Da fanden blev gammel, gik han i kloster. Da Rune Lykkeberg blev gammel, gik han til jazzfestival. Det er sikkert som amen i kirken: Når Roskilde Festival er overstået, er der en ældre journalist,der forfærdes over sproget, han har oplevet på festivalen. 

Han skrev en hvidmandsklumme, som fik mig op i det røde felt. Egentlig skulle mit svar være bragt i Informeren men som ses nedenfor, valgte de en anden. Ikke desto mindre er her min mediaassisination, råt for usødet:

Tidligere blev lyrikken i rapmusikken beskyldt for at være en slags gateawaydrug til overgreb, da Politikens Kim Skotte ikke havde været til Roskilde Festival i 2017, men alligevel smide hiphop under bussen. 

Denne gang er det så Informerens chefredaktør, der har fået urinstøv i ører og øjne. Han fulgte i al fald ikke særlig godt med foran Orange Scene på Roskilde Festival, da han oplevede Kendrick Lamar. 

Rune Lykkeberg bygger sit afskrækkende argument for at tage til Copenhagen Jazzfestival i stedet for Roskilde op om, at man ikke udsættes for kunstnere som Kendrick Lamar. Der står: “Sidste gang, jeg kneppede en hvid kælling, var i København!« sagde verdensstjernen Kendrick Lamar onsdag aften på Orange Scene på Roskilde Festival. Det stod der omtrent 50.000 mennesker og hujede over.” 

Det er ikke korrekt. 

For det første var det ikke noget han “sagde”. Det er ikke bare noget Kendrick Lamar fik lyst til at betro publikum mellem numrene, men noget han rappede. Citatet er en del af nummeret “Worldwide Steppers” fra hans – i nærværende avis –  anmelderroste album “Mr. Morale & The Big Steppers”. Derfor er det i sagens natur er det noget han rapper, og bør som al kunst forstås i kontekst. 

For det andet siger han ikke “Sidste gang” men derimod “anden gang”. Hele konteksten er: “Next time I fucked a white bitch was out in Copenhagen / ?good kid, m.A.A.d city tour / I flourished on them stages / Whitney asked did I have a problem I said, “I might be racist” / Ancestors watchin’ me fuck was like retaliation.”

Det er en beretning om kunstnerens komplekse forhold til både race og kvinder. At reducere Kendrick Lamar til en egoistisk kunstner, der ikke laver andet end at råbe racistiske, misogyne udsagn fra scenen er ekstremt tonedøvt.

Det samme kan passende siges om, at affeje hiphop til fordel for jazz, når begge genrer er tæt forbundne i dyrkelsen af fællesskab og improvisation.

Ligesom jazzen før den, handlede hiphop i sit udspring netop om at finde et fællesskab udenfor den konventionelle kommercielle scene med de forhåndenværende, begrænsede midler. 

Og ligesom jazzen, er der i hiphoppen en særlig glæde ved improvisation. I optaktsdagene på Roskilde, stod græsrodsorganisationen Rapolitics for adskillige, mangfoldige freestyle-arrangementer, hvor unge rappere af forskellige køn og etniciteter deltog, dystede og udvekslede udtryk, præcis som når de gamle jazzcats jammer. 

Jeg håber, at Lykkeberg får en dejlig jazzfestival, jeg har selv nydt den mange gange. Bare pas på, at der ikke er for mange, der spiller noget med Miles Davis. Det kunne jo være det var “Bitches Brew”.