Ildebrand i bogen! Jeg brugte en nat på at læse Rasmus Poulsen og Karen Mukupas biografi om Natasja, og jeg skal love for det er fængende læsning. Deres fortælling om den fyrige pige, der kunne have taget verden med brandstorm, men hvis lys slukkedes lige før det skete, er så vidunderligt spraglet, medrivende personlig og i det hele taget drønspændede, at man bliver taget med på et eventyr, der selvom det ender frygteligt, efterlader et bekendtskab med en livsbekræftende ildsjæl.

Natasjas liv var et liv i flere forskellige verdener, dels geografisk hvor turen som bekendt går fra Islands Brygge til Sudan, Afganistan, Jamaica samt London og New York men også fra miljøet omkring hiphop til reggae til Christiania til galopbanen og på kryds og tværs derimellem.
Det er med at holde tungen lige i munden, når man læser. Tit er det vanskeligt, at holde fokus når man hvirvles rundt i bogen, for Natasja vender tilbage til de samme steder og miljøer og møder de samme mennesker og udfordringer af flere omgange. Bogen sprudler af en detaljerigdom, der vidner om, at forfatterne gerne ville have alt med. Den kan sagtens battle Øvig Knudsens bøger om Blekingegadebanden i minutiøs rekonstruktion af hendes liv og levned, og det er kun når enkelt hiphop-nummer ikke synes at svare til kronologien, at man ikke føler sig så suget tæt på hendes hverdag, at der ville vække anerkendelse selv hos østtyske stikkerspioner.

”Natasja” har to spor. Dels et fortalt i nutid der strækker fra Natasjas fødsel (og endda tilbage til hendes mor) og helt frem til efter hendes helgenkåring af eftertiden og dels et spor, hvor Karen i datid fortæller direkte om deres fælles oplevelser frem til ulykken, hvor Natasja dør. Der krydres med citater fra Natasjas tekster og dagbog og det fungerer rigtig godt. Især i Karens fortællinger får man ofte indtryk af et smukt, tæt venindeskab, når de møder og kysser kendte rappere og render panden mod muren i musikbranchen.

Eftersom Natasja i høj grad brugte København og dens musik- og festmiljø som sin legeplads må aktørerne derfra også se sig fremstillet på den måde, som de har opført sig i Natasjas og til dels Karen Mukupas verden. Hvor Ditte Giese i 90erbogen var så sød at anonymisere bølleofferet for Natasjas venlige wrath i en improviseret battle, er der her både navn og adresse, og man slår sig for panden, når ”talentspotter” Remee affærdiger et samarbejde med Natasja med at hun ryger for meget. Visse steder er tæt på at blive en æskefortælling, hvor mødet med en ny person bliver til en fortælling om personen. Når for eksempel Ataf og Natasjas venskab vendes, får vi også kort Atafs historie. Det gør på en gang bogen lidt indviklet men samtidig til en af de grundigste og sjoveste gennemgange af dansk reggae og hiphop nogensinde. Natasja og Karen kommer også ud over grænserne og her er det spændende, hvordan de konstant støder ind verdenseliten som Rakim og Puff Daddy. Historierne er fortalt med fokus på hellere at få for meget end for lidt med, og det svinger fra at det var Jamalski fra Boogie Down Productions, der speedede hendes flow op til de 200 km i timen hun kunne chatte patois på, til at man nok ikke skal tro på at Q-Tip fra A Tribe Called Quest er ”the gay rapper”, hvis man tjekker Natasjas dagbog.

En af bogens kvaliteter er at den kan gå helt ind under huden på Natasja og helt tæt på begivenhederne uden at fælde dom, men det gør samtidig man i nogle afsnit sidder uforløst tilbage som læser. For hvor der er oceaner af Natasjas oplevelser, er der færre af hendes refleksioner og holdninger. Det er jo et vilkår, når man skriver om en afdød, men da de gadedemonstranter som Natasjas er hyret til spille for på et tidspunkt fyrer flasker efter hende, bliver man ret nysgerrig efter at høre, hvordan hun føler sig behandlet af et miljø hun har prøvet at støtte. Også da hun på Jamaica konfronteres med at hun på sin vej mod reggaestjernerne tager pladsen fra et hjemligt talent på den forarmede ø, kunne der godt stå mere om dilemmaet. Det gælder jo for alle, der er privilegeret med flere valgmuligheder, men vælger at blive tysk basketspiller i NBA, dansk barejer på Bali eller dansk hiphopproducer i New York.

Karen Mukupa og Rasmus Poulsen er åbenlyst og indiskutabelt fans af Natasja og af reggae. Den ordbog der findes til sidst, er også proppet med 90% patois, og det er en kærkommen hjælp selvom det nok ikke er os alle der kan knække koden. På mange måder, og i kraft af at Natasja blev den største reggaestjerne herhjemme nogensinde, kan ”Natasja” også læses som en personificering af reggae herhjemme, der møder Danmark med krøllet hår, højt humør, stærk tobak og en åndelighed vi ikke er vant til, og derfor sommetider affærdiger som påtaget og fjollet. Med No Name Requested er hun konstant lige ved at slå igennem, men der er hele tiden et band, der er nemmere at markedsføre eller en ny trend der er smartere i stedet. Det gør også man jubler, når de kommer frem til skiftet til dansksproget reggae, for det er godt nok imponerende at man med så indlysende talent, skal gå så grueligt meget igennem, bare fordi man gerne vil vifte med et rød-gul-grønt flag i sin musik. Karen fortæller indgående og meget modigt om Natasjas død og det flotte ”Ikon”-efterskrift er velvalgt og velskrevet, for det må virkelig være en svær opgave at skulle afslutte en så definitiv bog.

Bemærk også den detalje at forsidebilledet ikke er det kanoniserede fra Shooting Star, men et hvor hun har et lille skævt smil på læben i stedet. Jeg synes det fanger bogens ånd rigtig godt, at den fortæller stærkt om det sørgelige, men aldrig glemmer smilet. Bagpå bogen står der at Natasja ”var et internationalt reggaenavn, og en af af Danmarks mest markante sangere og sangskrivere”. Jeg vil gerne tilføje en af Danmarks bedste rappere. Og jeg håber, ikke at reggae-toningen af siderne skræmmer hiphopperne, for bogen er i dén grad også skrevet til os. ”Natasja” er et vidnesbyrd om en fantastisk og sammensat person, der var en stjerne i sammenhænge man ikke kunne drømme om. Når man bliver konfronteret med det fladpandede, og meget jantedanske udsagn: ”hvad var der så fedt ved Natasja, hun lavede en sang og så døde hun”, ville man ønske, at flest mulige ville tage sig tid til at læse denne bog. Det er meget vanskeligt at fornægte hendes talent efterfølgende. Der er ildebrand i den bog. Fiyah bun!

”Natasja” af Karen Mukupu & Rasmus Poulsen udkommer på Politikens forlag. Den er 400 sider lang, med farvefotos og sangtekster. Den kan købes temmeligt billigt her.