At lide for realheden: MC Shan x Yo MTV Raps! x Puma jacket

“You love to hear the story, again and again…” Som det vil være den trofaste bloglæser bekendt, var jeg helt ude af mig selv da Puma i 2007 offentliggjorde at de ville lave en Puma x Yo MTV Raps! kollektion med ikoniske rappere som Big Daddy Kane, Doug E Fresh, MC Shan samt selvfølgelig værterne Dr Dre og Ed Lover, hvor hver kunstner fik lov til at pryde et par Puma Clyde. Oveni hatten lavede de endda særlige t-shirts, trøjer og hatte til at promote kollektionen, men dem så jeg dog aldrig noget til i virkeligheden.

Jeg troede derfor aldrig jeg ville komme til at eje nogle af disse, indtil jeg for et par uger siden stod i et baglokale i en skoforretning i Chania på Kreta, hvor der mellem Panatinaikos og Olympiakos-trøjerne pludselig åbenbarede sig en MC Shan x Yo MTV Raps! x Puma jacket, lavet i et klassisk design, så man fuldstændig ligner en breakdansende biltyv fra Queens Bridge anno 1985. Den kostede fornærmende få euro, så naturligvis måtte jeg eje den. Problemet er bare at den er størrelse L… og endda en lille, stram størrelse L. Så nu vil jeg bruge resten af året på at tabe 10 kilo, så jeg med stolthed kan bære min fine, nye trøje. “You should reach for your goal cause I’m reaching for mine!”

Her er en stribe fantastiske numre med KRS-One’s ærkefjende MC Shan… Læs videre At lide for realheden: MC Shan x Yo MTV Raps! x Puma jacket

Marvelous Mosell er den bedste… danser

Jeg så en regnbue, da jeg cyklede hjem og tænkte det var en slags bonus verden gav mig for at cykle hjem i regnvejr. Ha! Der var meget større bonus i vente. Miggidy Marvelous Mosell har nemlig været så nådig, at velsigne os med en indspillet version af nummeret, der væltede Vanguard Festival, da han optrådte der i sommers. Som jeg husker det indledte han det med noget i stil med “Her er et nummer, der handler om jeg tog til en fest og opdagede jeg var verdens bedste danser”. Mere præcist kan det næppe siges.

Det kommer næppe som nogen overraskelse at han har samplet Sister Sledge “He’s The Greatest Dancer” men det Mosell’esque univers den havner i er simpelthen så overvældende medrivende, og jeg kan kun anbefale at se det fremført live også for han er, hvis ikke verdens bedste, så i al fald en sej, selvsikker danser. Den indspillede version har fede cuts fra mentor Tue Track fra Pony Blod som Mosell turnerer med for tiden. De rammer blandt andet Copenhagen Jazz House den 22. og 23. november. I øvrigt kan man – vist for første gang – se en Mosell-cameo i den sammenklippede video. Tjek den ovenfor os se et fedt billede af mig og Mosell efter jumpet…

“Mine fødder var som tazmanske djævle / pigerne drak ævlebævle / men de spilte nedad sig selv / da de så min dans var exceptionel!”
Læs videre Marvelous Mosell er den bedste… danser

Droz Daily Steezin’ præsenterer Steezin MC’s 2013 med introtekster af… mig

“You know my steeeeeeze!”

Hvis I spørger mig (og hvem skulle I ellers spørge?) er Droz Daily Steezin’, sammen med Spol Op og Sorte Får Medier, det fedeste tiltag i danskx hiphop-formidling på nettet herhjemme i nyere tid. Hvor den gamle journalistik, anført af tørre typer som mig, stod for alenlange anmeldelser og nøje nedskrevne interviews, er tempoet og underholdningsværdien i den grad blevet sat i vejret. Især har Droz gjort sig bemærkede som halvskøre karakterer i deres egne video interviews (Se fx deres nyeste interview med Wiz Khalifa) der måske startede med at være lige rigeligt fjollede og Nardwuar-inspirerede, men nu har fundet en stil, hvor de både er informative og interessante på samme tid. De er blevet gode, fordi de ville, og vidste at de kunne, og det er sgu en meget god almen lektion i livskundskab.

Men derudover har de startet konceptet “Steezin’ MC’s”, hvor de som en slags blanding af XXL’s Freshmen list og BET Cypherne præsenterer den nye “klasse” af rappere, der er på vej til at bryde igennem herhjemme og lader dem bevise hvad de kan med mikrofonen. Jeg var rigtig glad for 2012 udgaven, så jeg blev sindssygt beæret, da Drux fra DDS inviterede på Instanbul Brunch med dertilhørende sucuk-toast for at snakke om årets version for en lille måned siden. Dengang havde de mere eller mindre lagt sig fast på lineuppet og cypherne var tæt på at skulle indspilles. Men som de flinke unge fyre de nu engang er, spurgte han og Damian om jeg havde lyst til at hjælpe med nogle introtekster. Selvfølgelig, Sifuli!

Det vil sige at når du tuner ind på Steezin’ MC’s 2013 minisitet og læser om Novum, Loke Deph, Karl William, Sorte Perr, Abbaz, Gio, Dayson, Awada, Nick Vanvittig, Danny Davinci, Frank Goodfellaz, og Niki Bernard, er teksterne skrevet i samarbejde med Unge Auto Tune Nej Tak. Selv tak. Første cypher droppede i dag. Se det nedenfor… Læs videre Droz Daily Steezin’ præsenterer Steezin MC’s 2013 med introtekster af… mig

Dansk Rap fra A-Z del 3 i SpolOp Radio


“Spil op, spol op, spyt ud, spol tilbage!” Så var det for ikke så længe siden, at jeg var forbi de hemmelige katakombere, hvori SpolOp Radio bliver indspillet for at lave 3. installation af “Dansk Rap fra A-Z”. Som altid var vi lettere plaget af tekniske problemer, denne gang en malfunktionerende USB-stick. Men vi havde det sjovt og fik droppet noget tung science om dansk rap historie. Desuden er der special guest appearence fra Twitter-sensationen BananHanne, og således er der jo ikke et øje tørt.

Du kan høre SpolOp Radio hver mandag klokken 22.00 på Radiosyndikatet.dk, men nedenfor kan du høre de foreløbige afsnit af “Dansk Rap fra A-Z”… Læs videre Dansk Rap fra A-Z del 3 i SpolOp Radio

Midtjysk Militia laver Wu-Tang inspireret mixtape featuring… mig

Midtjysk Militia er et crew af sindssyge jyske crunkrappere, der lige har lavet et nyt mixtape, hvor de som hyldest til verdens bedste gruppe udelukkende rapper over Wu-Tang Clan instrumentaler. Og som ekstra bonus feature er der et gæstevers fra… PTA.

Det var Vejlerapperen Geeza G, der spurgte om jeg havde lyst til at spytte et vers. Geeza G har jeg syntes rigtig godt om, siden han til en DUBCNN-artikel svarede noget af det sjoveste og mest selvironiske, man kan forestille sig. Jeg forestillede mig, at han tog sig selv hammerseriøst, men det var altså primært udtrykket og formen i musikken, han dyrkede, og det kan jeg sagtens relatere til. Efter han er begyndt til Rap Slam Battles er han klart en af mine favoritter, og han har opbygget en top contender-karakter.

Så selvfølgelig ville jeg gerne rappe lidt derpå, især når det nu også handlede om Wu. Så jeg bookede studietid hos Dr Keiff og skrev en sjov tekst hvor jeg laver herrekryptiske punchlines som “derefter vil brænd’ (Willy Brandt) som en vesttysk minister” og fortæller sandheder a la “Unge Auto Tune Nej Tak har aldrig besøgt Ibiza”.

Hvordan det lyder kan du høre nedenfor, og læse teksten efter jumpet. Hvis du digger nummeret kan det, og hele mixtapet streames og downloades på Gratismixtape.dk. Det er underholdende og skifter konstant i stil. Udover at tjekke mig ud kan Gråvejr feat. Adnan også virkelig anbefales.


Midtjysk Militia “Dub M” feat. PTA

[audio:http://www.ptas.dk/wp-content/uploads/2013/10/DubMfeatPTA.mp3]
Læs videre Midtjysk Militia laver Wu-Tang inspireret mixtape featuring… mig

Unge Auto Tune Nej Tak snakker Eminem på TV2.dk


“Klap jeres hænder alle sammen, hvis Eminems hår er farvet / Slim Shady’s back, og han sagde “fag”, så Boy George blev forarget”

Just som jeg chillede ved mit swim-up værelse på Kreta ringede de fra tv2.dk, da det var kommet dem for øre, at Eminem havde leaket en sang, hvor han rapper mere eller mindre uafbrudt i 6 minutter, så det ville de høre hvad jeg sagde til. Der er sjældent lukket på hiphop, The Simpsons og wrestling-kontoret, og da det også var kommet mig for øre, at nummeret var rimelig vildt, ville jeg naturligvis gerne sige noget om det.

Måske var jeg på daværende tidspunkt lidt feriehøj og blåøjet, så jeg forelskede mig i de flotte flowskift, referencerne til Thor og Odin, Lakim Shabazz og Pharoahe Monch og overså at beatet er pænt sølle. I al fald ledte det mine tanker han på JP Jacobsens fantastiske digt “Arabesk”, så det tænkte jeg at jeg lige kunne nævne, men det kom desværre ikke helt med.

Man kan læse artiklen her, og du kan høre “Rap God” og læse teksten nedenfor. Nyt Meminem album 5. november. Læs videre Unge Auto Tune Nej Tak snakker Eminem på TV2.dk

De andres top 10’er…

Den originale top 10 liste-mager, Tyde T, og Unge Auto Tune Nej Tak fra vores DJ Gig på Café Zorro.

Det er kommet mig for øre, at folk af uransaglige årsager ikke kun er interesseret i min mening om hvad de ti største dansk rap tracks skulle være. Derfor har jeg indsamlet en håndfuld af de andres meninger.

I er alle sammen meget velkommen til at poste links til jeres egne top 10’er eller simpelthen bare skrive dem i kommentarerfeltet. Sæt i gang! Læs videre De andres top 10’er…

PTA præsenterer: top 10 over dansksprogede rap-numre nogensinde

Min ven Henrik Thøgersen, også kendt som tordenøglen Tyde T fra Klart Dér!, postede i fredags sin top 10 over dansksprogede rap-numre. Den var fejende flot, ikke mindst fordi han havde gode begrundelser for sine valg. Derfor tænkte jeg, at jeg også ville koge en liste op.

Det viste sig dog at være sværere end jeg troede. Fra en masse på 50+ numre var det svært at komme ned på 30 uden at græde, og helt ned til 10 kom jeg kun, ved at lave en liste med boblere, der når jeg kigger på dem, faktisk ligeså godt kunne være den rigtige liste. Jeg har valgt at lægge vægt på hvor godt jeg synes om nummeret da det kom, hvor historisk signifikant det var, og hvorvidt jeg synes det stadig holder. Som udgangspunkt er dansk ikke et særlig melodisk sprog, og man kan sige, det er lidt af et lykketræf at vi har haft en scene på modersmålet siden 80’erne, hvor lande omkring os fokuserede på engelsk til midten af 90’erne eller længere op.

De engelsksprogede danske rapnumre, har jeg valgt ikke at tage med i denne omgang, men give dem en særskilt liste, der kommer i næste uge, inshallah. Let’s get busy… Læs videre PTA præsenterer: top 10 over dansksprogede rap-numre nogensinde

Postkort fra Kreta

Kære venner og fjendinder

Jo, der har været stille på bloggen. Siden sidste opdatering har jeg både været punchline-dommer til MC’s Fight Night, battlet til Rap Slam, gæstet SpolOp Radio, spyttet rim på et mixtape og talt lidt smack på tv2.dk. Alt det skal der komme noget om. Men først skal jeg lige komme mig over en uges fantastisk ferie på Kreta – inklusiv privatpool, tagselv-dessertbord og jordskælv. Hvad får I selv lavet i denne hede?

Kærlig hilsen
Aldrende Petrokles