Så er det i aften, at Stones Throw-chefen Peanut Butter Wolf stiller sig bag pladespillerne til Rock Steady Wednesday hiphop-natklubben på Rust – kun et stenkast fra der hvor jeg bor (undskyld).

Det er manden der har bragt os store sager som MadLib og Quasimoto, Oh No og Med og så videre af fantastisk californisk FreshCoast musik. Du bør naturligvis tage ind og se det, der er mere info på Facebook. Men er du ikke helt solgt på Peanut Butter Wolf, eller har din malerhjerne svedt ud hvem han egentlig var, synes jeg, at du skal genlæse mit interview med ham fra hiphop.dk, der næsten her ti års jubilæum nu. Det kommer her…

Ulv i jordnøddeklæder – interview med Peanut Butter Wolf

Mens Rawkus egenhændigt var ansvarlig for backpackernes hævn på New York’s scene i midten af 90’erne skete noget lignende i Californien. Quannum, ABB og ikke mindst Stones Throw introducerede en ny lyd baseret på en klassisk old school æstetik. Sammen med folk som Rasco og Madlib introducerede manden bag Stones Throw selskabet Peanut Butter Wolf en lind strøm af kvalitets hip-hop og har dermed sørget for at Selskabets navn og logo er blevet synonymt med kreative og spændende udgivelser, der oftest har en nostalgisk overtone.

I september og oktober (gen)udgav Playground en stor del af bagkataloget, bl.a. Quasimoto’s “The Unseen”, Lootpack’s “The Antidote”, Oh No’s “The Disrupt”, Yesterday’s New Quintet’s “Angel’s Without Edges”, opsamlingerne “Funky 16 Corners” og “Peanut Butter Wolf’s Juke Box” og ikke mindst DVD’en “Stones Throw 101.” Peanut Butter Wolf var for ganske nylig i Europa for at promovere salsfremstødet, og vi var så heldige at få en telefonsamtale sat op med en af hip-hoppens største ildsjæle.

Jeg har hørt to historier om dit navn. Den ene er du er opkaldt efter en bamse og den anden, at Peanut Butter Wolf var et navn der skræmte din ekskærestes lillebror?

Peanut Butter Wolf: En bamse der hedder Peanut Butter Wolf?! Haha, det har jeg aldrig hørt før. Jeg kunne godt fortælle dig nogen nye løgnehistorier om navnet, men den rigtige historie er den sidste du nævner.

Hvordan gik du fra bare at være musik-fan til at begynde at lave hip-hop?

Altså, jeg startede som DJ, det var allerede i starten af 80’erne, efter jeg var begyndt at samle på plader. I ’85-’86 var jeg den bedste scratch DJ i San José, Californien, hvor jeg er fra. Der er jo masser af DJ’s i området, Q-Bert bl.a. og jeg var en del af det miljø i de sene 80’ere.

Der er mange supergode DJ’s fra Californien, men nogle af jer, som dig og f.eks. Revoltion vælger ikke at være med i konkurrencer og battles, hvordan kan det være?

Jeg tror det har noget at gøre med den tilgang vi har til musikken, og desuden har jeg altid været en ‘bedroom-DJ’, jeg er for langsom til de battle-former, der eksisterer. Men mange Battle-DJ’s bruger jo de DJ-tools, jeg udsendte som noget af det første på det label jeg havde før Stones Throw.

Når jeg tænker på Stones Throw især de tidlige udgivelser, som Rasco’s “Unassisted” og din egen “Tale Of 5 Cities” var det nogen som specielt DJ’s og producere herovre var meget begejstrede for, var det en bevidst beslutning, at lave musik til det publikum?

Jeg tror bare det har at gøre med min egen karriere som DJ og producer, det er de ting, jeg selv er dygtigst til, så måske laver vi faktisk plader til den crowd. Og så er de fleste af mine egne yndlingsproducere som Pete Rock, Premier og Marley Marl allesammen DJ’s, så i min verden er det naturligt DJ’en også er produceren.

Jeg ved du og Charizma var signet til Hollywood Basic i en periode, hvad fik dig til at lave dit eget selskab?

Sådan udviklede det sig faktisk bare. Jeg udsendte også selv plader før Charizma og jeg blev signet, så det var ikke noget nyt. Der kom mere opmærksomhed omkring scenen, da “Return Of The DJ” opsamlingerne kom på Bomb Hip-Hop, og så følte jeg at jeg også havde noget musik at dele med folk.

For mig repræsenterede hele den Bomb Hip-Hop ting en ny lyd i Californien, som var tættere på den klassiske New York hip-hop end man var vandt til, er det også din opfattelse?

Ja bestemt, det var i høj grad David Paul’s fortjeneste. Det begyndte faktisk som et blad, det ved jeg ikke om du ved, David Paul er vist ved at starte bladet op igen.Men Bomb Hip-Hop var et af de første rap magaziner i avis-format, med gode artikler. Derigennem fik man mere input fra rapperne fra bl.a. New York end man ellers ville have gjort. I den periode, 90-93, var der faktisk kun The Source og Bomb bladet som var værd at læse.

Hvad med Flavor fra Seattle, fik man ikke det i Californien?

Wauw, tænk at nogen kan huske det. Jo, vi læste også Flavor hernede, bladet var store supportere af vores tidlige udgivelser. Vidste du at pigerne, der var redaktører på Flavor senere arbejdede på pladeselskabet London, med bl.a. Premier og Gang Starr’s udgivelser?

Faktisk ikke, hehe. Men hvordan foregår det når Stones Throw signer en gruppe? Kigger du efter specielle kvaliteter som rapperens flow eller producerens sample-teknik?

Det skal jo være en kombination. Tag f.eks. Loot Pack som var en af de første grupper jeg signede. Jeg hørte dem rappe på det vel legendariske Wake Up Show med Sway og King Tech, og syntes de lød anerledes, så jeg tænkte dem ville jeg arbejde med.

Er det en kvalitet i sig selv at lyde anderledes?

Anderledes på en god måde er selvfølgelig en kvalitet. Det viste sig jo også at Loot Pack’s producer Madlib havde utrolig mange meget anerledes ideer til, hvordan man kan lave musik.

Jeg har kun set dig på video en gang, og det var på Loot Pack’s “Packumentary” video, hvor du har nogen sjove og mildest talt karikerede indfald, skinner det også igennem når du laver musik med andre?

Det tror jeg da det gør, jeg har nærmest en ekstra personlighed jeg bruger til at underholde mig selv og andre, når alt ikke skal være seriøst. Og så når jeg arbejder med en producer, der er så speciel som Madlib er det vigtigt at musikken bliver skabt i et samspil. F.eks. er hele hans Quasimoto projekt lavet i mit soveværelse, så det har i høj grad været et kreativt samspil.

De fleste af jeres varende kunstnere har haft base i Californien, men der har været gæster andre steder i USA bl.a. Lord Finesse og Mark 45 King som remixede Rasco’s “Run The Line,” hvordan kom det i stand?

Vi var bare heldige at det var muligt at samarbejde med dem, på det tidspunkt. Jeg valgte Mark fordi hans fortid som producer for Flavor Unit kollektivet med Queen Latifah og Apache og så videre repræsenterede lidt det samme jeg selv på Stones Throw. Mark fortæller når jeg ser ham, han er taknemmelig for han fik lov at lave remixet, for vi lavede det i en periode, hvor han havde det skidt og tænkte på at opgive musik. Efter han lavede remixet producerede han Eminem’s “Stan” og Jay-Z’s “Hard Knock Life,” så jeg er sikker på vi ikke har råd til at købe hans produktioner mere, hehe. Selvom jeg nu gerne ville, jeg vil gerne udgive et par “45’s”, 7 tommer plader med ham, for The 45 King skal da have nogen “45’s”.
Finesse kom med fordi jeg elsker hele den sound, Lord Finesse var en af de rappere Charizma og jeg selv lyttede meget til da vi lavede musik sammen. Jeg tror man kan høre på Charizma’s vers at han godt kan lide Lord Finesse, så det var ultimativt at have ham med på projektet.

Jeg har lagt mærke til, der ikke er særlig mange East Coast rappere med på Stones Throw udgivelser, selvom mange af jeres rappere har den sound, hvordan kan det være?

Det hænger nok sammen med, at da jeg lavede pladeselskabet, var de rappere jeg favoriserede på østkysten utilgængelige. Jeg kan bedst lide rappere med ligefremme, simple flows så Bronx rappere som KRS-One og AG fra Diggin’ In The Crates har været nogle af mine yndlingsrappere, men de var ret store, da jeg samlede Stones Throw. Man kan sige en rapper som Medaphor som har et album ude nu hos os, tilhører den samme slags MC-kategori selvom det er en fra Loot Pack crewet. Nu er vi jo begyndt at arbejde sammen med MF DOOM, og hans KMD-projekter på Elektra var jeg stor fan af.

Jeg synes også lidt nogle ting på Stones Throw kan lyde som det Elektra havde for tolv år siden med Brand Nubian, LONS, KMD og Pete Rock & CL Smooth…

Synes du? Det mener jeg ikke helt, vi har meget mere bredte, et jazzprojekt som Yesterday’s New Quintet ville man ikke kunne opleve på Elektra i halvfemserne.

Jeg mente også mere på den måde, at Elektra var et major-label, der lod sine kunstnere tage chancer, og sørgede for der var en kreativ frihed og plads til at lege med udtrykket.

Jeg tror jeg har fanget det, og du har ret på den måde vi også har en høj grad af kreativ frihed. F.eks. lavede vi “Mad Villain” efter MF DOOM havde hørt nogen beats Madlib sendte ham, og de klikkede så godt, der opstod et helt projekt ud af det, som er blevet en af vores foreløbig største succes’er. Det er stort set den samme historie med Jaylib projektet, og J Dilla er selvfølgelig også en kustner vi er stolte af at arbejde sammen med.

Hvordan kommer alle de Madlib projekter i stand? Er det bare ham selv, der finder på dem eller sker det i samarbejde med Stones Throw?

Ofte har Madlib en idé som vi arbejder videre på, men faktisk er det nogle gange et problem at koordinere alle udgivelserne. Han kan finde på at komme med tre forskellige EP’er indenfor ganske kort tid, og hvert projekt skal helst have tid til at blive ordentligt promoveret.

Jeg bemærkede Madlib også var med på Jay-Z’s “Black Album Re-Mix” opsamling, hvordan kom det i stand?

Det var gennem Just Blaze, der stod for projektet og laver en betydelig del af Jay-Z’s produktioner. Just Blaze er en stor fan af Madlib, og han har fortalt mig og andre at han lytter til “Mad Villain” albummet hele tiden. Det var naturligt der kom noget med fra Madlib, selvom det var i sidste øjeblik.

Ja, hvordan kan det være Madlib ikke var en af de første på banen med et “Black Album” Remix når han er så produktiv?

Det er faktisk fordi han ikke vidste a cappella versionerne cirkulerede. Han fik dem gennem J Rocc langt senere end andre. Nu har han lavet remixes af hele Jay-Z’s “Black Album” og Nas’s “God’s Son” men det er efterhånden for sent at udsende dem, synes du ikke? De kommer nok frem på en eller anden måde.

Hvordan finder I egentlig ud af, hvilke projekter der skal promoveres mere end andre? Sker det naturligt eller er det en prioriteringssag?

Nogle projekter som “Mad Villain” giver sig selv, at de skal have den bedst mulige promotion. Andre projekter som Gary Wilson, der er en kultfigur fra New York’s 1970’er New Age scene sender vi bare ud, og så må de folk, der er interesserede i det selv opsøge det. Han laver en slags musik, som jeg tror højest 10% der lytter til det forstår, hvad meningen er med musikken. Ligesom Sun Ra.

Jeg fatter i hvert fald sjældent, hvad Sun Ra’s musik handler om. Hvordan kan det være Stones Throw har så stor variation i det der bliver udgivet, fra gammel funk og old school rap til avant garde hip-hop, der lyder som om det er fra næste år?

Jeg prøver bare at udsende musik jeg synes er spændende, og som ikke er blevet udforsket i dybden. Når vi udsender noget med en rapper som Dudley Perkins er det jo fordi vi synes der mangler en kunstner, der repræsenterer blandingen af soul og backpacker hip-hop. Yesterday’s New Quintet er et abstrakt jazzband, som man næppe har hørt lignende før netop det blev udgivet. Vores funk genudgivelser er ligeså meget til et nyt publikum som til dem, der hørte funk i 70’erne. Det samme gælder Breakestra, der genskaber 60’erne og 70’ernes funk live.

Engang havde jeg en samtale med Thes One fra People Under The Stairs, der mente det er snyd at genskabe klassiske breaks live, for det får aldrig samme ånd som på originalen…

Jeg kan godt forstå, hvor han kommer fra, men jeg er bestemt ikke enig. Måske hvis man er så dyb i break-gamet som Thes er det ikke nogen ny oplevelse at høre Breakestra, men Breakestra er ligeså meget for de unge fans, der aldrig har oplevet de funk og r&b grupper som rapper sampler. Grunden til vi lavede Breakestra’s album med et koncerttema, var netop at det skulle være som at opleve dem live, så deres energi kunne stå alene, selv hvis man ikke kender de gamle breaks.

Kunne man tænke sig, I ville lave et lignende band med hip-hop som tema. Kunne man opleve et band som Jurrasic 5 på jeres label?

Det ved jeg ikke. Jeg synes ligesom vi har bevæget os ind på området, med udgivelsen af Dooley O’s materiale fra starten af 90’erne. Vi har også genudgivet maxier med Stezo og lavet en hel compilation med tidlig hip-hop fra Connecticut. Connecticut ligger meget tæt på New York, og selvom kunstnerne derfra aldrig blev særlig anerkendt lavede de virkelig kvalitets hip-hop dengang, så meget af musikken mener jeg faktisk det er en skam man ikke har hørt før.

Hvad er ellers aktuelt på Stones Throw for tiden? I Danmark er der netop blevet genudgivet en række af de største albums gennem Playground, hvordan kan det være?

Det er noget vi gør over hele Europa nu. Labelet har jo 10-års jubilæum, så jeg syntes det kunne være et perfekt tidspunkt at genintroducere de albums. Mange af de mest hardcore hip-hoppere er måske omkring 20 nu, så de var for unge til at digge Loot Pack’s album da det kom. Nu har de måske hørt “Mad Villain” og kan lide det, og så er det jo en god mulighed for at vise dem gruppens historie. DVD’en “Stones Throw 101” er udgivet af samme årsag. Vi har konsekvent skudt videoer til vores projekter gennem selskabets levetid, og mange af dem er af høj kvalitet, så jeg tror folk vil tage godt imod den.

Udover at være i London, hvor du ringer fra, hvad laver du så ellers for tiden, jeg synes det er et stykke tid siden man har set en Peanut Butter Wolf production-credit, er det med vilje?

Jeg er jo faktisk pensioneret fra beat-making, det skete for nogle år siden. Ligenu er mit fokus at få så meget god musik ud til folk som muligt. Alt fra rapperen Oh No, som har et glimrende album ude nu og til at genudgive gammel disco-musik gennem selskabet Cal Soul, som Egon og jeg startede for nylig. Disco er blevet et negativt ord i hip-hop kredse, men meget af det var ret eksperimenterende, det vil jeg gerne vise. Ellers fortsætter vi med at udgive musik som vi forventer Stones Throw’s kerne publikum vil tage godt mod. Bl.a. kommer det nye Quasimoto album om ikke så længe – samme eksperimenterende, minimalistiske stil, men med et par opdateringer, som nok skal overraske folk.

Har du en plan med det du laver I hip-hop og den plads Stones Throw har indtaget? Hvad skal det udvikle sig til?

Hehe, da jeg gik på college blev vi konstant undervist i, hvordan man skal lave 5-års-planer for sin forretningsgang, og sørge for alt er kontroleret. Jeg har altid gjort det modsatte, jeg prøver bare at have det sjovt med musikken.