“With great power comes absolutely no responsibility, whatsoever!”

Jeg er helt med på, at man sagtens kan finde rappere, som man synes er dygtigere eller sejere, men i forhold til udbredelse og indflydelse er Eminem i en kategori for sig selv. Udbredelsen er oplagt. Han er den bedstsælgende kunstner i nullerne. Overhovedet. Altså ikke bare rapper – og han er også den bedstsælgende rapper nogensinde.

Med hensyn til indflydelse er han i kategori med med Melle Mel i 70’erne, Rakim i 80’erne og Nas i 90’erne, hvor det er rimeligt at spørge om der overhovedet findes rappere efterfølgende, der ikke er direkte eller indirekte påvirket af ham. Det er helt oplagt at nævne Kanye West, Drake og Kendrick Lamar som tre herrer, der deler Eminems kombination af et selvterapeutisk og følsomt udtryk og hardcore, stilistisk battle rap. Og hvad angår battle rap, har der vel stort set ikke været en Grind Time, KotD, Don’t Flop eller Rap Slam battle uden at der på en eller anden måde er en reminiscens af det sidste showdown i 8 Mile. Men kan han stadig lave plader?

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at da “Slim Shady LP” udkom, gik der ikke lang tid før jeg afblegede garnet. For mig var det en slags hiphop-zenit, hvor den undergrunds battlerap som jeg havde dyrket i 90’erne endelig fik et mainstream gennembrud, og numre som ”Hi My Name Is” ”Bonnie & Clyde” og nok især ”Just Don’t Give A Fuck” blev de sidste jeg tog med fra mine teenage-år, hvor musikken ifølge Homer Simpson altid er bedre end alt senere. På ”Marshall Mathers LP” var Eminem blevet en mere komplet rapper, der dykkede endnu dybere ned i sin opvækst, og stak endnu skarpere til sin samtid end måske nogen rapper før ham.

Men det skal heller ikke være nogen hemmelig at jeg har haft et anstregt forhold til Eminem stort set siden da. På ”Eminem Show” er han nok flowmæssigt blevet endnu mere teknisk dygtig, men allerede her begyndte selvparodien at titte frem, og skal jeg være ærlig har jeg ikke købt et Eminem-album siden ”Encore”, hvor trangen til at underholde sig selv med mystiske bugtaler-stemmer trumfede lysten til at lave gode sange. Hans pillemisbrug er veldokumenteret, og jeg skal ikke benægte at stoffer har gjort mange gode ting for kunstnere, men i Em’s tilfælde endte vi med en stribe selvynkende udgivelser med meget få lyspunkter. For mange kom han tilbage med ”Recovery”, men selv da synes jeg, det meste handlede om at lave emo-rap ballader, og den lyriske storform han havde vist i BET Cypherne fornægtede sig (hvor han vandt begge år han deltog, for det er vel en konkurrence).

Sidste år begyndte rygterne så at svirre om et nyt Eminem album i 2013, og ligeså stille kom der kød på benet. Forventningerne til albummet, blev dog blandet med en del bange anelser, da det blev offentliggjort at det ikke bare var et nyt album men simpelthen en 2’er til ”The Marshall Mathers LP”. De de første numre leakede, blev det ikke meget bedre. ”Survival” lød som endnu et stadion-anthem, en kategori hvor Em stadig ikke har toppet ”Lose Yourself”, og selvom ”Berzerk” var fyldt med sjov og ballade, havde man klart forventet mere når det som bekendt er ”reduced by Rick Rubin”.

Men så skete der sgu noget med ”Rap God”. Nej produktionen er ikke overvældende, og det bliver lige vel langt og mystisk nok, men for helvede, hvor buster Em nogle (lege)syge flows og for første gang i årevis, lyder det som om han er dedikeret uden at være forceret. Og så gik der ikke mange uger før albummet udkom leakede. De sidste mange dage har jeg ikke hørt andet, og for at rive jer med ind i min ublu begejstring for alle de fede ting, som jeg har fået ud af det, er her en god gammeldags track-by-track gennemgang:

1. ”Bad Guy”

Åbningsnummeret, og det første af adskillige maratonnumre, på det 80 minutter lange album. Jeg har en formodning om, at dette muligvis er den mest teksttunge udgivelse, der har ramt populærmusikken nogensinde. Produktionen er tung, og melankolsk, og skifter halvvejs igennem til en endnu mere dyster version.

Eminem rapper så man først tror, det handler om ham selv, der genfinder trangen til at lave bad-guy musik, men i virkeligheden er det lillebroderen til Eminems sindssyge fan fra ”Stan”, hans magnum opus udi storytelling fra den første ”Marshall Mathers LP”, der hjemsøger ham. Matthew, som lillebroderen hedder, henviser løbende til episoder fra det oprindelig ”Stan”-nummer (Starter-kasketten, 90 on the freeway) og bliver på en måde også stemmen for de gamle Stans, der nu er vokset op til at blive Eminem-skeptikere, der mener 2’eren bare er et publicity stunt.

Nummeret er ikke så let fordøjelig, eller handlingsmæssigt nemt at forstå som ”Stan”, så udover en stemning af uhygge og utryghed, gør det også at man må anstrenge sig mere for at få noget ud af musikken. Hvilket gør det til en smuk åbner.

“It’s just me, you and the music now, Slim
I hope you hear it we are in a car right now
Wait, here comes my favorite lyric
I’m the bad guy who makes fun of people that die
And hey, here’s a sequel to my Mathers LP
Just to try to get people to buy
How’s this for publicity stunt? This should be fun
Last album now cause after this you’ll be officially done
Eminem killed by M&M
Matthew Mitchell, bitch, I even have your initials”

2. “Parking Lot Skit”

Man kunne have håbet på en opringning fra Paul Rosenberg, der fortalte Interscope råbte ”chi-ching!” da de hørte der kom en Marshall Mathers 2. I stedet er det et lille hørespil, hvor Eminem røver en kiosk, bliver jagtet af politiet, skyder en schaeffer-hund og til sidst sig selv. Voksent.

3. “Rhyme Or Reason”

Albummets første Rick Rubin produktion. Han har lavet det over det gamle Zombies nummer ”Seasons of Time”. I øvrigt ligesom Necro, men ham har Rubin nok aldrig hørt om, til gengæld har han korrekt analyseret, at catchy, psykadelisk poprock, lige er noget for Eminem at gå i krig med. Em ligger fantastisk over den vuggede bas-gang, og man får nærmest lyst til at fingerknipse med, når han rapper. Opbygningen hvor han går i dialog med den oprindelige Zombies-sang som afsæt til versene er fantastisk. Og når han laver sin Yoda-stemme er man for første gang i lang tid ikke frustreret over, at han stemmer ud i imitationer.

Selvom han insisterer på, at der ingen grund er til at finde årsagen til hans rimen, er det tydeligt, at han albummet igennem prøver at skifte fokus fra den forsømmelse han følte fra sin mor i opvæksten og over på den far, der ikke var til stede. Vi får i 3. vers også første besøg fra Slim Shady, hans noget mere balstyriske side, der her får lov til at gå amok på kritikerne i en slags påtaget selvfedme.

“(What’s your name?) Marshall
(Who’s your daddy?) I don’t have one

My mother reproduced like a komodo dragon
And had me on the back of a motorcycle
Then crashed in the side of loco-motive with rap… I’m loco”

4. “So Much Better”

Nummeret er bygget om som en løbende historie om en pige Eminem dater, der tilsyneladende er løs på tråden. Det sungne omkvæd er måske fængende, men ikke mere end, at vi har hørt det bedre før, og nogen ny ”Just Don’t Give A Fuck” er det bestemt ikke. Ellers er det albummets første umiddelbare skuffelse, hvor man lidt er i tvivl om han mener det for alvor. Man kan med lidt anstrengelse også se det som en allegori over musik, eller hiphop, men det bliver det ikke meget bedre af. Der er en ret fin hale på første vers, hvor alt billedsproget er associationer til blå…

”Thought you was my number one
True BlueAce but you ain’t
And I can see you and you make
That little boo-boo face
Cause I’m hanging up this phone, boo
You make my fucking Blutooth ache
You feeling blue too late
Go smurf yourself
You make me wanna smurfin’ puke blue Kool Aid”


5. “Survival”

Som nævnt, var jeg skuffet da jeg hørte det første gang, og tænkte at nu får vi en hel plade med storladen helte-rock. At det blev brugt som en reklame for ”Call of Duty” hjalp bestemt ikke på det for en der aldrig spiller computerspil. Men jeg må sige, at det er vokset på mig, og det er velplaceret efter den lidt lalleglade ballade, der kommer før på albummet. Khalil produktionen er ikke min stil af hiphop, men jeg kan sagtens se det fungere som stadion-rock. Omkvædet leveres af Liz Rodrigues, der sikkert også kommer til at synge de andre omkvæd live, når Rihanna ikke lige har tid. Eminems tekst, hvor han sammenligner en musikkarriere med en soldat i krig er måske ikke raketvidenskab, men man forstår budskabet…

”What, like I give a f-ck, I’mma light this bitch up
like I’m driving a truck To the side of a pump,
0 to 60 hop in and gun it
Like G-Unit without the hyphen, I’m hyping ’em up ”

6. “Legacy”
Nummeret er produceret af Emile, der håndterede store dele af ”Recovery” albummet, og det er i samme boldgade vi fortsætter her. Melankolsk stemning på nummeret, komplet med en gennemgående lyd af regnvejr i baggrunden, der passer til Eminems tudehistorie med det repetative motiv ”I used to be the type of kid would always think the sky is falling”. I starten er han en stakkel, i andet vers opdager han musik, og til sidst bliver han et en-mands amerikansk fodboldhold. Igen en historie han har rappet før, men ikke desto mindre passer rap og musik smukt sammen, og han får leveret nogle virkelig gode ordbilleder (Die a ball licker / diabolical fx) og referencer nummeret igennem.

”You gon die a ball licker I’ve been diabolical
With this dialogue since 99 Rawkus
You don’t respect the legacy I leave behind y’all can
Suck a dick The day you beat me pigs’ll fly out my ass
And a flying saucer full of Italian sausage
The most high exalting and I ain’t halting!”

7. “Asshole”

Her vil jeg sige, at vi for første gang er tilbage i den del af ”The Marshall Mathers LP”, hvor Em gav den som ”Criminal” og ”Mentally Ill From Amityville”. Det er et af mine yndlingsnumre i al sin uforsonlighed, og de tre lange vers, hvor Eminem tager rollen som, ofte bogstaveligt, villigt røvhul på sig, er hård kost, men også underholdende og tankevækkende. Blandt andet hans referencer til Insane Clown Posse, hvor man ikke helt kan greje om han disser eller roser dem, hans forsinkede tilbage-diss til Asher Roth og hans tanker om Batman-skyderierne, er drønspændende, og for en gang skyld lugter produktionen også lidt af tidlig Eminem. Skylar Greys omkvæd er længder bedre end de tidligere på pladen og alt i alt, har vi med et langtidsholdbart nummer at gøre.

“Only women that I love are my daughters
And sometimes I rhyme and it sounds like I forget I’m a father,
and I push it farther, So father forgive me
if I forget to draw the line
It’s apparent I shouldn’t of been a parent I’ll never grow up
So to hell with your parents, and motherfucking father time
It ain’t never gonna stop”

8. “Berzerk”

Man må gå ud fra det er en slags retro-rap tribute til Beastie Boys, og det er også oplagt, næsten for meget faktisk, at lave sådan en, når man har Rick Rubin som medproducer. Eminem har for så vidt et væld af gode linier, og jeg synes også hans King Ad Rock/Mike D-stemme fungerer, men når han kammer over med et omkvæd, der lyder som Eminem selv på autopilot, er vi næsten så langt ude i parodi at det ikke er sjovt. Det sagt er nummeret fængende og igen, når det står alene som eneste nummer i den boldgade på albummet, er det faktisk fedt at blive taget endnu et nyt sted hen.

”Let’s bring it back to that vintage Slim, bitch
The art of MCing mixed with da Vinci and MC Ren
And I don’t mean Stimpy’s friend, bitch
Been public enemy since you thought PE was gym, bitch”

9. “Rap God”
Jeg har allerede plapret en del om nummeret, men jeg vil tilføje at de imponerende temposkift og Eminems væld af afstikkere, hvor han er seriøs det ene øjeblik for det næste at forsvinde ud af et rablende sidespor, er ekstremt fantasifulde. For mig virker nummeret som en lang opstigning til klimakset til sidst, hvor han slutter med den berømte, og indrømmet lettere klicheplagede linie ”Why be a king when you can be a god”. Min yndlingssekvens er denne…

”You get too big and here they come trying to censor you
Like that one line I said on “I’m Back” from the Mathers LP1
Where I tried to say I take seven kids from Columbine
Put em all in a line, add an AK-47, a revolver and a nine
See if I get away with it now that I ain’t as big as I was
But I’ve morphed into an immortal coming through the portal
You’re stuck in a time warp from 2004 though
And I don’t know what the fuck that you rhyme for
You’re pointless as Rapunzel with fuckin’ cornrows”

10. “Brainless”

Nej, det er ikke ligefrem hjernekirurgi og igen er vi i kendt emneland. Men han er så fandens god til at rappe om at være skudt i skallen. Samtidig gemmer der sig en opbyggelig historie om, hvordan en idiot savant-agtig evne til at rime reddede unge Em fra at blive en skør selvmordbomber. Jeg er vild med den letbenede tilgang til, at skrive biografisk, hvor han ikke nødvendigvis ynker sig selv, og samtidig benytter han mere moderne rimstrukturer, blandt andet den random opremsning som battlerapperen Hollow Da Don har gjort til sit varemærke. Han brugte den også i sit seneste BET Cypher, og Polow får et shoutout senere på albummet, så jeg tror helt klart det er en tribute, når han i bedste Homer-stil opremser hvad hans kranie indeholder i stedet for en hjerne.

”Still in my skulls a vacant, empty void
Been using it more as a bin for storage
Take some inventory and as gorge as a Ford engine door hinge syringe an orange an extension cord and a Ninja sword
Not to mention four lynch pins and a stringent stored ironing board a bench a wrench or winch and a tangent whore
Everything but a brain, but dome’s off the fucking chain
Like an independent store”

11. “Stronger Than I Was”

Hver eneste gang jeg lytter ”The Marshall Mathers LP 2” igennem er dette nummeret jeg skipper. De gange hvor jeg prøver at høre det til ende, må jeg opgive ævred, for det er virkelig den type nummer som Eminem tilsyneladende elsker, og jeg hader. Med sin bedste søssuppesyngestemme krænger han nok engang sit hjerte ud, om et forlist forhold, der sikkert handler om ekskonen Kim nok engang. Den musikalske selvterapi afsluttes af et længere rapvers og med linier som ”But I hate you cause you drained me / I gave you all, you gave me none ” må man næsten håbe Nik & Jay får royalties. Jeg vil ikke belemre jer med yderligere eksempler, men bare konstatere dette er det absolutte lavpunkt på pladen.

12. “The Monster” (feat. Rihanna)
På en eller anden mystisk måde, har Em og Rihanna en kemi, som han ikke rigtig opnår med andre sangerinder. Måske fordi hun også virker lettere aggro og verdensfjendsk, så man tror på at hun altså også har nogle dæmoner at kæmpe med. ”Love The Way You Lie” er vel hans mest vellykkede forsøg på en kærlighedsballade, og jeg synes ”The Monster” følger godt trop. Nummeret har en let, legende tone, men indholdet er dystert. Teksten handler om at omfavne det skøre og dystre i livet, og jeg forestiller mig det bliver temmelig stort når videoen udkommer. Eminem er ikke så inspireret lyrisk som på andre numre, men der er bestemt højdepunkter. Det er pudsigt at han nævner Kool Keith (for 3. gang i karrieren), for netop Keith udgav jo sit ”Matthew” album, som et modsvar til de ekstremt selvbiografiske albumtitler der fulgte i kølvandet på det første ”Marshall Mathers” album. Og måske kan man endda sige, at Em svarer tilbage ved at kalde sin fiktionelle drabsmands ”Matthew” på intronummeret? Ahr okay. Den fjollede bro i omkvædet er garbage, men jeg er underholdt af duetten.

“Ironic cause I think I’m getting so huge I need a shrink
I’m beginning to lose sleep: one sheep, two sheep
Going cuckoo and cooky as Kool Keith
But I’m actually weirder than you think”

13. “So Far”

Så er vi fandeme i gang. Det var præcis sådan noget her, jeg håbede ville komme ud af et samarbejde mellem Rick Rubin og Eminem. I gamle dage stod der ”Reduced by Rick Rubin” på de ting den store Def Jam mester havde produceret, fordi han var kendt for at fjerne flere elementer fra musikken end han lagde til. Her er det nærmest omvendt. Der bliver skudt i alle retninger, og et gammelt Eagles-nummer, bliver omformet til en slags country-sang, hvor Eminem fortæller om at være en superstjerne med hverdagsproblemer. Det er ærligt, det er sjovt og det er vel nærmest det tætteste vi kommer på Eminems dagligdag, hvor den 40-årige drengerøv prøver at begå sig i et samfund, hvor han bliver belemret af fans og skanks i tide og utide. Især hans refleksion over samfundets teknologiske udvikling med iTunes og camera-phones får ham til at lyde uhyggeligt gammel og menneskelig. Og så rapper han som den mest vrisne læserbrevsskribent, der til sidst i hvert vers må erkende, at det da går meget godt.

”Got friends on Facebook, all over the world
Not sure what that means, they tell me it’s good
So I’m artist of the decade, I even got a plaque
I’d hang it up, but the frame is all cracked ”

14. “Love Game” (feat. Kendrick Lamar)

Endnu et kæmpe højdepunkt. Over endnu en Rick Rubin produktion konkurrerer Em med pladens eneste rappende gæst, Kendrick Lamar, om bedst at kunne beskrive den søde leg, der foregår når mænd kurtiserer kvinder. Beatet er skåret over Wayne Fontanas gode gamle ”Game of Love” og det lægger en legesyg bund under rappernes beskidte udfoldelser. Det er efter min ydmyge mening meget meget morsomt. At de har bygget deres vers næsten identisk op, siger både noget om hvor inspirerende Eminem har været for nutidens bedste rapper og om hvor godt han følger med i moderne rapteknikker. Og selvfølgelig bliver jeg våd i trussen, når han laver et helt flow med referencer til start-90’er native tongue rap…

”Think I might be about Busta Busta
The thought’s so scary, yo that it hurts, brace
Hope it ain’t, there we go, yo
Cause my head already goes to worst case Scenario, though, in the first place
But you confirmed my low end theory, though
Should’ve known when I made it all the way to third base
And that was only the first date, coulda made it to home plate
But you slid straight for the dome and dove face first”

15. “Headlights” (feat. Nate Ruess)

Efter et skud legesyge, bliver der for alvor skruet op for alvoren på Headlights, hvor Em rapper et brev til den mor, der karrieren igennem er blevet beskyldt for mangt og meget. Forlygte-motivet fra omkvædet der bliver en del af versene er ret smukt. Det er en reflekteret, deprimeret og afdæmpet Eminem vi møder, der gerne vil begrave stridsøksen, men ikke helt sige undskyld til moderen i starten, men bliver mere og mere imødekommende desto længere ind i nummeret vi kommer. Det er værd at tage med i regnestykket, at Eminem efterhånden selv har fået en alder, hvor hans børn er ved at blive voksne, og man forstår selvfølgelig at han gerne ville have givet dem en bedstemor og måske også, at han i højere og højere grad mærker savnet af sin egen far i opvæksten. Forskudningen af skyld virker naturlig, og eftersom han endda er holdt op med at nævne datteren Hallie i tide og utide, er det som om han nærmer sig et mere normalt forhold til kvinderne i sit liv.

“Once you pulled up in our drive one nights
As we were leaving to get some hamburgers
Me, her and Nate, we introduced you, hugged you
And as you left I had this overwhelming sadness come over me
As we pulled off to go our separate paths, and
I saw your headlights as I looked back
And I’m mad I didn’t get the chance to thank you for being my Mom and my Dad”

16. “Evil Twin”

Albummet holder momentum helt til det sidste. På ”Evil Twin” reflekterer Eminem over sin egen rolle som kunstner, og om der overhovedet er brug for vred stemme, der disser Nsynch og Backstreet Boys. Først afskriver han at rappe om nutidens stjerner, og virker som om han egentlig lægger låg på den del af sin karriere. Men så kommer hans onde stemme Slim Shady selvfølgelig over ham, hvor han hvirvler sig selv rundt i bandeord, selvforherligelse og sætter sig selv i samme liga som Biggie og Pac. Det er en hæsblæsende afslutning, og det tager et stykke tid før den bundfælder sig. På den ene side håber man selvfølgelig at Em er blevet mere voksen, fulgt med tiden og holdt op med at sige ”faggot”. På den anden side har han jo lovet at det er ”Marshall Mathers 2” og så må man tage det hele på. Til sidst smelter Eminem og Slim Shady-karaktererne sammen. Det minder om da Bret Easton Ellis først nægtede at være identisk med Patrick Bateman fra ”American Psycho” , men senere indrømmede at de nok delte mere menneskesyn end som så.

”Now I’ve been hip hop in its tip top form
Since N.W.A. was blaring through my car windows leaning on the horn
Screaming ”fuck the police” like cop porn
Flipped rap on its ear like I dropped corn
Fuck top 5, bitch, I’m top 4
Aad that includes Biggie and Pac, whore
And I got an evil twin, so who do you think that’s 3rd and that 4th spot’s for?”

Med 80 minutters spilletid (og det er uden ekstranumrene, der leakede mens jeg var ved at skrive. Dem må I altså selv tjekke, hvem tror I jeg er, Jeppe Barslund?!) er man ude på en rimelig vild rejse med ””The Marshall Mathers LP 2”.

Jeg indledte med citatet “With great power comes absolutely no responsibility, whatsoever!” og på en måde virker hele albummet som en lang refleksion over dette emne. Rapperen der nægter at blive voksen har fået den her fantastiske gave til at rappe røven ud af bukserne, vende vrangen ud på sig selv, og underholde alle fra reference-ryttere og rim-specialister til mainstream mette mediumer. Men hvad skal han bruge det til? Hvad skal vi bruge det til?

På en måde er det en slags opsummering af karrieren indtil nu, men det lyder ikke som en rapper der er ved at afslutte et kapitel. Derimod lyder det som om Eminem har genfundet sin glæde ved at skrive og rappe og laver numre i næsten alle de kategorier vi hidtil har hørt ham i (også de dårlige). Jeg synes det er værdigt til at bære samme navn som klassikeren, og det er en stor album-oplevelse, og de er sjældne i disse iTunes-tider.

Det er helstøbt, det er overvældende og det er tankevækkende.