Damerne sidst: Kvindekampen dominerede til årets WrestleMania

la-1554671432-vkikqaooo2-snap-image

WrestleMania har gennem årene været domineret af mænd. Søndag aften kæmpede kvinderne sig for første gang til toppen af verdens største wrestling-begivenhed.

I gamle dage var det mest galante, manden kunne ytre et “Damerne først”, når han holdt døren. Sådan var det også i wrestling, den ypperlige blanding af sport og underholdning, hvor atletiske evner og aftalt spil går op i en højere enhed. Kvinderne kunne til nøds optræde i åbningskampen på linje med dværge og mexicanere, mens den afsluttende kamp, aftenens main event, var reserveret til mændenes mesterskab.

Det ændrede sig til årets WrestleMania, det 35. af slagsens, hvor kvinderne ikke lod sig nøjes med at stå i døråbningen, men sparkede den ind og kæmpede sig vej til den vigtigste kamp – aftenens sidste.

Divaer i ringen: Fra blikfang og billigt grin til ligemænd m/k

Man skal ikke gøre sig nogen forestilling om, at professionel wrestling er en forgangskultur, når det kommer til kønskamp. Notorisk er der altid gået efter den laveste fællesnævner med hensyn til både race og køn. Kvindelige wrestlere har siden sportens gennembrud i 1950’erne levet en skyggetilværelse. Kamptyper som “evening gown match” og “bra and panties match” var designet som en en blanding af blikfang og billigt grin.

Der har været forsøg på at gøre damerne til stjerner. Serien “GLOW” på NetFlix fremstiller en fornem, semibiografisk version af “Gorgeous Ladies of Wrestling”-showet, hvor fokus var på rene kvindekampe med kitsch-faktoren skruet op på max. Også i WWE, den største wrestling-organisation har der været store kvindelige stjerner, fra Fabulous Moolah over Sherri Martel og til Trish Stratus og Mickie James. Især i tiden omkring årtusindskiftet var kvinderne i fokus, men ofte som såkaldte divas, der gjorde sig lige så godt på midtersiderne i Playboy som i ringen.

Det har dog ændret sig de seneste år med den såkaldte “women’s revolution”, hvor diva-termen er blevet udfaset og kvindernes kampe både atletisk og historiemæssigt er på niveau med mændenes. Også her i Danmark har Bodyslam Pro Wrestling afholdt et rent kvindestævne, der blev dækket på Heartbeats.        

Den perfekte trekant, der ændrede historien

At kvinderne endegyldigt fik deres gennembrud til WrestleMania i år skyldes i høj grad dem selv. Man kan sige, at i en sport, hvor udfaldet er aftalt på forhånd, burde æren gå til personen, der skriver historien. Kender man lidt til forretningsmodellen, ved man at direktøren og hovedaktionæren sjældent gør

Vince McMahon har et moralsk kompas på linje med Donald Trump og sælger beredvilligt sit cirkus til oliesheiker i Saudi Arabien og stryger samtlige kvinder fra showet, hvis det kræves. Men i år var talentet og personlighederne blandt kvinderne i ringen simpelthen for stort til at holde tilbage.

For det første har de i Charlotte Flair fået en kvindelig stjerne, der har stamtræet i orden. Hun er datter af Ric Flair, en af historiens største og mest flamboyante mandlige stjerner, der med spraglede kåber, afbleget hår og en utrolig udholdenhed dominerede wrestlingverdenen i fire årtier. De seneste år er den tårnhøje dame trådt ud af sin faders skygge, men minder alligevel om de klassiske kvindelige stjerner.

Dernæst har Ronda Rousey forladt rigtig kampsport, mixed martial arts til fordel for wrestling. Hun er olympisk sølvvinder i judo og var den vigtigste årsag til UFC-forbundet valgte at introducere kvindelige kæmpere. Her var hun regerende mester i årrække og ingen modstander formåede at slå hende, når hun først havde lagt dem i en såkaldt armbar – et greb hvor hun med benene låser modstanderens arm fast til de giver op eller den brækkes.      

Endelig og måske vigtigst er dog Becky Lynch. Indtil for nylig var den lille, rødhårede irske wrestler ikke en stor stjerne. Hun havde et steampunk-gimmick med kikkert-briller og høj hat og fremstod mere finurlig end farlig. Men pludselig lod hun sin egen personlighed skinne igennem på Twitter, hvor hendes rappe replikker mindede om landsmanden Conor McGregors flabethed. Pudsigt nok var det da hun navngav sig selv “The man” og lagde sig ud med gud og hvermand, at hun blev den mest interessante kvinde i wrestling.

Verdens største kvindekamp

Da Ronda Rousey kom til WWE efter et par nederlag i MMA, mente mange at hun kunne blive den første kvinde i et main event, hvis hun var dygtig nok. Med inspiration fra Rowdy Roddy Piper, en af historiens bedste skurke, viste hun  viste hurtigt at hun til trods for sin baggrund også var i stand til at kæmpe koreograferet. I starten mente mange at hendes naturlige rival var Asuka, en stor japansk stjerne, men Becky Lynch’ himmelstorm både i ringen og på Twitter, gjorde hende pludselig til en oplagt modstander. Hen ad vejen blev Charlotte Flair hægtet på, og Ronda Rousey truede med at droppe koreografien og lægge både Charlotte og Becky i en vaskeægte armbar. Det var naturligvis bare en del af historien… men hvad nu hvis hun gjorde det?

Det hele kulminerer altså søndag aften til WrestleMania 35 på MetLife Stadium foran mere end 80.000 publikummer og millioner af seere. Charlotte Flair ankommer til kampen i helikopter ligesom hendes far, Ric gjorde sin største kamp i 1985. Forinden har Ric Flair tweetet “It’s Official, Charlotte Is No Longer Ric Flair’s Daughter. I Am Charlotte Flair’s Dad!”

Becky Lynch entrerer ringen i vanlig stil med båndet musik, mens Ronda Rousey bliver spillet til ringen af gode gamle Joan Jett der rocker en fantastisk version af “Bad Reputation”. Rousey sender Jett et smil, det eneste smil hun sender denne aften.   

Kampen starter langsomt, men tager hurtigt fart. Charlotte Flair laver en baglæns saltomortale fra toprebet ned på modstanderne, men efterhånden får Ronda Rousey overtaget. Som hun har truet med lægger hun pludselig begge modstandere i sin armbar-lås. De løfter hende dog op og hamrer Rousey mod gulvet. Mod slutningen får Charlotte Flair fat i Ronda Rousey og lægger hende i en figure four benlås. Heller ikke det er nok, og Ronda ser ud til at have overtaget mod Becky Lynch som hun serverer et knæ i hovedhøjde. Becky vælter dog også Ronda Rousey og holder hende fast, mens dommeren tæller en… to… tre!

becky-wins

The Man står tilbage som den sidste kvinde.

Det hele er slut og Becky Lynch er den endegyldige vinder. The Man står tilbage som den sidste kvinde. Men hov, Rondas skuldre var ikke helt nede mod gulvet, da der blev talt. Becky har ikke vundet uden kontroverser og historien kan køre videre til næste stævne.

Og hvem ved, måske står Becky Lynch og Ronda Rousey overfor hinanden igen til endnu et WrestleMania. Til den tid vil det måske ikke være en historisk kvindekamp, men blot være endnu en kamp. Og det vil i sig selv være kæmpestort.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *