“Look, Alf’s back! In Pog form!” siger Millhouse til Bart og viser ham nogle håbløse kapsler med 80’ernes svar på Ted. Lidt på samme måde er det med Stüssy der genopliver det mest legendariske hiphop tv-program nogensinde – Yo! MTV Raps – i tøjform.
Godt nok har Puma allerede været der. Og det er bemærkelsesværdigt at de kunstnere, der prydede Pumas Yo! MTV Raps kollektion (Big Daddy Kane, MC Shan, Doug E Fresh etc) ikke er gengangere her. Til gengæld får vi Brand Nubian, Ice T, Gang Starr, MC Lyte, Digital Underground, Queen Latifah, De La Soul, Public Enemy, Eric B & Rakim samt Slick Rick uden klappen for øjet. De har taget de mest ikoniske, men også lidt fortærskede portrætter af rapperne tilføjet et Yo! logo og et Stüssy logo, that’s it! Jeg kan meget godt li’ den rene stil, men man savner alligevel noget lir. Der skulle dog medfølge limited edition Yo! MTV Raps baseball cards, så det er da altid noget. Du kan se hele kollektionen her.
Vi du selv se t-shirtsne i levende live holder Naked i Pilestræde et Stüssy x Yo! MTV Raps arrangement i morgen fredag fra 17.00-20.00, hvor der er forfriskninger og musik fra ingen ringere end DJ Noize. Oijjjj.
I forbindelse med lancering har de også skudt to fine små dokumentarer om MTV’s mest ikoniske program nogensinde, samt det kluns folk bar i det…
Stüssy x Yo! MTV Raps – Part 1
Stüssy x Yo! MTV Raps – Part 2
Bonus 1: sidste år kom der en længere doc om Yo! Den kan stadig ses her.
Bonus 2: Jeg skrev engang en herrelang tekst om Yo. Jeg kan desværre ikke finde den online, men jeg havde stadig word-dokumentet, så here goes:
Sådan ser rapmusik ud: Yo! MTV Raps
Gennem musikvideoens historie har intet været så kontroversielt, banebrydende og dragende som rapvideoer. Og taler man om rapvideoer er der ingen vej udenom – Yo! MTV Raps var Meccaet, man bøjede sig mod, når man som ung hiphopper ville se og høre, hvad der rørte sig i rapverdenen. Dette er historien om Yo! MTV Raps, eller Yo! som det hurtigt blev forkortet til i samtaler. Hvordan det gik fra en fiks idé til international trendsætter og voksede sig større end selv MTV kunne håndtere. Hvordan det fik indflydelse på en hel generation af hiphoppere. Og ikke mindst, hvilken påvirkning det har haft på hiphoppen i Danmark. Let’s go!
Rap i skammekrogen: Tiden før MTV blev Yo!
Der eksisterede naturligvis musikvideoer med rap i før Yo! MTV Raps kom til, men de indtog ikke en synderligt stor rolle på musikkanalernes sendeflader. Faktisk havde MTV siden sin start i 1981 fået et ry for at favorisere hvid rock’n’roll musik, men i midten af firserne var det blevet nok for de afroamerikanske kunstnere. Bl.a. Michael Jackson og Rick James startede en bevægelse, for at få ændret hvad de mente var MTV’s genreracisme. Det blev rappernes held, da de hurtigt viste sig at være et hit blandt det unge MTV-publikum, og der var basis for et show udelukkende med rapmusik.
1988’s the number: Yo! MTV Raps fødes.
Efterhånden som flere og flere lokale tv-stationer fik deres egne shows med rapvideoer, var der ingen vej udenom. Den daværende produktionsassistent Ted Demme, instruktøren Jonathan Demme’s søn, fik sammen med vennen Peter Dougherty grønt lys til at søsætte det rapprogram, i hvert fald Ted Demme drømte om. De kontaktede den garvede Fab Five Freddy, og den 10. august 1988 blev det første af syv års ugentlige programmer vist. Mellem videoerne interviewede Fab Five Freddy kendte kunstnere, der må siges at ligge i den bløde ende af hiphopspektret, bl.a. Salt N Pepa og Jazzy Jeff & The Fresh Prince, men også rappere med mere kant som Big Daddy Daddy. Allerede året efter var Yo! Blevet så stor en succes, det var tid til en udvidelse med daglige programmer i hverdagene, og det blev Ed Lover og Dr. Dre (nu Doctor Dré, for ikke blive forvekslet med west coast produceren), der løb med værtsrollerne. Med en innovativ tilgang og skøre påhits gjorde de Yo! MTV Raps – og sig selv – til ikoner i amerikansk populærkultur.
Hosts with the most: værdige værter.
Fab Five Freddy: Freddy var graffitimaler i ’70’erne, men nok så vigtigt var han en af hiphoppens første gadeentreprenører, der formidlede graffiti og hiphopmusik fra gaden i The Bronx til natklubberne og kunstgallerierne i Manhatten. Før Yo! var hans største bedrifter hittet “Change The Beat”, der skaffede ham med på en tidlig hiphoptour i Europa samt den semibiografiske rolle i Wild Style. Med sine karakteristiske solbriller og sixpencekasket og det hurtige med afslappede toneleje var han dengang indbegrebet af coolness. Freddys indslag var som regel baseret på optagelser i marken, f.eks. ved Time’s Square med Leaders of the new school, til religionsundervisning med Brand Nubian eller hjemme hos Ice-T.
Dr. Dre og Ed Lover: De ligner den perfekte komedie-par, den høje, fjollede Ed Lover og den korte, overvægtige Dr. Dre, men oprindeligt ville MTV kun have en vært til programmerne i hverdagen, og de to kendte ikke hinanden før castingen. Dr. Dre var medlem af Def Jam gruppen Original Concept og havde været standin-DJ for Beastie boys efter Rick Rubin fik for travlt, mens Ed Lovers eneste rigtige kvalifikation var, at han havde været klassekammerat med showets producer Ted Demme. De viste sig at have fantastisk kemi, og blev slået sammen til en dynamisk duo, somme tider med hjælp fra Dr Dre’s Original Concept-venner T-Money og Todd 1. Stilen Ed og Dre lagde for dagen var Ed som regel var den primære interviewer, mens Dre spillede plader og kom med enkelte spørgsmål. Desuden lavede de en masse gags i MTV-studiet, ofte med T-Money i forskellige comedy-roller.
De gyldne år: raps, trends og knockouts
Efterhånden som Yo! voksede sig større og større, kunne ingen længere ignorere MTV’s mest sete program . Alle fra Mike Tyson til Bill Cosby syntes de måtte optræde. Cosby kvitterede med at danse med på Ed Lover’s “Ed Lover Dance” (en udvidet running man danset til 45 King’s “#900”), mens Tyson kvitterede med at slå Ed i gulvet…sådan bare for sjov.
Det var ikke kun superstjerner der skabte furore ved at stille op i Yo! En ung 2pac redede sig avisoverskrifter, da han efter at have tævet instruktørbrødrene Hughes under optagelserne til Menace II Society både indrømmede overfaldet og lovede dem yderligere tæsk, mens Ed, Dre og medgæsten John Singleton prøvede at tysse ham ned. Man kunne dog også opnå opmærksomhed bare ved at vise sine rapevner. BDP opførte en fantastisk version af “We in there” live, hvorefter Ed Lover råbte “We in there – like swimwear” resten af programmet. Redman rappede hele “Tonite’s da Nite” med et håndklæde over hovedet og da Dr Dre og Snoop Dogg kom for sent til en optagelse udførte deres lookalikes (Dr Dre og Ed Lover) debuthittet Deep Cover i en særdeles freestylet version.
Ed og Dre selv kom yderligere i fokus da de lavede et remix af Naughty By Nature hittet “O.P.P.”, hvor omkvædet i stedet lød “You down with MTV? Yeah you know me!” Det var også Ed og Dre, der udbredte dillen med at lade mærkaterne blive hængende på Starter sportstøjet, så det nærmest virkede ødelagt hvis prismærket blev revet af.
Fab Five Freddy havde også sine stjernestunder – den måske sjoveste da House of Pain drak ham godt og grundigt under bordet. Et andet guld-øjeblik var da Fab Five Freddy gæstede optagelsen til Wu-Tang’s Mystery of Chessboxing og Old Dirty Bastard afslørede, hvordan de køleskabsløse i New Yorks vintermåneder kunne holde mælken frisk ved at stille den i vindueskarmen, hvorefter Method Man skræmte stakkels Freddy fra vid og sans. Senere betalte Ed Lover dem dog tilbage ved at interviewe Meth i rollen som “Description Man” og sabotere interviewet indtil Meth så oprigtig sur ud.
Ekspansion – Yo! film, Yo! cd og Yo! bog.
Den første med et sideprojekt fra Yo! var Fab Five Freddy, der spillede sig selv i både Juice og New Jack City (som han også co-producerede) og senere blev han en ikke ueffen musikvideoinstruktør for bl.a. Snoop Dogg, Nas og Shabba Ranks. Men Ed og Dre var ikke sene til at følge efter. De havde småroller hver for sig i både The Cosby Show og Fresh Prince før de lavede filmen “Who’s the man”, hvor de spiller et par barberer, der bliver politimænd, for at komme den kriminalitet der plejer nabolaget til livs. “Who’s the man” var spækket med rappere, alle fra Flavor Flav og Run-DMC til Kris Kross, Guru og Ice-T optrådte. Senere rappede KRS-One, der kort sås i et glimt som gadebums endda: “Your career will be as short as my part in Who’s the Man.” Krimikomedien blev lidt af et hit, Siskel & Ebert gav den to tomler op, men den mest mindeværdige scene er stadig den, hvor Denis Leary som politichef skælder Dr Dre (som han fejlagtig tror hedder både Dr Drew og Dr Dree) hæder og ære fra pga. han har givet sig selv en doktor-titel uden formel uddannelse. Ed og Dre udgav også et album kort efter, og selvom det havde solide gæster som Biggie Smalls og Erick Sermon var det Ed og Dre selv, der fik det største hit med titeltracket “Back Up Off Me”. De ustoppelige jokere forsatte med bogen Naked Under Our Clothes, hvor et lille tegnet hoved før hver sætning indikerede om det var Ed eller Dre, der stod for udtalelsen, og det blev de to fyres sidste samarbejde.
Yo! på retur og the grand finale
Det mest skamciterede slogan i rap er vel Chuck D om at hiphop er de sortes CNN. Det betyder nu ikke at alt, hvad Chuck D og Public Enemy lavede blev broadcastet til masserne, og da Yo!-producerne i 1991 nægtede at spille “By the time I get to Arizona”-videoen pga. voldsomme billeder, rejste der sig et ramaskrig i kulturen om Yo! havde solgt ud. Kritikerne der mente Yo! var blevet for mainstream og censurlystne blev aldrig gjort tavse, og Fab Five Freddy kommenterede endda selv en episode hvor pop-rapperne Fu Schnickens var blevet tvunget til at fjerne optagelser af ild fra deres video. Til trods for gode seertal virkede det som om Ed og Dre kunne trænge til nye udfordringer og Freddy, der de seneste år havde været på verdens omrejse for at finde hiphop alle steder fra capoiera-kæmpere i Rio de Janeiro til mellem de løsslupne tyre i Pamplona havde heller ikke meget at byde ind med. Indtil finaleshowet i august ’95 var det mest overraskende i den sæson, da E-40 der lige var blevet hyldet som vestkystens Biggie Smalls tabte sin tandstikker ud af munden i ren befippelse.
Men gå ud med et brag gjorde Yo! Og på finaledagen blev der samlet et af de mest legendarisk freestyle ciphers i 90’erne overhovedet. Old school legender som Rakim, der rappede bidder af tekster fra sit kommende “18th letter” album til KRS-One sloges om mikrofonen, før bl.a. Erick Sermon, MC Serch og Large Professor overtog. Også Redman, Method Man og Chuck Rock greb mic’en og Special Ed markerede sig som den eneste der – måske – rent faktisk freestylede, før Flavor Flav bumrushede show og blev ekspederet ud af Ed Lover – et ganske enkelt overvældende hiphop-øjeblik.
Videre uden arvtagere
Efter Ed, Dre og Freddy blev vist døren, overtog forskellige rappere værtstjansen de kommende tre år. Folk som Chino Xl og Mystikal prøvede kræfter med formatet, men det eneste egentlig interessante var vel af alle mennesker Pras fra Fugees, der midt under eastcoast-westcoast beefen viftede med et E-håndtegn og råbte “Y’all know who the best coast is”…okay. I 1998 gik Yo! væk fra at have værter, og har levet et nomadeliv på MTV’s sendeflade siden. Ed og Dre fortsatte med at lave radio i New York, mens Fab Five Freddy har involveret sig dybere i hiphopkulturen, senest i en verbal kamp med Kool DJ Herc. Tragisk døde Yo!-produceren og senere filminstruktør Ted Demme af et hjerteslag i 2002.
Danmark og Yo! MTV Raps
Yo! kom til Danmark i slutningen af ’80erne i en tid, hvor det ellers tog uger for pladerne at ramme landet. Og var de først kommet til Street Dance i København, måtte man vente en uge til før de ramte Street Dance i Århus. The Source og andre magasiner var selvfølgelig i kioskerne, men manges primære kilde til nyt fra rapverdenen var altså Yo! MTV Raps, hvor man fra dag til dag og uge til uge kunne følge udviklingen. Så meget gik man op i det, at Apple Apple trykte Yo! t-shirts op med navnene på tidens hotteste rappere på ryggen op. Hvor amerikanerne f.eks. kunne se Rap City på BET med flere undergrundsvideoer, men foretrak værterne på Yo! så man Yo! i Danmark fordi der simpelthen ikke var andre valg – og ofte blev man hængende og checkede VJ Vanessa i Headbangers Ball.
At showet har haft en stor indflydelse herhjemme sås bl.a. da Danskrap.dk trykte T-shirts op, med en hyldest til Yo!’s klassiske logo, og da Outlandish gæstede et remix af TV2’s Popmusikerens Vise rapper Waqas: “Som ung hiphopper så jeg Yo! MTV Raps, min mor sagde – skru’ ned for det crap!” Ligeledes når Static & Natill optræder live med nummeret “Raised On” indgår der en lydsekvens fra den klassiske Yo-intro.
Mens meget dansk hiphop nok er opstået ud af Yo! er det meget lidt vi er blevet vist i programmet. Det står dog helt fast at den første dansker i programmet var Nikolaj Steen, der i starthalvfemserne prøvede sig selv af som funkrocker og temmelig respektløst lavede “The New Message” med Melle Mel og Scorpio.
Nu har vi så fået vores eget Yo! MTV Raps, med L.O.C. som vært for et show, der foreløbig har budt på et bredt udvalg af dansk hiphop. Men til trods for de ellers autentiske rammer, er det svært at se showet uden at blive nostalgisk over dengang, hvor der virkelig var liv i studiet, og man sad klinet til skærmen for at fange de nyeste videoer. Så jo Yo! er kommet tilbage i 2006, men det det stadig en kæmpe oplevelse at smække et VHS-bånd i videoafspilleren – så længe man stadig har en – og se tilbage på en tid hvor rappens primære visuelle udtryk blev indrammet af Ed, Dre og Freddy, dengang det virkelig var Yo! at være hiphopper.