Det er efterhånden en del år siden Michael CUP fik ideen til at lade hiphoppens bedste boldbetvingere mødes i Kløvermarken på Ama’r til et årligt showdown. Historierne gik landet rundt om hvordan DJ Typhoon’s Boulevard Connection-drenge pløjede konkurrencen ned og Agami-brødrene havde dopet sig ved ikke at have tømmermænd fra gårsdagens bytur. Efterhånden som kulturen udviklede sig er det gået i glemmebogen, men nu har Echo Out Records taget teten op, og den 9. juli genopstår den hæderkronede fodboldturnering DM i Homeboyfodbold.
Denne gang kommer til at foregå som en 4 mod 4-turnering på toppen af DGI Byen, og der vil ud over selve konkurrencen også være DJ’s som Mor Ugle og LarsDaFari og releasefest for Carl Knast’s nye udgivelse. Der er allerede over 12 tilmeldte hold, blandt andet Madze’s Cap Store, Manus Bell’s HSP og Swifferdrengens Komplex Crew. Rygterne går på at de konkurrerende battleligaer Rap Slam Battles og Råt København begge stiller med hold, så der er lagt i ovnen til nye grudgesmatches.
Til at holde styr på sådan en flok hooligans, skal man selvfølgelig have en upartisk, ubestikkelig og uendeligt ukvalificeret kampdommer. I år er valget faldet på jeres dreng, Unge Auto Tune Nej Tak aka PTAluigi Collina. Jeg vil styre slagets gang med hård hånd og dele ostemadder og spegedrenge ud til højre og venstre.
Læs mere om arrangementet på Echoout.dk
og meld dig til på Facebook.com.
Det er i øvrigt ikke min første optræden til DM i Homeboy Fodbold. I 2001 stillede jeg op for “Urban Broadfuckers” – et hold Konscious-V fra RapSpot havde samlet af internet-nørder. Jeg har gemt kampprogrammet fra dengang, der byder på lystige minder, såsom at CUP indskærper at man skal være en del af hiphopkulturen og minimum vide hvem Grand Master Flash er for at få lov at stille op.
Forside:
Opsang:
Urban Broadfuckers:
Her desuden et klip fra DM i Homeboyfodbold i 1997, hvor Krede fra Puls tager ud til Ama’r og følger Boulevard Connection. Man ser både Kuku og Al Agami, Sonny B, Jeppe Bisgaard og hvis man kigger godt efter får man vist endda et glimt af Voksen Simon…