Så går der ikke mange dage minutter før DUBCNN #9 udkommer. Jeg havde egentlig skrevet en længere smøre om min tur til Rock The Bells festivalen, men den er der desværre ikke blevet plads til. Om det er på grund af den bovlamme rimede intro, at den er blevet bortcensureret skal her være usagt. Men læserne på ptas.dk skal selvfølgelig ikke snydes for at høre, hvor sjovt jeg har haft det…

Her er en historie, der må fortæl’s
For Per V og PTA tog til Rock The Bells
Vi skulle se de gamle helte ovre i New York
Fra Slick Rick til Rakim og Snoop Dogg
Planen var vold fresh, for så sku’ vi hold’ fest
Med Wu-Tang Clan og A Tribe Called Quest
Alt det fede hiphop fra før man blev voksen
Fra dengang KRS hed Boogie Down Production
Det’ den slags rap, to blege stoddere ka’ li’
plus vi nuppede et show med Brother Ali
Nu kan du læse, om alt det lir vi så,
så læn dig tilbage, cause heeere we go…

Det var lidt af en pilgrimsfærd at tage til hiphop-festivalen Rock The Bells i New York. Det der trak var, at det formentlig kun kan lade sig gøre en enkelt gang, at samle så mange fantastiske rappere, og få dem til at fremføre deres mest klassiske album fra start til slut. Slick Rick optrådte med ”The Great Adventures”, Rakim med ”Paid In Full”, KRS-One med ”Criminal Minded”, A Tribe Called Quest med ”Midnight Marauders”, Wu-Tang Clan med ”36 Chambers” og Snoop Dogg med ”Doggystyle”. Det måtte simpelthen opleves, så Per V og jeg slagtede sparegrisen, købte VIP-adgang til festivalen, kyssede kæreste og kone farvel, og tog på roadtrip over Atlanten.

WE’RE ON A BOAT!
Rock The Bells foregik på den lille ø Governor’s Island mellem Manhattan og Brooklyn. For at komme derover skal man sejles, hvilket var temmelig problemløst, hvis man ser bort fra en smule søgang. Vi var umiddelbart før hooket op med Static og vi satte os alle tre på dækket og nød solen. boat. Her blev Per V i en kostelig ”turist møder de lokale forretningsmænd”-sekvens hustlet til at købe en DVD af en rasta-slash-actor-slash-rapper, der selvfølgelig selv havde hovedrollen i den temmelig tvivlsomme film. Allerede på båden indser vi at det bliver en varm dag, da temperaturen ikke kommer under 30 grader før ved aftentid.

IN THE VIP…AGTIGT
Governor’s Island minder om en lidt pænere udgave af ”Shutter Island”, hvor Leonardo DiCaprio (måske) render rundt og opklarer sindssyge-forbrydelser. Her gik man i flok hen til festivalen, hvor man stod lidt i kø, fik et VIP-pass, stod lidt mere i kø, fik en VIP-poster stod lidt mere i kø, osv. Mere end 2000 VIP’s taler sit tydelige sprog i forhold til præcis, hvor meget vigtig-Per og vigtig-Peter vi reelt var. Da vi endelig blev sluppet løs passede det ret præcist med DJ Premier skød løjerne i gang på pladespillere. Han spillede selvfølgelig alle de gode gamle klassikere, og en af de absolut mest positive ting, var i hvor høj grad man fik en følelse af fællesskab ved at stå at rappe med på Gang Starr-klassikerne sammen med de 10.000 andre fremmødte. Det var et farverigt og vidende publikum, der var taget til Rock The Bells, og man blev overrasket over alle fra overtatoverede punk-rockere til overstylede afroamerikanske mødre, der kampsvedende kunne rappe med på alt ord for ord.


SLICK RICK: THE RULER’S BACK… OG LIDT RUSTEN
Efter Premier havde konstateret at ægte hiphop var i bygningen omtrent 100 gange, var det tid til første hovednavn. Slick Rick kom på scenen i et babyblåt outfit med matchende klap og mere old school guld, end ham der fyren fra ”A-Team”. Han sprang over ”Treat ’em like a prostitute” og gik direkte i gang med ”The Ruler’s Back”. En ret fed detalje var, at der under showet kørte en fotomontage med berømtheder med klap for øjet såsom John Wayne i ”True Grit”, John Goodman i ”Oh, Brother” og så videre. At Ricky stort set aldrig rapper andet end ”Mona Lisa” og ”Children’s Story” live blev desværre ret tydeligt, og på mindre kendte numre som ”Kit – what’s the scoop” og ”Let’s get crazy” havde han problemer med at huske teksten. Han havde også et hårdt job med at få gang i crowden, men da han kom til ”Mona Lisa” var der fuld kontakt. Udover ”Great adventures” fik vi også fine udgaver af ”The Show” og ”La Di Da Di”, desværre uden Doug E Fresh. Sent i showet skulle der også være lidt til husarerne så ”Treat Em Like A Prostitute” og ”Lick the Balls” røg på, dog med et kækt ”no disrespect ladies” først. Han afsluttede behørigt med ”Children’s Story”, og selvom det var fedt at høre ham rappe den, indså man ret tidligt, at det fedeste var at stå i et menneskehav, hvor alle kender de klassiske numre, som man ellers normalt kun er en lille kerne af hardcore hiphoppere, der nørder.

RAKIM: TØR OG GENERT GUD PÅ MIKROFONEN
Næste mand på mikrofonen var The God Rakim Allah, der havde allieret sig med DJ Technician. Det viste sig at være et klogt move, for al den interaktion Rakim virkede for genert stod Technician for, og han leverede klart dagens bedste dj-performance både hvad angår skills og interaktion med publikum. Til nok især DJ Technicians ros skal siges at sæt-listen var rigtig lækker. Da han spillede ”Mahogany” gled den direkte over i Rakim’s feature fra ”Truth Hurts” og numre som ”It’s been a long time”, ”Guess Who’s Back” og gæstefeaturen fra ”The Watcher” var også inkluderet. Vi fik som lovet alle numrene fra ”Paid in Full” dog blev ”Chinese Arithmetic” og ”Eric B Is On The Cut” bare scratchet hurtigt ind og ud som en slags indforstået joke om ingen gad høre instrumentalnumrene, der highlighter Eric B’s mangel på dj-evner. Især ”Move the crowd” og ”Check out my melody” som Rakim leverede mod slutningen fungerede fantastisk, men det var stadig som om han ligesom Slick Rick ikke rigtig fyldte scenen ud. Det er ikke til at komme udenom, at Rakim er pænt tør på scenen, og nok havde passet bedre til et (mindre) lokale. Til sidst røg der dog et smil af ham, da han forsøgte sig som dj, og serverede et noget haltende cutback. ”I told ya I was kinda rusty, my dude” grinede han. Desværre sluttede optrædenen ret brat, da Ra spurgte om han havde tid til at spille mere og fik et nej…det nærmer sig vel blasfemi. Han kom dog tilbage og lavede et nummer til og luskede så ud igen. Peace Ra!

KRS-ONE: THE TEACHER LAVEDE CRIMINAL MINDED TIL JAM-SESSION
Så var det tid til ”Criminal minded” og KRS-One blev råbt til scenen af Freddie Foxxx, der showet igennem fungerede som hype-man og truede publikum til at sætte gang i festen. KRS leverede naturligvis med en næsten overmenneskelig selvsikkerhed. I modsætning til de medley-shows han efterhånden er blevet kendt for fik vi her hele versioner af numrene. Først da han spillede ”The Bridge is over” stoppede han sangen midt i da han kom til linjen ”Mr. Magic wish and come and try to save ya”, hvorefter han dedikerede showet til den afdøde dj og resten af ”If it wasn’t for Mr. Magic, MC Shan and Marley Marl not being afraid to battle a real rapper, there wouldn’t be no KRS”. I forbindelse med ”The P is Free” fik han DJ Premier, (der 6 år senere remixede nummeret) på scenen, og selvom det var fedt at se legenderne sammen, blev det herefter et temmelig random show. Buckshot blev inviteret ud, og det er jo megafedt at se Boot Camp generalen, som har lavet Survival Tactics med Kris, men det var som om al fokus skiftede til en jam-session, der udviklede sig endnu mere da Supernatural kom ud og tagteam-rimede med blastmasteren. Megafedt, men det havde ikke det helt store med ”Criminal Minded” at gøre. Det sagt går KRS bare så godt igennem på en scene Her meldte et helt klart problem ved Rock The Bells sig dog. Nemlig at man bare ikke kan se det hele. Samtidig med den store scene, hvor klassikerne fremføres er der ”Paid Dues” scenen hvor moderne mestrer som Brother Ali, Immortal Technique og Jedi Mind Tricks fyrer den af. Forestil jer, at gå fra et show, hvor KRS-One er i gang med at fremføre det episke b-boy nummer ”Step Into A World”… well it happened. Vi smuttede ned og så det sidste af Brother Ali’s koncert, og goddamn den albino kan rappe. Da han til sidst spyttede en alenlang a capella, der opsummerede hele hans karriere blev man faktisk helt glad for at indse, at der også bliver lavet fed, og somme tider måske endda bedre, hiphop efter år 2000.


LAURYN HILL: SKØR DAME I NY INDPAKNING
Tilbage på den store scene havde eksentriske Lauryn Hill meldt sin ankomst. Det kunne blive alt fra en guddommelig optræden til et komplet trainwreck. Det blev desværre mest det sidste. Hun spillede alle de numre man gerne ville høre fra ”Lost Ones” til ”Zion” til ”Ex-Factor” Men det hele foregik i et hæsblæsende tempo med alt for meget knald på, alt for hæs stemme og alt for rocket band. På Fugees klassikeren ”Fu-Gee-La” var der endda besøg på scenen fra Chris Rock, Jay-Z og det nye power-ægtepar Swizz Beats og Alicia Keys. Heldigvis var der også meget andet man kan lave til Rock The Bells. Blandt andet var der snigpremiere på ”Def Jam Rapstar”, som er ligesom singstar bare med rap (duh!), hvor Danmark repræsenterede fint ved Per V rappede ”Children’s Story” fuldstændig fejlfrit (i modsætning til Slick Rick) og jeg vandt en t-shirt ved at slå en irer i Biggie’s ”Juicy”. And if you don’t know now you know…

A TRIBE CALLED QUEST: MIDNATSRØVERNE LEVERER AFTENENS OPRÆDEN
Efterhånden havde mørket sænket sig over Guvornor’s Island hvilket bestemt klædte festivalen. Der blev en meget mere konventionel koncertstemning, hvor der kunne leges med lyssætning og så videre. A Tribe Called Quest stod som de næste på scenen, og stod i mine øjne og ører også klart aftenens oplevelse. For det første er ”Midnight Marauders” og for så vidt også deres andre album komplette musikoplevelser, hvor de andre klassikere i højere grad er samlinger af fede numre, og for det andet er Q-Tip bare en fantastisk liverapper og entertainer, og samspillet med Phife Dawg var tight og osede af oprigtig rap-glæde. Hvor de tidligere gæster havde virket lidt tilfældige virkede de hos Tribe som perfekte bi-roller, der var med til at gøre oplevelsen fuldendt. Fra Busta Rhymes’ der kom på scenen til ”Oh My God” og selvfølgelig også lige rev verset fra ”Scenario”, hvor ham og Q-Tip laver for hvordan man deles om mikrofonen til det tidligere medlem Jarobi, der kom ind og introducerede ”Can I Kick It”, så det gav mening at gå væk fra ”Marauders” og tilbage til den første plade. Desuden leverede Large Professor den med flere længder fedeste guestappearence, da han både rappede sit hvorefter han smuttede igen. Intelligent, koordineret gæsteoptræden, som The Teacher godt kunne have taget ved lære af, da han sammensatte sit show.

Som nævnt havde vi købt VIP-pakken, hvilket vi nok godt kunne have undværet. Den lovede meet’n’greet var ikke det store hit. Da Slick Rick sad der var køen alenlang, og det virkede ikke som Kaptajn Klap havde den helt store interesse i at smile for kameraet, så vi sprang over. Til gengæld mødte jeg Dres fra BlackSheep ude på pladsen, der virkede glad for jeg komplimenterede ham med hans optræden i Highlife Ballroom for et par år siden. Det hjalp nok at han var i gang med at bage på en chick, og godt kunne bruge nogle wing-man props.

WU-TANG CLAN: KAMMERMUSIK ER IKKE TIL AT FUCKE MED
At løfte niveauet efter Tribe var næppe muligt, men Wu-Tang Clan gjorde et ærligt forsøg. Med RZA som holdkaptajn var Clan’en mødt fuldtalligt op. Selv ODB var repræsenteret i form af sin førstefødte Boy Jones Jr. Fra ”Wu-Tang Clan Ain’t Nuthin Ta Fuck Wit” til ”Protect Ya Neck” sværmede dræberbierne, og man skulle tro, at i hvert fald halvdelen af publikum betragtede sig som ekstra medlem af Wu, for der var intet de ikke kunne rappe med på. Det var en virkelig fed performance, men ikke så gennemført som hos Tribe. Der er bare rigtig mange rappere, der skal til fadet, og det virker megafedt på de klassiske possecuts, men mindre heldigt, når det er tid til de individuelle medlemmer skal shine. Samtidig er det første Wu-album så klassisk, at der faktisk ikke er nogen numre, som man ikke har oplevet i al fald et af medlemmerne spille i sit liveshow tidligere. Det var også når de afvigede fra ”36 Chambers” at showet blev rigtigt interessant Fra den isnende kulde på GZA’s ”4th Chamber” til Inspectah Deck’s latterligt fede vers på ”Heaven’s Sake” var det fedt, at det hele ikke handlede om de mest profilerede medlemmer. Og så er der altså altid en logik i RZA’s vanvid. Man kan godt argumentere mod at slutte med ”Da Rockwilder”, specielt uden Redman, men publikum kom simpelthen så meget op at ringe, at man kun oplever lignende til rockkoncerter.

SNOOP DOGG: HUNDESTIL ER GO’ STIL
Som rosinen i pølleenden var westcoastens førerhund Snoop Dogg indkaldt. Det kan virke mærkeligt at afslutte med ”Doggystyle” i New York, men meget har ændret sig siden kystkrigene, og han blev modtaget med klapsalver, da han kom på scenen. Eller der blev faktisk allerede klappet før han kom scenen. For damerne kom først, da Lady of Rage (inklusiv afropuffs) entrerede for at rappe ”G-Funk intro”. Både rap og musik trængte bedre igennem end nogen af de tidligere artister, og da Snoop selv kom ud var der tæt på ekstase. Han favner både almindelige musikfans og hardcore hiphoppere, og det var en fornøjelse at høre mindre kendte hits som ”The Shiznit” i tighte versioner. Han spillede selvfølgelig også andet, blandt andet ”Deep Cover”, men som hos Tribe var det 100% med ”Doggystyle” i stramt fokus, hvilket ikke er tilfældigt, for hvor Native Tongues var mestrene i at skabe fulde albumoplevelser på østkysten, må man sige Dr. Dre var det på vestkysten. Og så var det igen med alle de rigtige aktører på scenen, og personligt var det for vildt at høre RBX rappe sit vers fra ”Serial Killer” live. Og her mener jeg kun høre. For på dette tidspunkt var man simpelthen så komplet mættet af musikalske oplevelser, at det var vanskeligt at rumme mere. Derfor lod vi ”Doggystyle” være ”Doggystyle” og vendte næsen hjemad, sorry Snoopy.

Det er vanskeligt ikke at synes Rock The Bells var en fantastisk oplevelse. Men der var ridser i lakken, specielt hos de gamle helte Rakim og Slick Rick, der bare ikke laver festivalrap i samme grad som især grupperne til sidst. At fremføre hele album gør klart at den røde tråd gennemsyrer hele festivalen, men når optrædenerne ikke fungerer så godt, ville man næsten ønske at Slick Rick kunne slippe for at rappe ”Indian Story” og i stedet lave en kort, mere kompakt koncert, der ville være nemmere for det unge publikum at sluge. Tilbage står man med en festival, der gav en fornyet tro på, at man virkelig hører et globalt fællesskab af hiphoppere, der lever for kulturen, og samtidig gør at man dels fantaserer om flere hele fremførelser af klassiske album… ”The Chronic”, “Slim Shady LP”, ”Death Certificate” og ”Blueprint” ligger ligefor, og dels håber, at A Tribe Called Quest snart vil beære vores lille land med en koncert, for det skal de danskere der ikke tog turen til New York simpelthen høre!