Jeg sendte onsdag et læserbrev til Politiken en halv time efter, jeg havde læst kommentaren “Hiphop og internet-porno har åbnet op for en sexisme, der tidligere var utænkelig” af Kim Skotte. Den har de valgt ikke at bringe. Jeg håber det er fordi der er nogen der er bedre til at give svar på tiltale, for det er lidt sølle hvis udsagnet bare skal stå uimodsagt og hiphopvoldtægt bliver det nye hiphopmord. Men I skal ikke snydes, så her er den uredigerede version af læserbrevet…

>>Hiphop er en del af løsningen på sexismen på Roskilde Festival<<

I kølvandet på de ulækre, uacceptable sexovergreb, der har fundet sted på Roskilde Festivalen, er diverse debattører begyndt at spekulere i årsager og løsninger. Helt ude i hampen er den radikaliserede Henrik Marstals ulovlige løsningsforslag, som jeg mener det er en pligt for alle os moderate feminister at fordømme.

Men jeg må skuffet konstatere, at den glimrende musikanmelder Kim Skotte, sidder hjemme i lænestolen og tager hiphop til indtægt for, at sexismen har gjort sit indtog på en før så uskyldsren festival.

For det første køber jeg ikke præmissen om, at Roskilde er blevet mere sexistisk de seneste år og at drengene var gentlemen i Skottes tid. Jeg har selv deltaget på Roskilde Festivalen i tre årtier, og husker tydeligt årene før iPhone-generationen, hvor tiden før koncerter i stedet gik med, at man i lejren råbte ubegavede sjofelheder efter sagesløse forbipasserende, mens man tildelte dem karakterer og sang at Annegrethe var en hesteluder. Den åbenlyse, bøvede sexisme oplever jeg som faldende, og godt det samme.

For det andet er det urimeligt udelukkende at klandre hiphoppens sprogkoder for overgrebsmændenes gerninger. Drugrape eksisterede lang tid før hiphop gjorde sit indtog på Roskilde og blot fordi der sættes ord på det i en rapsang, behøver det altså ikke være årsagen til fænomenet. Skotte nævner, at mændene finder kilden til gangbangs af bitches i rapmusikken, men der er ved god mange andre musikere med lignende jargon, fx Guns N Roses, der spillede fadølsfest i Parken for nylig. Når en rapper taler om gangbang, mener han i øvrigt som oftest bandekriminalitet og ikke bunkepul, bare så den gamle fejlslutning ikke lever videre.

Jo, noget af sprogbrugen kan være grænsesøgende i hiphop, men det foregår i en kontekst, hvor rapperen reflekterer en rå hverdag. Jeg vil da godt medgive Skotte, at vi skal sørge for de unge forstår, at fordi der foregår moralsk forkastelige aktiviter i et rapunivers, behøver man ikke selv udøve dem. De fleste der lytter til gangstarap bliver altså at rappere, ikke gangstere.

For tredje synes jeg i det hele taget, at det er værd at overveje om vi, i stedet for en usund musikkultur, har en usund alkoholkultur. Festivalens hovedsponsor, Tuborg, lader dåseøl, shots og alkoholsodavand flyde i en lind strøm til unge, der over en uges massiv druk givetvis kommer at opleve deres livs største brandert. Det fordrer ikke til omtanke, hverken hos det ene eller andet køn. Prisen på øl var i år yderligere sænket, vist nok at miljøhensyn. Man kunne overveje om der ikke også er menneskelige hensyn at tage.

Særlig går det mig på, at hiphop udelukkende ses som et problem på årets festival, hvor det i den grad var med til at nuancere det musikalske billede. Det skete blandt andet i form af tre kvindelige rappere, der repræsenterede vidt forskellige forgreninger af hiphop og var med til at vise hvor bred genren er. Den lesbiske gangstarapper Young M.A. viste at hun kan være ligeså hård som enhver af drengene, den militante feminist Princess Nokia kæmpede for kvindernes ret til feste uden at blive forulempet og gode gamle Ladybug Mecca fra Digable Planets leverede jazzet hiphop med et “United States of Nasty Women”-rygmærke i nakken. Alt sammen med til at vise, at hiphop er et sted hvor kvinder kan være cool og stærke.

Stærke kvinder kan vi ikke få for mange af, så c’mon girls n’ boys – let’s be Hip-Hoppers