Jeg kan huske første gang jeg læste en Malk De Koijn tekst. Det var “Til de folk” i coveret til “De Grimme Ællinger”-opsamlingen. Jeg havde købt CDen på vej til Gym og havde ikke mulighed for at høre den først, og undrede mig stort over, hvordan de fik “Stop op, hop op, kom op, hvasså suckers / Vi er Malk De Koijn – og vi er slet ikke Einar” til at rime. Da jeg så hørte nummeret viste det sig selvfølgelig at de rappede “Og vi er slet ikke Rockers”. Verdens bedste gruppe stod naturligvis med vilje for fejlciteringen, men siden er der flydt en lind strøm af hjemmmebryggede bud på hvad det egentlig er de tre bananer rent faktisk siger i deres numre. Det rettes der op på nu, hvor vi for første gang får de officielle Malk De Koijn tekster samt meget meget mere i bogen “Postkort fra Langestrand”.

Husk at det hele ikke skal give for meget mening

Apropos… Engang interviewede jeg MC Einar til et hiphopmagasin jeg rendte og lavede. Det er jo en ære i sig selv, for alt han fremstammede af lovprisninger og beske sidebemærkninger fra tiden som rappioner var rent guld. Men han havde også nogle fine betragtninger om alt muligt andet, fx det hiphopmagasin jeg rendte og lavede. “Husk at det hele ikke skal give for meget mening, så er der ikke noget tilbage at tænke over for dine læsere. En gang imellem skal du sætte et billede ind af en gul badeand. Så skal læserne undre sig over, hvorfor den er der.”

Jeg fulgte aldrig rigtig hans velmente råd. Dels lukkede bladet kort efter. Dels er jeg ikke typen, der kan undlade at forklare op og ned ad stolper. Men med “Postkort fra Langestrand” føler jeg virkelig, at jeg har en bog mellem hænderne, der er lavet efter McEinars “show it don’t tell it”-agtige devise. Raptekster, koncertfotos, interviews universitetsanalyser og mystiske effekter fremstilles i en lind strøm, ofte ukommenteret.

Først det tørre. “Postkort fra Langestrand” er redigeret og til dels forfattet af Christian Langballe, der har haft til opgave at indsamle, strømline og organisere de mange tekster og billeder, så det er blevet til en samlet fortælling om Malk De Koijn. Han har naturligvis haft fat i trioen, men i alt væsentligt er det hans hånd, der har ført pennen. Bogen er i hardcover og ligner i første omgang nærmest en højtidelig arbejdsmark, men når man åbner den 216 sider tykke bog åbenbarer der sig et spraglet univers, hvor der ikke er sparet på farverne og opfindsomheden. Det grafiske har Jacob Birch stået for. Han satte graffitibogen “Will I Go To Hell For This” op, og universet i bogen minder også mere om en syret sammenklistret blackbook fra de tyve år som gruppe end en konventionel bandbiografi.

Malk De Koijns lyrik fra de tre album plus et par bonusser for første gang

Den primære attraktion er naturligvis, at man heri for første gang finder al Malk De Koijns lyrik fra de tre album plus et par bonusser. Mangen en dansklærer priser sig sikkert lykkelig for ikke at skulle begive sig ud i selv at give et bud på transkriptionen. Alene dette er ekstremt læseværdigt og opklarende. Jeg havde engang til opgave at oversætte “Fågt Op I Skalle” til engelsk. Og som en omvendt Ulysses-opgave, måtte jeg simpelthen erklære nogle af passagerne uoversættelige, for jeg forstod ikke engang hvad de betød på dansk… “Lader det brækkede danske kranieudbrud være et klart svar / Tager dem med i vores bredbil, en brun pil / Der tracker mil for mil!” Skidetak.

Som det meste andet i bogen, står teksterne bare og uforklarede frem. Jeg forstår naturligvis strategien, men man kunne også have valgt strategien fra Jay-Z’s “Decoded” og simpelthen lave et kommentarspor til dem, så vi måske havde fået endnu flere dimensioner føjet til universet.

Men man skal jo anmelde den bog, man nu engang har i hænderne, og der er rigeligt at svømme over i. Bogen bindes sammen af en håndfuld nye korte tekster, der opruller gruppens begyndelse og de forskellige albumindspilninger. De vigtigste pinpointer starten til en koncert i Sverige og forklarer hvordan “Smashhit i Aberdeen” gik fra at være en gag på en Geolo G-kassetteprod til at være titlen på debuten. Teksterne er i sig selv fine, de prøver ikke at matche Malk-universet, men de fungerer mest som en slags mørtel til de vægtigere mursten.

Og der var sgu et postkort… fra Langestrand

Og sådan en mursten er det postkost Blæs Bukki engang i 1994 sender til Tue Track fra Long Beach som han har omdøbt til Langebeach. Her ser man noget af kimen til Malk De Koijn spire og jeg vil sige, at er for ting som dette, hvor Christian Langballes evner som sprogarkæolog og øje for det vigtige, at han kommer til sin ret som redaktør.

Andre højdepunkter inkluderer et par siders Angry Ass, Lars Bukdahls kvalificeringstale til Maarum Sprogprisen og Simon Lunds fremragende portræt af gruppen tidligere på året i anledningen af deres tyve års jubilæum. Der er også et par interviews med gruppen, og dem har de sandt for dyden aldrig været gode til at ryste ud af ærmet. Det er blevet bedre med årene, men det er ret tydeligt, at kilden til at forstå Malk De Koijn helt klart ikke er et spørge dem selv. Dog vil jeg sige, at jeg var til en fornem lancering af bogen i Politikens Boghal, hvor en ung dame spurgte ind til et konkret citat (“og så lige pludselig / ved lyden af Tue og Geo og Blæs / der står jesus lige pludselig med kort varsel midt på motorvejen / oppe i Tues lejlighed”). Hun fik en fremragende forklaring. Jeg tænker at mere af den slags kunne have været en spændende vej at gå i en bog, hvor man forestiller sig de kunne være kommet tættere på deres eget udtryk.

Mere opklaring finder man til gengæld i det mest nørdede indlæg i bogen;et udsnit af en universitetsopgave, hvor den russiske strukturalist Mikhail Bakhtins teori om “karnevalisme” (hvor masker, flertydige identiteter samt opløsning af samfundslag gør hverdagen til en fest) inddrages som den så ofte gjorde, når man skulle anlysere postmoderne værker i ‘90erne. Det er også ham man altid hiver frem, når man skal analysere Wu-Tang Clan, og det er nok ikke helt tilfældigt at der er et slægtskab der. Det kommer der virkelig nogle fede åbninger til Malks virke som sprogformidlere. Formentlig også nogle de ikke selv har tænkt over.

Magien gengives uden tryllekunsterne afsløres

Som jeg har prøvet at antyde får man i “Postkort fra Langestrand” et kaleidoskopisk blik på Malk De Koijn som gruppe. Man kan læse den fra ende til anden som jeg, men jeg tror egentlig at man kan få mere og andet ud af at have den som coffeetable-opslagsbog. Her kan man fra tid til anden dykker ned i et skævt hjørne af universet, eller nyder nogle af de mange flotte billeder, der er taget af gruppen. For der er ikke de vises sten eller den forkromede forklaring at finde. Præcis sådan skal det nok være i Malk De Koijn-bog, hvor magien gengives uden tryllekunsterne afsløres. Og nåja, så slog jeg selvfølgelig op, hvad der stod i “Til De Folk” og søreme om, der ikke står…

“Stop op, hop op, kom op, hvasså suckers / Vi er Malk De Koijn og vi er slet ikke Rockers”. Lidt fedt og også lidt trist – men det er nu engang det de rapper – så ved vi det.

“Postkort fra Langestrand” af Christian Langballe og Malk De Koijn er ude nu på Langestrand Fladhjul. Læs mere om den og bestil et eksemplar på postkortfralangestrand.dk.