Så var der nok engang gang i voksen-Arto aka Twitter her i weekenden. Pede B, manden hvis koncert ubetinget er den jeg ser mest frem til i foråret, spurgte “Efter @kristianleth’s nye kickstarter #Album2015 får jeg lyst til at diskutere albums. Hvad er de 10 bedste rapplader efter 2000? @peterpta?”

Det foranledigede en rask lille rundspørge og debatrunde hos diverse rappere, bloggere, anmeldere og kværulanter i twitterverset. Da støvet havde lagt sig, sad jeg tilbage med ikke mindre end 7 styks top 10’er over bedste rapalbum fra årtusindskiftet og frem til i dag. Før I begynder at diskutere om man bør tage år 2000 med, da årtusindet teknisk set skiftede i 2001, og vi således ligner en den flok bodybuildere, der skændtes om, hvor lang en uge er, kan jeg bare konstatere, at der simpelthen kom for megen god hiphop i 2000 til at udelade året. At Peter Albrechtsen så fik sneget Dr Dre’s “2001” fra 1999 ind, kan man undskylde titlen, og at Ole Jakobsen tog Common’s “One Day It’ll All Make Sense” må tilskrives han snarlige høje alder.

Realistisk kunne man nok lave længere lister af rapalbum bare fra 1988 eller 1994, men lad os nu ikke dvæle i guldalderen bare fordi den var så fed. Der er masser af guldkorn både nu og i den nære fortid.

Men uden mere omsvøb er her de album, der fik mere end en stemme (og jo, det er flere end ti, smarte).

Jay-Z – The Blueprint (6 stemmer)

Jay-Z’s store album fra 2001. Primært produceret af Kanye West og Just Blaze, med en enkelt Meminem-produktion sneget ind, er lyden pompøs, sampledrevet og trækker på soul, r’n’b og rock-lyden fra 70’erne og 80’erne i en tidløs og storladen stil. Med kun en enkelt gæst (Em) er det også en flowmæssig magtdemonstration, hvor de tekster han ikke skriver bliver leveret med et overskud han ikke har mønstret før eller siden.

Common – Be (3 stemmer)

Selvom det i høj grad var Common, der introducerede Chicagorappen til omverdenen, var det i 2005 naturligvis unge Kanye West, der var blevet synonym med byen. Men at Common er en rapper af guds nåde viste han på dette album med numre som The Food, Go og især The Corner. Han har haft gode album siden (cirka hvert andet), men denne perle må siges at være hans bedste i nullerne.

Ghostface Killah – Supreme Clientele (3 stemmer)

Efter en dominerende position som både gruppe og solorappere i 90’erne var nullerne ikke videre rare ved Wu-Tang Clan. En lysende undtagelse var dog Ghostface, der gennem sin fabulerende, associerende rapstil og karismatiske levering etablerede sig som den bedste albumskaber i gruppen. Supreme Clientele fra 2000 er om muligt bedre end hans debut og selvom RZA stadig stod for broderparten af lyden varslede produktioner fra Beatnuts om Wu-Tang-medlemmerne, havde godt af at bevæge sig i nye konstellationer.

Masta Ace – Disposable Arts (3 stemmer)

Mens det i 90’erne var rappere som LL Cool J, KRS-One og Ice Cube, der tegnede sig som langtidsholdbare veteraner, måtte man sande at deres output blev lidt fortærsket i nullerne. Derimod genetablerede Juice Crew pioneren Masta Ace sig som reflekterende og velovervejet MC, der med dette album skabte en sammenhængende historie, der vel og mærke intet fjernede fra sangenes styrke i sig selv. Det gjorde ham relevant et langt stykke ind i det nye årtusind.

Sean Price – Monkey Barz (3 stemmer)

Havde man overvejet i Boot Camp Kliks storhedstid, hvilken af rapperne, der ville få længerevarende succes, var der næppe mange der havde peget på Ruck fra Heltah Skeltah aka Sean Pyyyyyh. Men med en overdrevet spand selvtillid og en evne til at skære punchline-rap med de allerbedste, gjorde Sean Price sig til en slags rap superhelt på linje med Redman i 90’erne. Med en stribe gode mixtapes og album som solokunstner, er der mange valgmuligheder, men Monkey Barz er nok hans magnum opus (i modsætning til Heltah Skeltah’s Magnum Opus, der var lidt noller).

Cannibal Ox – Cold Vein (2 stemmer)

El-P’s Definitive Jux var et af de få selskaber der syntes at kunne bære lyden fra de uafhængige New Yorker-selskaber videre. Def Jux formåede også at skifte fra single-formatet der var Rawkus’ styrke til stærke album. Et sådan var Can Ox’ Cold Vein ubetinget. Vast Aire og Vordul Mega gav os en ny side af Harlem-rap med en isnende kold og ond overtone, der både vandt genlyd blandt hiphoppere og indiefans.

DangerDoom – The Mouse And The Mask (2 stemmer)

Hvor Masta Ace på sin egen tørre måde vedblev at holde fanen højt for hiphop, vendte MF Doom, tidligere kendt som Zev Love X fra KMD, musikindustrien ryggen og genopfandt sig selv som rablende, flerstavelsesrimende superskurk. På Danger Doom allierede manden med masken sig med DangerMouse, der producerede flotte, dystre lydtapeter til Dooms rap.

Eminem – The Marshall Mathers LP (2 stemmer)


Efter den provokerende, grænsesøgende Slim Shady LP, var mange i tvivl om hvad Eminem kunne have i ærmet som opfølger. Der var stadig sjove sange med popkulturelle referencer men hovedparten var et vrængende, dystert, bitter og ondt mesterværk.

Madvillain – Madvillainy (2 stemmer)

Westcoastselskabet Stones Throw havde store succeser i nullerne, og mange af dem kan føres tilbage til det skøre geni Madlib the beatconducta. Hans særligt skramlede, jazzede lyd passede godt til mange rappere, men få gik de så godt i spænd med som MF Doom. Rhinestone Cowboy og ALL CAPS huskes som mesterværker fra en langtidsholdbar plade.

Masta Ace – A Long Hot Sommer (2 stemmer)

En prequalhistorie til Disposable Arts, hvor Masta Ace leverer lyden af et gloende hedt Brooklyn i firserne. Beautiful og Good Ol’ Love var perler fra en plade, der måske ikke var så opfindsom som forgængeren, men cementerede Masta Ace’s ry som en slags rappende filminstruktør, der har evnen til at skabe scener med rimord.

Murs & 9th Wonder – 3:16 (2 stemmer)

Vestkystrapperen Murs fra Living Legends havde mange store øjeblikke i nullerne. Dog ikke nogen større end da hans mørke, melodiske vokal blev blandet med 9th Wonders varme og soulede produktionsstil. Begge havde andre gode samarbejder, men særligt på 3:16 gik det op i en højere enhed.

Nas – Stillmatic (2 stemmer)

Med åbenlys reference til debuten startede Nas nullerne med et brag. Produktioner fra LES og Large Professor, der også gjorde Illmatic til en klassiker, leverede han skiftevis fantastisk indsigtsfuld mc’ing og store dumme anthems. Hans svar på tiltale til Jay-Z “Ether” blev for eftertiden verbalformen af at slagte en modstander med ord.

Outkast – Stankonia (2 stemmer)

En af rappens allerstørste duoer leverede i år 2000 deres sidste virkelig sammenhængende album. Huskes det for Mrs Jackson er det synd, for med afstikkere i soul, pop og rock svævede Andre3000 og Big Boi problemløst på et farverigt lydtæppe, hvor de droppede hæsblæsende bomber på BOB, fortalte historier med Slick Rick på Art of Story Telling og børstede sig selv af på “So fresh so Clean”.

Kanye West – My Beautiful Dark Twisted Fantasy (2 stemmer)

Kanye på hans allermest storladne, hvor han tog sig tiden til at lade sine grandiose visioner bliver til symfoniske værker. Smukke samarbejder med andre producere, gode gæsteoptræderne. Selv Nicki Minaj skinner i Kanyes forvredne drøm.

Kanye West – The College Dropout (2 stemmer)

Debuten fra en af de mest toneangivende rappere, der ikke albumdebuterede før år 2000. Hans upspeedede soulsamples og blanding af rap og spoken word blev efterhånden en kliche, men da albummet udkom, åbnede det en helt ny verden, hvor kunsten og gaden smeltede sammen.

Sådan stemte vi…

Pede B // Rapper, Dumspiller, Barn af Tiderne

Common – Be
Nas – Stillmatic
Jay-Z – The Blueprint
Eminem – The Marshall Mathers LP
J-Cole – Born Sinner
Masta Ace – Disposable Arts
50 Cent – Get Rich Or Die Trying
Sean Price – Monkey Bars
Pharoahe Monch – Desire
Classified – Handshakes and Middle Fingers

DetGodtNok // Blogger, grafiker

Jay-Z – The Blueprint
Kanye West – The College Dropout
Atmosphere – When Life Gives You Lemons
Kanye West – MBDTF
Non Phixion – The Future Is Now
Masta Ace – Disposable Arts
The Game – The Documentary
Common – Be
Talib Kweli – Quality
DangerDoom – The Mouse And The Mask

SpolOpMageren // Børnehvisker, ordbogsredaktør

Cormega – The Realness
Screwball – Y2K
Murs & 9th Wonder – 3:16
Nas – Stillmatic
Ghostface Killah – Supreme Clientel
Jay-Z – The Black Album
Prodigy – HNIC
Scarface – The Fix
Refletion Eternial – Train of Thought
dead prez – Let’s get free

PTA // Unge Auto Tune Nej Tak

Jay-Z – The Blueprint
Eminem – The Marshall Mathers LP
Mos Def – The Ecstatic
Oukast – Stankonia
Masta Ace – Disposable Arts
Pharoahe Monch – PTSD
Aesop Rock – Labor Days
The Roots – Un/Dun
Kendrick Lamar – Good Kid M.A.A.D. City
Atmosphere – The Lucy Ford EP’s

Peter Albrechtsen // Anmelder, tonemester

Cannibal Ox – The Cold Vein
Common – Like Water for Chocolate
Dr Dre – 2001
Ghostface Killah – Supreme Clientel
Jay-Z – The Blueprint
Kanye West – Yeezus
Madvillain – Madvillainy
Outkast – Stankonia
Run The Jewels – Run The Jewels 2
Wu-Tang Clan – The W

Janus Hasseriis // Hiphopper

Jay-Z – The Blueprint
Kanye West – MBDTF
Sean Price- Money Bars
Finale – A Pipedream and a Promdate
Cannibal Ox – Cold Vein
DangerDoom – The Mouse And The Mask
Common – Be
Masta Ace – A Long Hot Sommer
Action Bronson – Blue Chips
Domo Genesis – No Idols

Ole Jakobsen // Kulturskribent

J-Dilla – Donuts
Kanye West – The College Dropout
Common – One Day It’ll All Make Sense
Jay-Z – The Blueprint
Sean Price – Monkey Bars
Masta Ace – A Long Hot Summer
Madvillain – Madvillainy
Murs & 9th Wonder – 3:16
Ghostface Killah – Supreme Clientel
Run The Jewels – Run The Jewels 1

Har du også en liste over de sidste 15 års største rapalbum, så smæk den i kommentarfeltet eller del den på Twitter med hashtagget #rap2k15