RIP!
Slap af en omgang memories… Har du ikke fået nok ligger der video fra 2001-udgaven på YouTube med nok det bedste Masta Ace show i mands minde…!