Som skrevet i sidste post var en af de battles, man allerede på aftenen vidste ville gå over i historien til Rap Slam: Hjem til Aarhus den med universitetsstuderende Perzon mod underviser Hans Hüttel (der fejlagtigt var promoveret som professor, han er altså “kun” lektor – foreløbig). YouTube-sensationen Mark Grist vs Blizzard blev den britiske Don’t Flop battle-ligas billet ud af anonymiteten. Jeg har en forventning om, at det samme kan ske for Rap Slam, da præcis samme scenarie udfoldede sig i Smilets By. To dygtige battlere, der repræsenterer hver deres modpol, formåede at tage rollerne på sig, og levere underholdning så folk lå flade af grin. I flere øjeblikke kunne publikummerne droppe deres naturlig skepsis og leve sig fuldt ind i det de oplevede – en forberedt konkurrence på ord, der fremstod som en autentisk diskussion.

På forhånd kendte jeg kun Perzon. Han lå med sin jazzede stil og tilbagelænede tilgang til rap som han fx har vist på Grammatisk Graffiti til at være publikumsfavorit. Samtidig var Hans Hüttel, modsat Mark Grist, ikke rapper som sådan, så jeg spåede ham faktisk ikke mange chancer. Det viste sig dog, at han i en old school stil, hvor han formåede at tage konceptet seriøst og gejle publikum og ikke mindst sig selv fuldstændig op, hurtigt vandt crowden. Det betød at selv når det hele ikke flød eller han snublede i ordene havde han så meget momentum, at han nærmest fremstod usårlig. Da han når til “Nåh, hvordan føles det så at blive offentlig strippet, det’ da ik’ så sjovt at få pla’erne klippet / jeg kan forstå du måske er lidt befippet – men du er det bedste argument mod taksameter-princippet” får man nærmest lyst til at tyre gyldne punchline award mikrofoner efter ham. Hvem havde troet det skulle overgå en lærer?!

Nu bliver han sikkert hevet igennem et større mediecirkus, men før den store manege venter, har jeg lavet et lille interview med Hans Hüttel, så vi kan få lidt baggrundshistorie klistret på den sensationelle lyriske lektor…

Hvad fik dig til at – går jeg ud fra – debutere som battle-rapper?
– Jeg kender Luxshan Ratnaravi, som er arrangør. Han er en af mine gamle studerende. Vi har begge været inde over Transformator, der er Aalborg Teaters lille, eksperimenterende scene.

Kendte du til battlen mellem Mark Grist og Blizzard før du blev spurgt om at dyste?
– Ja, jeg kendte godt Mark Grist vs. Blizzard.

Hvad synes du om Rap Slam konceptet i forhold til fx MC’s Fight Night, hvor man forventes at improvisere og forholde sig til et beat?
– Rap Slam er en interessant variation; det var ærgerligt, at der var så dårlig lyd – men det siger meget noget om forholdene dén aften end om formatet som sådan.


Har du nogensinde oplevet, at du er blevet klogere af at lytte til et rap-nummer?
– Der er mange gode hiphop-numre af gode kunstnere derude. Jeg synes, der var bedre tekster før i tiden, før gangster-æstetikken og materialismen kom til at dominere. Jeg kan godt lide den politisk bevidste stil, der kørte for snart 20 år siden. “It Takes A Nation Of Millions To Hold Us Back” med Public Enemy, “Hypocrisy Is The Greatest Luxury” med Disposable Heroes og “Reachin'” med Digable Planets er alle eksempler på fremragende tekstmateriale til god musik. Dét var musik, man blev klogere af. De rappere, der er mainstream i dag, bliver man desværre som regel dummere af. De gamle navne, jeg nævnte her, var cremen af mainstream for 20-25 år siden, men stadig nysgerrige og eksperimenterende og kritiske.

Hvis du skulle give den samlede stand af danske hiphoppere, et par ord med på vejen i forhold til at blive klogere end de er nu, hvad ville du så råde dem til?
– Det er svært for mig at give hiphoppere gode råd, for der er en masse erfaring, som man som relativ outsider skal forholde sig til. Men et forsigtigt ét af slagsen ville være at prøve at lave tekster, der ikke er så “dig-og-mig”-prægede og til gengæld tør skue ud i samfundet og have et positivt alternativ, der ikke kun handler om individuelle løsninger (penge, bling osv.). Der er vældig meget af af den slags “dig-og-mig”-rap nu til dags (ikke kun!). Man skal nok også gøre mere ved at finde inspiration uventede steder – rockmusikere gør det, og det kan de bedste hiphoppere også. Chuck D. fra Public Enemy er f.eks. en stor fan af Bob Dylan, ved jeg. Måske burde nogen genopdage hele beat-scenen og de danske lyrikere, der lod sig inspirere af den: Turell, Laugesen m.fl. Per Bang Bertelsen, som jeg jo var oppe imod, lader sig inspirere af jazz. Det er rigtig fedt.

Hans Hüttel er til daglig lektor i datalogi ved Aalborg Universitet. Han har desuden en fremragende blog på hanshuttel.dk. Du kan stadig stemme på hvem du synes vandt i battlen på Rap Slams Facebookside.