Jeg havde egentlig ikke tænkt mig, at skrive noget. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle føje til hverken de meget kloge ord, der er blevet sagt og skrevet eller de dybt stupide ting, der også er blevet ytret. Men da det gik op for mig, at der sidder flere derude og bruger mere tid på at læse en terrorists manifest end på at ære de døde, de efterladte og deres minde, blev jeg så edderspændt rasende, at jeg begyndte at skrive, blot for at I skulle have noget andet at læse. Det er blevet for langt, og det er ikke sikkert at I kan følge mig hele vejen, og det er også gået op for mig, at det nok mest er skrevet for min egen skyld. Men hvis I læser med kommer her under alle omstændigheder mine tanker om de skrækkelige begivenheder, om ofrene, om terroristen og om Norge.

Da jeg først så nyheden om bombeangrebet på ministeriebygningerne i Oslo, var min første tanke – idiot som jeg er – selvfølgelig også at det lignede en terrorhandling fra de islamiske grupperinger, som vi de sidste år har lært at frygte mere end så meget andet. Men hurtigt syntes jeg alligevel mere det mindede om den amerikanske ekssoldat Timothy Mcveighs bombing af et regeringskontor i Oklahoma i ’95. Da jeg fortalte om min indskydelse til min kæreste, sagde hun at hun havde præcis samme anelse.

Senere kom de frygtelige nyheder om angrebet på Utøya, og i takt med det kunne man på Twitter læse, at muslimer i alle aldre blev udsat for overgreb indtil det blev offentliggjort at terroristen var norsk og blondt. Det burde ikke undre. Jeg har fået fortalt, at de sidste 4 bombeattentater i Oslo er udført af enten højreorienterede grupperinger (mod Ungdomshuset Blitz) eller rockere mod hinanden. Det tog en del ”sikkerhedseksperter”, der spekulerede i islamisk terror, at trække i land med deres udlægning, og jeg hørte sågar en fortsætte i sporet ”konvertit” langt ud over det rimelige. Til sidst fik man faktisk indtryk af de i højere grad var ude på at skræmme os end at perspektivere.

Nu fyldes medierne så af historier og billeder som terroristen har plantet på nettet, som et hyldestskrift til sig selv og sine gerninger. Jeg har ikke tænkt mig, at læse hans åndssvage manifest, eller glo på hans billederne, hvor han har måtte ty til våben og steroider, for at fremstå som det overmenneske, han må have opfattet sig selv som, ligeså lidt som jeg har lyst til at læse Peter Lundins tåbelige biografi. Jeg er sikker på man kan analysere sig frem til noget af hans bevæggrund, men det må være et job for politiet og andre under retssagen. Jeg vil ikke fyldes af had hverken for eller imod hans copy-pastede lorteholdninger.

Hans navn vil sikkert gå verden rundt, og jeg er hverken bange for at skrive det eller Voldemort, men han fortjener ikke at få flere Google-hits på min konto. Selvfølgelig er massemordere også mennesker, og de kan fortælle deres historie, der må være fyldt med svigt og afsavn siden de er endt sådan. Men de skal ikke sætte dagsordenen med vold, for vi også ret til at ignorere deres forkvaklede budskaber og fokusere på noget andet.

Jeg vil i hvert fald gerne fokusere på det som terroristen håbede at ødelægge, det stærke engagement hos unge mennesker for en bedre verden. Det har været imponerende og ærefrygtindgydende at læse, hvor klart og stærkt de unge overlevende formår at fortælle om deres rædselstimer på øen, og hvilket overskud, de formår at perspektivere med. Khamshajiny Gunaratnam skriver blandt andet: ”Hvem gjør noe sånt? Sprenger viktige bygninger i Oslo og dreper framtidens Arbeiderpartipolitikere som er på en sommerleir på Utøya. Hva galt har vi gjort?!
Den som tyr til vold, har gått tom for argumenter.”

Det har også givet ro i sjælen at høre statsminister Jens Stoltenberg følelsesladet men fattet sørge sammen med og stille sig op på åben gade og tale for mere demokrati mens amerikanske og britiske medier skriger om mere kontrol og lukkethed. Uanset hvad man mener om politikere, kan man ikke nægte, at han i en tid, hvor han reelt selv har været udsat for attentat, har bidraget til trøst, ro og mod hos de nærmeste, for sin nation og for resten af verden.

Jeg håber folk vil tage sig tid til at læse de stærke vidnesbyrd fra AUF’erne. Dem der rent faktisk fortjener at komme til orde, nemlig ofrene. NRK har samlet dem her, og vil man ikke bladre gennem det hele, kan især Khamshajiny Gunaratnam og Prableen Kaur fremhæves. Man behøver ikke være enig i deres politiske ståsted for at føle med de, der bliver knægtet i kampen for demokrati. Ligesom verden erklærede at vi alle var New Yorkere i dagene efter 9/11 sagde lederen af AUF, Eskil Pedersen, ”I dag er vi alle AUF’ere” dagen efter de grufulde handlinger, hvor man vågnede op til et drabstal, der var mangedoblet. Det budskab blev gentaget af det norske fremskridtsparti, og det synes jeg tjener dem til ære.

Jeg forstår godt, hvis man har svært ved at forholde sig til begivenheden, for den er både syrealistisk langt væk og skræmmende tæt på, samtidig med, man føler man hverken kan gøre fra eller til. Der er katastrofer, der i omfang langt overgår denne, og der er uretfærdighed i verden, og der er andre, der nu kan virke næsten ligegyldige i sammenligning. Og i min verden er der aldrig noget i vejen med at vise medfølelse og næstekærlighed, uanset om det er et helt kontinent der sulter eller en sangerinde med en stor stemme og større dødsdrift, der går bort.

Jeg håber at samhørigheden og ønsket om at gøre en positiv forskel kan sprede sig til resten af vores verden, så der bliver vist mere empati for alle der lider. Som jeg har forstået det rejser Røde Kors flere penge efter de tragiske begivenheder end før, så noget tyder på, der midt i sorgen og frygten også kan opstå håb om positiv forandring.

Lidt personligt: Som man vil vide, hvis man har fulgt mine ”Alting er federe i Norge”-posts, er jeg temmelig med Norge og nordmænd. Jeg har haft nogle af mine største udlandsoplevelser deroppe, og et par af dem, er vel nærmest formative. Dengang jeg var en ung og vild battle-rapper var jeg med i Straight Spittin’ konkurrencen i ’01 på koncertstedet Blå, hvor jeg tabte finalen til FEMOne og året efter vandt jeg Rock The Spot-konkurrencen, så jeg har professionelt gode minder fra byen. Men det der sidder fast nu, er selvfølgelig de små indtryk.

At freestyle i en Park i Grünerløkke med en masse norske rappere jeg kun kendte fra internettet. At køre med tog fra Oslo til Kristianssand og se den storslåede, imponerende natur, der får Danmarks skove til at ligne landskaberne fra Märklin-modeltogbaner ved sammenligning. At se Kool Herc lave armbøjninger under sit DJ-sæt mens nordmændene klappede jublende i takt. At optræde i Don Martins hiphop/graffitiforretning på en sofa med en bordplade lagt hen over som scene. At møde, blive kammerater med, kende og elske så mange fantastiske mennesker, som jeg nu ved altid fremover vil have ændret selvopfattelsen af hvad det vil sige, at være nordmænd og bo i Norge.

Jeg håber det bedste for dem alle sammen, og at alting vil fortsætte med at være bedre i Norge, eller i det mindste blive bedre. Hvis jeg til sidst, til jer, der alligevel har læst så langt må anbefale noget at læse, vil jeg med det samme pege på 2 store norske forfattere: Lars Saabye Christensen bøger, der i det store hele næsten altid har Oslo som omdrejningspunkt, men særligt ungdomsbogen ”Beatles” og generationsportrætten ”Halvbroren” samt Jens Bjørneboe, der i sin trilogi Bestialitetens historie opruller hvor megen uretfærdighed der findes i verden, særlig første del ”Frihetens Øyeblikk” er et rammende og skræmmende indblik i menneskets mørke sider. Det er et billede af norsk folkesjæl, og det er det 1500 siders manifest fand’me ikke.