Jeg er stor fan af ungdomslitteratur. Jeg synes det er spændende at følge, hvordan der søges at adaptere bøgernes udtryk til teenagerne, da de i de fleste tilfælde – Søllerød Blues undtaget – er skrevet af granvoksne forfattere. Et rigtigt dårligt eksempel på ungdomslitteratur er Galarland.
Det ærgeligste ved bogen, er at den fuldstændig overser, at den måske skulle spejle bare lidt af den virkelighed den foregøgler at foregå i. Jeg går ud fra handlingen er sat i nutiden, men hvis du tager en tur på Staden er det bestemt ikke det samme Christiania du vil se, og især høre. Hver eneste gang jeg har været derude, har der været gang i noget reggae, hiphop, skapunk eller andre happenings, og kunsten og musikken virker som en af hovedingredienserne i de fleste ungers liv derude. I Galarland er de musikalske observationer – og husk det er hos en 17-årig anno 2008 – begrænset til at et AC/DC nummer spiller på Månefiskeren, et Metallica nummer kører på MTV og så er der vist også lige Bon Jovi på et tidspunkt. Det er ikke ligefrem cutting edge stuff, der roterer i jukeboxen. Da Dan Turrell skrev om sin navnløse journalist-detektiv i Mord-serien vidste han godt, at det ikke var gået at bringe ham hverken til Rundelen, Rodby eller San Francisco uden at tage jazzen med – Galarland kunne ligeså godt foregå i “absolut tystnad” som de sagde i Kontra Punkt.
Det overordnede problem i Galarland om en 17-årig knægts stenede eventyr på Christiania er, at det dybest set ikke er ungdomslitteratur. I stedet bruges figurerne i en historie om hashmisbrug og hashhandel og alt hvad der lugter af kriminalitet beskrives ned til mindste detalje. Undertitlen “En upcoming gangster’s nedtur” efterlader ikke megen spænding omkring handlingen og plottet virker bare som en motor en sensationalistisk fortælling om hashverdenens dårligdomme. Det føles som en forvokset udgave af, hvad man kan læse i et gennemsnitligt Ekstra Blad.
Er man interesseret i at komme tættere på teenagerne, og læse hvad deres hjerter virkelig banker for, på en ligefrem og farverig måde, vil jeg meget hellere anbefale Galarlands navnebror Subland.
Spaendende observationer Peter. Det er som om, at tidens ungdomsforfattere gennemgaaende ikke har de samme interesse praeferencer eller indblik i subkulturerne, som de unge selv.
Men Sub-land har jeg overset, den vil jeg lige proeve at naerstudere.
Laver du ikke snart noget nyt rap?
Sub-land er ok Lars… men så er den tallerken heller ikke dybere, prøv hans første ‘Aminas Breve’… straight up ind under huden booky booky readness!
PS: findes der en bedre ungdomsbog end ‘Beatles’!? På trods af deres old school musiksmag…
PS: jeg har hørt at Peter skal battle børn! G’yeah!
Hey Michael, tror du forveksler Sub-Land med Sub-Marino (og tak for den). Jeg er helt enig i Aminas Breve er en bedre læseoplevelse, det virker lidt som om Jonas Bengtson er holdt op med at tro på noget som helst der minder om kærlighed mellem de to bøger.
Jeg er megafan af Beatles og alt andet Lars Saabye Christensen har skrevet. Specielt “Bly”opfølgeren til Beatles, samt Halvbroderen og Maskeblomstfamilien. Hans noveller er også honkydory. Det eneste jeg har været lidt skuffet over er Modellen, hvor der går lige rimelig Peter Høegh i den.
Hey Lars, jeg skal nok lave noget rap snart, hvad med dig selv? :-)
LÆS BOGEN FØR DU ÅBNER KÆFTEN! ‘Jeg går ud fra handlingen er sat i nutiden…’ DET ER DEN IKKE! DEN FOREGÅR I 90’ERNEE OG BÅDE MUSIKKEN OG CHRISTANIA VAR NOGET ANDET DENGANG! VI ER MANGE SOM KOM DER DENGANG, OG SOM SYNTES GALARLAND GIVER ET MEGET REALISTISK BILLEDE!!! PIL DINE AMATØRAGTIGE SKRIBLERIER AF NETTET! LAD VÆR AT ‘foregøgle’ DU VED NOGET OM NOGET SOM HELST….. DRENGERØV!
Hej Christoffer, glad for du kan li’ bogen. Jeg har læst den, jeg synes ikke det fremgår særlig tydeligt at den skulle foregå i 90’erne, men hvis du siger det passer det selvfølgelig. Jeg piller aldrig indlæg ned, men nu kan folk da se, at du har en anden mening, og derefter danne deres egen. Ses.
Hvem fortæller Christoffer at hans caps-lock tast har sat sig fast?
Hej PTA
Hvis mit musikvalg til en roman fra 1990’erne er underligt, så der det da ingenting mod din anmeldelse: At bedømme en roman ud fra musikvalget i handlingen, svarer til at anmelde en cd ud fra teksten på coveret…..
Kristian Kornø
Hej Kristian Kornø
Her havde jeg ellers gået og håbet du var gået under dække som Christoffer i sin tid. Plottet i Galar-Land synes jeg er Pizza King-tyndt, så hvis man vil have et eller andet at lave, mens man læser den, er det ret oplagt at kigge efter noget psykologi og miljø. Jeg har ikke genlæst bogen siden (duh!) men så vidt jeg husker er der et fint spor om hovedpersonens forhold til sine forældre, der sagtens kunne have fået noget mere plads og trukket den fra tjubang roman over i ungdomslitteratur. Det efterlader miljøet som primær attraktion, og der fik jeg, som jeg antyder i mit blog-indlæg, ikke meget foræret. “Sub-Marino” er bedre misbrugerbeskrivelse, “Natasja” (og i øvrigt MFS’ album) er bedre Pusherstreet-beskrivelse, og meget meget andet er bedre teenage-beskrivelse. Men fedt, at du opdagede indlægget, der er nu ikke noget som at google sig selv.
Ser først dit svar nu. Selv om du syntes, at jeg skriver noget makværk, så føler jeg mig nu trods alt en anelse mere velformuleret end Christoffer på siden. Jeg kender ham ikke og tør i øvrigt godt svare under mit eget navn.
Kristian Kornø