Sådan ser det ud, når en 34-årig mand bærer sit kluns totally krossed out for første gang i 20 år.

Jeg blev ked af det da jeg tjekkede nettet i morges så at Chris Kelly aka Mac Daddy fra Kris Kross var død. Ked af det, men ikke overrasket. De gange han har optrådt i medierne har det ikke virket som om han er kommet videre siden Kris Kross-dagene, eller fundet noget at erstatte den manglede succes med. En overgang gik der rygter om han havde cancer på grund af en tendens til pletskaldethed, og de foreløbige rapporter om at narko er indblandet i dødsfaldet virker ikke usandsynlige.

Jeg kan huske præcis hvor jeg var, da jeg fandt ud af Biggie var blevet skudt. Og da jeg hørte Natasja var død. Kunstnere der står på deres karrieres højdepunkt og så pludselig og voldsomt forsvinder rammer rigtig hårdt. Sådan havde jeg det ikke med Chris Kelly. Det var som om, man vidste at det ikke ville gå ham godt. På den måde mindede det lidt om, da jeg fandt ud af Wheels fra Degrassi High har været død i nogle år. Det er tæt på patetisk i al sin egoisme, for det er ikke så meget personens død, der rammer, men mere at de minder jeg har om ham nu forvandles fra barnlige til sørgelige. Man vil jo helst have den barneverden man elskede forbliver uforanderlig.

Og jeg elskede Kris Kross. Som jævnaldrende med Daddy Mac og Mac Daddy repræsenterede de for mig rappere, som jeg kunne spejle mig selv i. De var måske ikke særlig dygtige, men de var energiske og i et eller andet omfang karismatiske. Det var som om de via deres tøj-gimmicks (bagvendt kluns?!), frisure-gimmicks (elastik-fletninger? barberede øjenbryn?!) og navne-gimmicks (Daddy Mac og Mac Daddy lyder som nogle temmelig unge fædre) ikke så meget var rappere, men mere legede at de var rappere. Ligesom mig selv. Jeg tror stadig jeg kan buste hele “Jump” inkl. “someademtrytorhymebuttheycantrhymelikethis-bo”-delen!

Kris Kross blev opdaget af Jermaine Dupri i Atlanta, Georgia. De dengang knap-nok teenagere rappede allerede og den kun lidt ældre Jermaine skrev og producerede deres første single “Jump” som et diss til en anden børnegruppe Another Bad Creation (linierne lyder fx “Don’t try to compare us to another Bad Little Fad” og “Everything is to the back with a little slack cause inside out – is wickidy wickidy wack” fordi ABC bar deres tøj på vrangen).

Udover monsterhittet Jump (hvis omkvæd produceren Joe The Butcher Nicolo muligvis har bitet fra House of Pain’s “Jump Around”) er der ikke meget at hente på albummet “Totally Krossed Out” men det gik 4 gange platin, ligesom den anden Atlanta-gruppe Arrested Development, hvilket konstituerede det kommercielle gennembrud for byen der senere har givet os Outkast, Cee-Lo, Ludacris og TI.

På den måde gjorde de med deres poppede stil for sydstaterne hvad fx Hammer havde gjort for Californien, åbnet døren for byen og samtidig gjort sig selv til skydeskiver for alle andre up-coming rappere, der selvfølgelig var langt mere real end dem. Bedst eksemplificeret ved Snoop Dogg, der skrev et par numre til duoens andet album “Da Bomb” og da det så floppede kvitterede med at rappe “Thought you had Da Bomb, cause I wrote you a joint? You’s a flea, and I’m the big Dogg” på “Doggy Dogg World”.

Kris Kross formåede aldrig at blive voksne i hiphop, og da vi selv blev ældre og real grinede vi selvfølgelig af dem. Men jeg husker stadig da mig og Casper Kirkegaard og Thomas Jensen spillede “Alright” over på kassettebånd og pumpede det på ghettoblasteren til skolernes motionsløb i 7. klasse. Vi blev også sendt hjem, men det er stadig en af mine yndlingsoplevelser med hiphop. Og spørger du mig holder nummeret stadig…

RIP Chris Kelly. Du var en af mine helte, da jeg var lille, og var det ikke for dig, er det ikke sikkert jeg havde fået de samme helte siden.