Du kender allerede loppemarkeder såsom Compton Swap Meet i Los Angeles og SpotMarkedet på internettet, men nu har København også sit eget hiphop-loppemarked. Efter at starte i det små i 2013 vender DJ Typhoon og venner tilbage til Kødbyen, hvor der sælges “t-shirts, jeans, jakker, vinyler, cd’er, goldfronts, graffiti på canvas, stickers, sneakers og en masse andet dope junk”. Desuden er der live dj’s og rygterne går på der er lidt til ganen i den – forhåbentlig – bagende sol.
Det foregår udenfor Mesteren & Lærlingen lørdag den 11. juli fra kl. 10-17. Du kan tilmelde dig på Facebook, hvor det også er muligt at kontakte Typhoon/Sonny B om mulighed for at stille en stand op, hvis dit loft også bugner af hiphop-memorabilia.
Og naturligvis har ærlige PTA også en stand. Herfra sælger jeg mindst 100 plader, 20 posters, cd’er, en Pulejam 1998 polo, et par Run DMC swetpants, en Snoop Dogg eventyrbog og meget meget mere af det du ikke kan undvære. Vil du vide hvor meget du ikke kan undvære det? Se nedenfor…
Du mangler noget ny fed musik. Du har været på Youtube og fundet ud af Brand Nubians Love Me Or Leave Me Alone fra 1993 er sommerens store hit, men aner ikke hvordan du skal få fat i det. Løsning: du køber pladen for 30 kroner af ærlige PTA.
Jammen du har slet ikke nogen pladespiller, og desuden ville du egentlig også sidde ovre i parken og spille nummeret. Løsning du køber en transportabel pladespiller med USB og hele pisset for en plov af ærlige PTA.
Du synes Kanye West er lidt af en wack sjoller, der ikke rapper særlig fedt, men får det aldrig fortalt til nogen. Løsning du køber en Kanye Can’t Rap t-shirt og fortæller det via din brystkasse til hele verden for en 50’er af ærlige PTA.
Du mangler noget at bruge sommeren på udover at pille busemænd og rappe på toilettet, men du er ikke voldsomt klog. Løsning: du køber et dejligt Biz Markie puslespil med 100 brikker så selv Biz Markie kan lægge det for 70 kroner af ærlige PTA.
Du har svært ved at komme op om morgenen, og synes egentlig at livet burde være en lang snoozebutton. Løsning du køber et Homer Simpson vækkeur for en hund af ærlige PTA.
Fint nok alt sammen, men du ved bare, at selv hvis du bevæger dig til loppemarked i Kødbyen er der garanteret nogen der ruller dig og stjæler dine penge, iphone og nøgler. Løsning: det tør de slet ikke når du har købt en bad-ass MFS-eliten nøglering for en 10’er af ærlige PTA.
Så kan det jo ikke blive bedre? Jo det kan det, for lemonade was a popular drink and it still is, så naturligvis serverer ærlige PTA også et dejligt glas Kool-Aid for en 10’er og fandme om jeg ikke også bager en kage til jer. Ses til hiphop… loppemarked!
Fedt – Det ser jo forrygende ud! Ville ønske jeg også havde en stand:/ kan man få ting i kommission hos dig?;)
ALLE kan få en stand du skal bare skrive til Sonny på face!!