Noervest. Mordvest. Nordlædervest. Kært barn har mange navne og det tyder på, at Michael Noers nye drama ”Nordvest”, placeret i den gamle københavnske arbejderbydel, kommer til stå model til lidt af hvert, når de overskriftkloge folder sig ud. Men før det hele fortaber sig i ordspil, synes jeg det er værd, at fortælle at ”Nordvest” er en vedkommende film, der flår lidt i publikums følelser og giver et bud på at forklare, hvad de fleste i det her lille land nok er mest skræmt over og uforstående overfor, nemlig bandekrigen.

Som en slags lillebror til Pusherfilmene, tager den fat i et kriminelt miljø gennem en dokumentaristisk stil og amatørskuespillere i roller, der ikke ligger fjernt fra deres virkelige virke. Men hvor Pusher gjorde en forrået verden, som de fleste af os ikke kommer i berøring med, til actionfilm, synes jeg der er noget andet på spil i ”Nordvest”. Her er det forholdsvis almindelige teenagere, der spiller et dødsensfarligt spil. Fordi de gerne vil blive til noget. Fordi det er spændende. Fordi de ikke kan andet.

Mød indbrudstyven Casper. 18-19 år gammel. Bor hjemme hos sin mor med en yngre lillebror og en lille lillesøster. Laver indbrud med sin ven Robin, for at forsørge sig selv og sin familie. Og fordi det er spændende. Fordi han ikke kan andet. Da han bliver snydt af Jamal, hans hæler med indvandrerbaggrund, søger han nye græsgange og får fat i den rockerrelaterede Bjørn, der hurtigt sætter ham i gang med narkosalg, alfonseri og hvad man nu ellers roder med i kriminelle cirkler. Det springende punkt bliver dog, at Jamal ikke vil give slip på Casper, og da vennen Robin ikke vil i klemme trækker Casper i stedet sin lillebror Andy med som håndlanger og herfra eskalerer konflikten og dramaet intensiveres indtil alle er ude, hvor de ikke kan bunde.

På den måde er ”Nordvest” både et mikroportræt af bandekonflikten samt et billede af en familiekonflikt. Faderen mangler (måske er det hans gravsted på Bispebjerg, Casper gemmer sine penge ved?), moderen er konfliktsky og lillebroren vil være som storebroren. Alt for meget som storebroren. Blandingen af brødrene Løvehjerne og Kain og Abel-myten er både medrivende og rørende, og (magt)forholdet de to imellem er filmens allerstærkeste kort.

Det spraglede persongalleri er rigtig godt castet. Gode gamle Roland skinner, igen, i rollen som rockeren Bjørn, der stormsmilende balancerer mellem at være erstatningsfar og bundrådden. Kidd som den sjove men ultimativt feje Robin, tager måske rigelig opmærksomhed, men spiller super troværdigt. Desuden får Michael Noer en masse gratis ved at caste de faktiske Giese-brødre som brødre i filmen. Søsterdynamikken i sidste års ”En Familie” er fx stort set ikke eksisterende, fordi man skal bruge oceaner af energi på suspension of disbelief i forhold til, at de overhovedet er søstre, bare for at købe scenerne. Her er man med det samme med på de er brødre, man kan jo bare se på dem, og deres nærhed og interaktion gør historien dynamisk filmen igen.

Nordvest tager sig også fint ud, som det nedslidte arbejderkvarter, hvor de åh så farlige unge har overtaget gaderne. Symptomatisk er det også smadre-techno der pryder soundtracket i stedet for den trættende helte-rock danske film ellers er fyldt med.

Min største anke mod ”Nordvest”, hvis det er interessant at høre om det, er sådan set, at den stiller sig i rækken af film, der lader de blege indtage hovedrollerne. Jo der er indvandrere med, både som antagonister og kærester og så videre, men de forbliver i birollerne. Det er ærgerligt, nu hvor der faktisk findes teenagere, der ikke engang var født sidste gang man prøvede at lancere en film som Pizzaking, der kunne afmystificere de brune drenge for biografpublikummet.

Med det sagt, vil jeg alligevel anbefale ”Nordvest”. Gustav Giese som Casper er en fornøjelse at følge som en gradvist mere og mere presset dreng og figurerne i kvarteret omkring ham er både dragende og afskrækkende, sjove og skræmmende. Et eller andet sted føler jeg faktisk at jeg bedre forstår mekanismerne, der holder bandekrigen i gang derude efter at have set filmen. For det handler ikke kun om hash og ludere. Det handler også om ære og skam. Magt og magtesløshed. Og om at tage sig af sin familie, selvom det betyder man ødelægger den.