Der findes, som jeg vist har nævnt et par gange, meget lidt ungdomslitteratur med hiphoppere i fokus, meget mindre end punkere og andre subkulturelle eksistenser. Man skulle ellers tro, at det lå lige for, eftersom vi de sidste 15-20 år har levet i en tid, hvor alle raske, og en del ordentlig syge, unge drenge og piger er blevet udsat for hiphop. Måske føler forfatterne sig på udebane, når de skal sætte sig ind i kulturen, eller også er de der vokset op med hiphop blevet vænnet til at bruger andre medier end litteraturen. Men i Sverige findes der i hvert fald et styks ungdomslit med hiphop i fokus nemlig ”Kong Steves selvlysende hip hip bibel” af Thomas Fröhling. Den er i år blevet oversat til dansk og udgivet af Høst & Søn, og så burde alt jo være yo to the streets, meeeen, i dette tilfælde går der ikke så lidt lost in translation.

I bogen, der består af korte kapitler, der mens den skrider frem skifter mellem dagbogsform, korte episoder, sangtekster og lister, møder vi drengen, der kalder sig Kong Steve. Han beretter og belærer læseren om hiphoppens herlighed, mens han selv prøver at få nogle kammerater, score pigen han er lun på, og selvfølgelig blive kongen af hiphop. Steve er, kan man læse mellem linierne, lidt af en nørdet loner, men det har han ikke rigtig selv indset, han synes selv han er for vild. Måske skal det sige noget om hiphoppens evne til at overkompensere for manglende selvværd, men det bliver lidt tungt at slås med som læser, og jeg tror det gør det svært at spejle sig i Steve. Dernæst virker det dybt besynderligt at give hovedpersonen Kong Steve et navn, der som der står, skal udtales ”Ste-ve, så det rimer på TV. Ikke Steve, rimer på liiiv.” Det fungerer muligvis på svensk, men som pæredansker, kan jeg simpelthen ikke få mig selv til at læse ordet med I det hele taget gør den svenske ramme det hele lidt anstrengt. Ligeså sur jeg er over, at Rocky er versioneret fra Stockholm til København, ligeså meget ville jeg have ønsket den danske oversætter havde placeret Kong Steve i danske rammer, for dels ved de færreste hiphoppere herhjemme hvem Dogge Doggelito og Latin Kings er, dels er der vel ingen grund til at man for at lære at disse skal lytte til ”Dvärg Vs Jätte” med De Sex Apornas Arme, når man bare kunne have hørt ”U vs Y” med UFOYepha. Når det kommer til hiphop, vil jeg også sige, at den enorm skematiske måde, som forfatteren lader Steve rappe på, gør det ikke bare bliver kedelig opremsning, det bliver næsten tåkrummende pinligt a la nummeret ”Fem planeter”:

”Fem små planeter, de drejer rundt i rummet
En blev oversvømmet
Og så var der fire – og bum bummelum

Fire små planeter, de drejer rundt i…” og så fucking videre.

Det kan godt være det skal virke som en barnlig kommentar til et voksent problem, men ikke et eneste sted i bogen føler jeg, at der sidder en rigtig hiphopper og rimer, det virker udelukkende som parodi. Der er nogle meget fine afsnit, hvor Steve stifter nye venskaber, prøver at male lidt graffiti og den slags, men det hele fortoner sig hver gang i, at man ved der kommer nye noller rim-påhit, og bortset fra det afsluttende kapitel, der indeholder nogle fine sandheder serveret med sarkasme, vil jeg til hver en tid hævde, at Kong Steve havde gjort sig bedre som tv-serie, hvor formen havde været mere oplagt. Højdepunket i bogen er faktisk en ret sjov sammenligning af pod-racer sekvensen fra ”Star Wars 1 – The Phantom Menace” og ”Bjergkøbing Grand Prix” men dels virker det som en ret voksen overvejelse (direkte fra forfatteren ikke fra figuren), og dels har det ikke rigtig noget med hiphop at gøre, og man ærgres over forfatteren ikke var i stand til at finde lignende skarpe hiphop-eksempler.

Jeg følte mig ikke underholdt af ”Kong Steves…” Jeg følte mig lidt fornærmet. Havde bogen heddet ”Kong Steves magiske måde at håndtere sin bekymrede mor” var jeg nok gået mere med på spøgen, for forholdet til den enlige mor er rigtig fint beskrevet. Men alt den glæde jeg som 14-årig husker selv at føle for hiphop, tror jeg ikke kan genfindes i bogen, selvom den udgiver sig for at være et sprudlende kursus i hiphop-begejstring. Den appellerer klart mere til præteenagerne, både i layout og handling, men selv her er den svenske ramme simpelthen for fremmedgørende. Og en ting er, ikke at lave Markoolio om til Kølig Kaj, men noget andet er ikke lave Kong Carl Gustav om til Prins Henrik. Jeg ved at bogens norske oversætter Elling Batman Zedong Borgersrud fra Gatas Parlament har været ude i en gendigtning, der passer til norske (hiphop-)forhold. Den slags adaptation skal Kong Steve simpelthen ha’, før han kan glide ned herhjemme.