Brorsonskirken den 13. august. Dagen efter rydningen.

De fleste vil nok være enige i, at denne blogs indhold hælder mere til fordummende tidsspilde end det politiske og religiøse. Det næste indlæg kan dog ikke undgå, at blive lidt politiserende, så vogt jer endelig før I læser videre.

Nu er de afviste irakere så blevet til udviste irakere. Jeg skal ikke blande mig i lovgivningen, bare konstatere, at jeg havde håbet, jeg boede i et land, der håndterede menneskers desperate råb om hjælp på en anden måde, end at gemme sig bag paragraffer. Det overraskede mig ikke, da flygtningene – som jeg da håber, jeg kan kalde dem, uden at fornærme nogen – blev flyttet fra Vor Frue Kirke til Brorsons. Dels fordi, jeg har været nok i Brorsons til at vide de har et stort køkken og sovemuligheder, men mest fordi jeg vidste præsten, Per Ramsdal, er en mand med åbne arme og brede skuldre.

Jeg kender Per – døbt Præstmand Per af Per Vers & Ole Omkvæd – fra freestylegudstjenesterne. Et gig, der går ud på at freestyle om et etisk emne: had, kærlighed, skyld, tilgivelse osv. Jeg vil tro jeg har spillet i Brorsons 10-12 gange. DJ Nelson var altid DJ og de første gange rappede jeg med Strøm MC, og derefter slæbte jeg bl.a. Rocc, Fantomet og Stik Op Jakob med derind. Man havde frie hænder, dog blev vi altid husket på, at den kristne kirke ikke tror på reinkarnation. Det var åbenbart en populær misforståelse. En enkelt gang blev jeg nødt til at love, at Fantomet ikke ville være så profan som ved tidligere lejligheder, men det tror jeg heldigvis aldrig jeg fik sagt videre til ham, og han var dejlig obskøn alligevel. En anden gang kom Per hen og sagde: ”det var rigtig flot rappet i dag, måske lidt for flot – I må være mere beskidte.”

Med hensyn til de åbne arme, var det ikke bare rappere der blev inviteret indenfor. Der var rockgudstjenester, chilloutgudstjenester og brunchgudstjenester (jeg forestiller mig noget i retningen af ”dette er Jesu Kristi pandekager”). Da Ungdomshuset var rydningstruet og der herskede kaotiske tilstande på Nørrebro, var der mulighed for at utrygge beboere kunne få en kop kaffe i kirken mens gaderne brændte. Per inviterede endda Ungerens bands til at komme og spille, hvad de desværre afslog. Der er mange måder, at være fanatisk på. Jeg er sikker på, hvis politiet havde lyst til at holde en særlig gudstjeneste, havde de også fået lov til det.

Derfor var det meget rørende, at stå foran Brorsons kirken og høre Pers udlægning af, hvad han havde oplevet den nat da Brorsons blev ryddet. Man kan læse hans tale her. Senere er han blevet konfronteret af Harry Potter og Miss Hyacint af Brian Mikkelsen og Birthe Rønn med at politiet først havde prøvet med ”det gode”.
Men hvor skulle han vide det fra?! Når han taler om rummet, der er blevet krænket af panserskjolde og visir, genfortæller han jo som man kan læse, hvad han selv oplevede da han ankom. Og det er ikke som om politiet havde alarmeret ham først, så han kunne tage del i, hvad der blev den mest omdiskuterede nat i hans kirkes historie. De ventede til aktionen var igang, og det er sikkert godt politiarbejde, men temmelig dårlig dialog. Jeg tror ikke politiet har opført sig bestialsk med vilje og jeg tror ikke de har skræmt mennesker, der har været udsat for tortur fra vid og sans med vilje. Men nu skete det så på den måde, og ligesom med rydningen af Ungdomshuset, må der vel dømmes teknisk veludført aktion, der bare understreger at dialog er nytteløs, når København skal normaliseres.

Senere har der været diskussion om kirken overhovedet er fredshellig. Merete Bøye skrev her, at Ramsdal jo har fyldt kirken med gøgl og man i øvrigt siden Luther slet ikke har betragtet kirkerummet som helligt. Nogle år tidligere skrev hun, at det var forkasteligt, at imamer fik lov at tale i danske kirker, så mindre helligt var rummet heller ikke. Jeg skal ikke kunne sige om kirken er et helle, KRS-One har trods alt lært mig at the real holy place is mental, men faktum er at en gruppe mennesker har betragtet det sådan og i en sidste desperat handling søgt hen, hvor de håbede på fred og på hjælp. Så hvem ringer klokkerne for? De faste eller de fortabte?

Nu er de så sendt hjem til uvisse skæbner, og der tales allerede om, at de har fået alt for meget opmærksomhed i forhold til alle de andre, der også har det dårligt verden over. Må jeg høfligt minde om, at solidaritet, medmenneskelighed, medlidenhed og næstekærlighed ikke bliver mindre desto mere, man giver af det…

DJ-producerne DOKKEDAL/DIXEN har lavet et fint nummer, hvor de væver et lydtæppe af begivenhederne, der lægger op til eftertanke. Det kan streames her:

Skammens dag
[audio:dokdix.mp3]