De fleste rappere kender det sikkert. Her har man lige fundet på en snedig popkulturel reference, og så ændrer verden sig lige pludselig, så ens topaktuelle satire med et fremstår bedaget. Som da MC Clemens rappede “Du’ på tilbagegang som Agassi” på “Den anden verden” i 1999 og Andre Agassi lavede et monster comeback og vandt French Open lige bagefter. Eller da Per Vers rappede “Du kan hurtigt falde af, bare kig på Alan Alda efter Mash” på “KRONER” fra “Så Sundt Som Det Er Sagt” hvorefter Woody Allan castede Alda i alle sine film, så Per blev nødt til at lave linien om til “Du kan hurtigt falde af, og få lyst til at ryge hash”.
Da jeg i dag genhørte Stetsasonics fremragende nummer “A.f.r.i.c.a.” fik jeg også på fornemmeren, at de nok kunne have lyst til at lave en linie om…
Her rapper Daddy-O nemlig:
“Those are our brothers and sisters across the sea
I’m speakin for the Stet, and we make a plea
To fight apartheid, everybody
To fight against the wicked and help Mugabe”
Nu er det selvfølgelig ikke så øfferen, som da Sylvester Stallone dedikerede Rambo III til “the proud taliban warriors i Afghanistan” men mon ikke de fleste efterhånden husker Zimbabwe’s præsident mere for hans korrupte regime end hans kamp mod apartheid. Desværre.
Nå, nummeret holder stadig herre. Syng med og dans dårligt til denne her: