Den originale top 10 liste-mager, Tyde T, og Unge Auto Tune Nej Tak fra vores DJ Gig på Café Zorro.
Det er kommet mig for øre, at folk af uransaglige årsager ikke kun er interesseret i min mening om hvad de ti største dansk rap tracks skulle være. Derfor har jeg indsamlet en håndfuld af de andres meninger.
I er alle sammen meget velkommen til at poste links til jeres egne top 10’er eller simpelthen bare skrive dem i kommentarerfeltet. Sæt i gang!
Tyde T (Rapper, oversætter)
10 BEDSTE DANSKE RAPNUMRE EVER IMO
Min ven Allan Q Christensen spurgte for nogen tid siden, hvad der var de ti bedste danske rapnumre gennem tiden. Jeg kunne ikke umiddelbart give et svar, men nu er jeg kommet frem til det (tror jeg). Here goes, i kronologisk rækkefølge:
MC EINAR – DEN NYE STIL (1988)
Grundstenen. Åbnings- og titelnummeret til det første danske rapalbum blæser mig stadig væk den dag i dag. Et skrabet beat banket sammen af smadrede trommer og klassiske breakbeatcitater, DJ Jan cutter svinet op, Peyks tekst sprutter af raseri, og mr. Enemark rapper, som gjaldt det hans liv. Omkvæd kan du kigge i vejviseren efter. Nummeret er som en morgenflad i ansigtet på en søvnig musikbranche – en programerklæring, der kompromisløst slår fast, hvordan hiphop på dansk skal lyde.
ROCKERS BY CHOICE – FULDSTÆNDIG VILD (1989)
Denne straight up represent-banger på et album med overvægt af budskabstunge brandtaler er klassisk hiphop, når det er bedst. Bare to sultne mc’er, der fyrer attitude og blærerim af over et funky beat. Inspirationen fra Ultramagnetic MC’s er til at tage at føle på, men det fungerer upåklageligt. Og så bliver der skudt med skarpt på konkurrenterne i Camp Einar som en ekstra bonus oven i hatten.
SALLI – JEG GØR LIGE HVAD JEG VIL (1989)
Nej, det er ikke stor kunst, og pladens tilblivelse er tilmed pissekalkuleret, men debutsinglen fra Danmarks første pigerapper er bare møgcharmerende – måske fordi den ikke tager sig selv en skid alvorligt. Den totalt utrænede Salli fremfører den fjollede tekst kækt og kælent, Grace Jones-beatet fungerer upåklageligt, og der er tilmed Soulshock på scratch. Og så bliver stort set alle danske rapkolleger grillet verbalt på fornem og afvæbnende vis. Fed griner.
HVID SJOKOLADE – HVEM ER DET DER BANKER (1996)
Posetracket over dem alle. Lineup af legender. Nuff said.
GLENN & SHORTY – BADEMESTRENES STORHEDSTID (1998)
Gramsespektrum var hylende morsomt, men Peder og Simon var desuden eminente på mikrofon. På det her nummer kappes humor og rapskillz konstant om at stjæle lydbilledet. Alene Peders levering af linjer som ‘Jeg var den slags bademester / der var ligeglad om det var glade gæster / svømmehallens forpester / jeg fortæller dig mester / det er mig du ikke tester’ må da få enhver til at ærgre sig over, at der ikke kom et helt rapalbum fra de to herrer.
KLART DÉR! – SIDEN TIDERNES MORGEN (2000)
Jeg er utroligt glad for den musik, vi lavede i Klart Dér!, og jeg synes, at vores bestræbelser kulminerede med det her nummer. Det er energisk, fjollet og funky, har et fedt omkvæd og oldschool-referencer, og så cuttes der op i MC Hammer. At vores (efter min mening) bedste nummer også skulle gå hen og blive vores sidste, kan jeg godt have det sådan lidt øv over, men hey, life goes on.
DEN GALE POSE – DEFINITIONEN AF EN STODDER (2001)
Den absolutte forædling af det udtryk, som DGP søsatte på ‘Træt af pis’. Tekstens knivskarpe billedsprog matches perfekt af den tilbagelænede levering, den eminente produktion og Mark Lins Curtis Mayfield-falset i omkvædet. Med ét enkelt nummer ikoniserede Jokeren ubesværet sig selv i krydsfeltet mellem bawling og bodega og definerede egenhændigt en ny form for røvhulscool.
NIK & JAY – KOMMER IGEN (2008)
Det overrasker mig faktisk selv lidt at sætte en af vor tids største popacts på den her liste, men jeg har egentlig altid ment, at Værløses fineste var bedre, end folk giver dem credit for. Hvad nummeret mangler i rimtekniske finurligheder, opvejes af et fængende hook, en lækker produktion og frem for alt et bundsympatisk budskab om medmenneskelighed og næstekærlighed i teksten. Nik & Jay er ikke bange for at være blåøjet idealistiske, hvilket taler til deres ære i min bog. Og så er det en gang imellem bare fedt med et gedigent hit blandt alt det hardcore.
MASS EBDRUP – KONGENS FALD (2009)
Mass havde godt nok fortalt mig, at han havde skrevet 100 bars om Jokeren, men jeg gik alligevel helt på røven, da jeg hørte “Kongens fald”. Der er lavet mange skarpe disstracks gennem tiden, men det her er så ætsende personligt og udleverende ondt, at det tager prisen. Man kan med rette anføre, at tekst og levering visse steder kunne strammes op, men fornemmelsen af, at det hele er skrevet og indspillet i affekt, gør efter min mening nummeret endnu mere intenst og følelsesladet. Og beatet sampler ‘O Fortuna’. Hvor epic er det lige?
MALK DE KOIJN – WEEKENDKRIGER (2011)
Verdens bedste gruppe er naturligvis ikke til at komme udenom, for langestrandsbananerne har jo nærmest kun førsteklasses tracks på samvittigheden. Mange vil nok pege på “Kosmisk kaos” eller “Vi tager fuglen på dig” som deres bedste, men for mit vedkommende er det “Weekendkriger” fra deres seneste skive, der på smukkeste vis binder op på alt, hvad der gør Malik du Kran så fede. Twisted humor, fabulerende billedsprog, usvigeligt sikre vokaler og en højere mening med al galskaben – tilmed leveret over et møgsvedigt, sampletungt beat og krydret med en fin MC Einar-pastiche.
Og dermed sluttes ringen på smukkeste vis. Tak for opmærksomheden.
Kenneth Borgen Axelsen (internetlegende)
Mr. Realness himself, Tyde T, smækkede sin personlige Top 10 over danske hiphop numre op tidligere i aftes. Sikkert i en god mening, men jeg er garanteret ikke den eneste, hvor tankerne har kværnet lige siden, om hvordan ens egen liste ville se ud.
Her er den så, med håbet om endelig at kunne sove. Det virker dog urealistisk, for har allerede lyst til at lave en liste over amerikanske numre. Og en liste over yndlings burgere.
I tilfældig rækkefølge. Og ja, det blev en Top 15, og det var sgu svært nok at få den derned.
MC Einar – Superskufle
Så underholdende bliver hiphop aldrig igen. Manden med den perfekte stemme, human beatbox i midten af nummeret (hvilket burde være obligatorisk) og én lang opremsning af alt hvad man hadede i det danske samfund anno 1988. Det sjove er at man savner halvdelen af hadeobjekterne i dag og selv de værste af dem kan ikke matche de mildeste ting på TV3 i rædselsfuldhed. Vi har brug for en 2013 version af dette nummer, pronto.
Rockers By Choice – Nedtur
Mindet om at købe Engel singlen, tænke “I need love med LL Cool J lyder altså mærkelig på dansk”, vende pladen om og gå helt amok i en spæd politisk bevidst oprørstrang. Er du gal, hvor var det fedt endelig at få musik med nosser på dansk!! Det var Public Enemy, uden den der følelse man havde af at være udenfor ;)
Pede B feat. Per Vers – Superstar
Vel nok den dygtigste rapper nogensinde i Danmark sammen med den bedste nuværende.
Spidende tekst om X-factor fænomenets tomme lynberømmelse med sample fra en gammel Grand Prix sang. What´s not to like?
Jøden – Crazy Frisk
Helt utroligt så fuldstændig normal hyggestil, at hård narko er blevet i sociale sammenhænge. Kaffe eller te? Coke eller amf? På tide der blev sagt tydeligt fra og den idioti blev latterliggjort. Og så har nummeret det måske sygeste beat nogensinde. Static er min yndlings danske producer. Bonus : Ustyrlig sjov outro!
Natasja – Giv mig Danmark tilbage
Hvis du lige skulle til at sige “Det er ikke rigtig hiphop”, så smut hen i skammekrogen og bliv der, unge mand!
Jeg kan ikke komme i tanke om nogen, som har betalt flere duer end Lil Tasja. Hun var surrealistisk all-round dygtig og nummeret her er essensen af hiphop mentalitet.
Clemens – Den lyriske 9 mm
Omfanget af hans sellout er så gigantisk, at man ikke kan beskrive det. Nik og Jay er ikke sellouts, for de havde intet at sælge ud af. Hverken Clemens´ skills eller hans betydning for dansk rap kan overvurderes. Det kan ikke lade sig gøre. Netop derfor er det så trist, at han er blevet en gammel skamløs luder. Men hold da kæft, hvor var de gamle numre fede dengang og stadig. Nye tider! Alle blev pløkket ned af den lyriske gøb og så var banen fri til et helt nyt ballgame.
Flopstarz – Påvirket af mig selv
Q er dansk raps upåskønnede superhelt. Flopperne var foran deres tid, mens det så ud til at de sakkede bagud. Da RBC gik i opløsning gik alle over til at rappe på engelsk igen…midlertidigt, mens Flopstarz holdt den danske fane højt nærmest alene. Q´s badass party-tekster – på dansk selvfølgelig – blev den store trend i dansk hiphop flere år efter. Check ham gå amok på det nummer her…det er ikke kedeligt.
SupaJan – Politik Part 3
SupaJan er Danmarks sjoveste rapper og helt i sin egen kategori. Nummeret her er fra valgkampen 2007 og sparker hårdt løs på Anders Fogh, Pia Kjærsgaard & co. og det kan man jo aldrig rigtigt gøre nok. Spark dem igen, Jan.
Cas – Smil nu, græd senere
Hele pladen “Reflexion” faktisk, som er et mesterværk. Ekstra point for nyskabelse. Alt hvad der kom ud på Skandalø$ havde den hårde G-Funk lyd, som var ny i Danmark på det tidspunkt. Alle andre havde travlt med at lyde som New York og at være good guys i deres tekster. Modsat her. Hiphoppen har brug for modvægt på de rigtige tidspunkter, ellers forstener den.
Strøm – DM i Dansk Rap 1998.
Bedste punchlinebaserede battle rap nogensinde i Danmark. Punktum.
“Helvedes Karl” fra i år kommer faktisk tæt på. Vildt imponerende at lave to så perfekte præstationer i en hurtigt foranderlig, ungdommelig musikform som rap er, med 15 års mellemrum.
Den Gale Pose – Dommedag Nu
DGPs bedste nummer. Posen stod for ultraprofessionel, amerikansk lyd – vel nok stadig det mest velproducerede, vi har hørt herhjemme – og Jokeren er en af de bedste raptekstforfattere, vi har set.
Nummeret holder stadig, for det er ikke sjovt, og tiderne bliver jo mindre og mindre sjove.
Joe True – Hey Joe
Hendrix hjælper med at lægge rammen om enhver hiphoppers historie. Perfekt fortalt af en mand som virker til at være født til at rappe.
Malk de Kojin – Kosmisk Kaos
Jeg føler mig træls, fordi alle andre også har det her nummer på deres liste.
Men hvad kan man gøre? Rapversionen af Leonard Cohens “The Future”.
Malk har set ind i fremtiden og det var ikke et kønt syn. Gåsehud stadig ved hver lytning.
Revoltage – Jeg har det fint feat Kasper Spez
Da jeg opdagede Revoltage, råbte jeg “JEG HAR FUNDET DE NYE GASOLIN!!”. Så kom jeg i tanke om at Rockers By Choice blev kaldt de nye Gasolin – og med rette. Så det blev modificeret til “Jeg har fundet de nye Rockers By Choice!”.
Revoltages numre er melodiøse uden at være kommercielle. Tværtimod er det noget rebelsk shit. Det her nummer er ekstra meget hippie flowerpower, hvilket er det modsatte af et skældsord i min bog. Det er fandme smukt
Østkyst Hustlers – Håbløs.
Det her er en suverænt god tekst. Jeg elsker hver eneste tekst, Peyk nogensinde har skrevet. Han skriver ikke raptekster efter raptekst-skabelonen og er selv den første til at pointere, at det IKKE er hiphop.
Det er noget ævl. Det er hella hiphop, også selvom alle andre er gået i en anden retning. Han siger det jo også kun fordi han er pigesur :)
Henning Winther (grim hater fra kommunen)
DE TI BEDSTE DANSKE RAPNUMRE IMO
Henrik Thøgersen lavede en fantastisk top ti over bedste danske rapnumre. Det er enormt inspirerende. Jeg må også lave en. I uspecificeret rækkefølge:
– Troo.l.s og Orgi-E: Ulven Kommer. Trackets melankolske isley brothers-stemning og Troels’ fantastisk skarpe betragtninger om overflodssamfundet går op i en højere enhed – specielt tredje vers giver mig stadig kuldegysninger.
– L.O.C.: Pop Hva’ Du Har. Med min og Liams historie kan det virke sært, jeg fremhæver et af hans numre – men dette nummer er for mig den optimale kombination af hans allermest dumsmarte flabethed og Rune Rask og Troo.l.s’ mest røvfunky track ever.
– D.G.P. feat. Tue Track og Jazzy H: Træt Af Pis. Jeg har æren af at være årsagen til, at dette nummer er blevet spillet live til Aarhus Took It i 2010. Jeg ser det som min største og vigtigste bedrift til dato. Nummeret indvarslede en helt ny tid i dansk rap.
Malk De Koijn: Vi stikker ikke op for bollemælk. Selvom Geolo G får sneget et Kongehuset-dis ind i et vers, er jeg stadig vild med nummeret. Specielt Geolo giver den maks gas på er no bullshit straight up n down rapnummer.
Jooks: Østerbro Jackmove. Alene titlen er for blæret. Jooks stod for mig som den lidt anonyme rapper i Rent Mel, men med dette nummer blev det meget tydeligt for mig, at han er stjernen. Desuden er det grineren at se Street Mass og Vagn Luv i bamsedragt i videoen.
Jonny Hefty: Muggen Røv. Jeg var så heldig at indspille dette nummer sammen med Jonny og Jon & Jules Wolfson, og dets totale genrebrud med alt hvad dansk rap ellers havde stået for var en kæmpe inspiration for mig.
Clemens Telling: Den Lyriske 9MM. Clemens var så venlig at fyre dette nummer af, hver gang han spillede til Took It. Der er så åndssvagt meget energi i tracket og leveringen, at man må bukke sig i støvet for ham – og M4R, der producerede det.
Per Vers: Uden Navn. Hele Ego-albummet fortjener at være her, dette er blot som repræsentant. Selve det sindssyge i, at Per Uldal optager alle sine optrædener og kan fortælle historien med liveklip er vildt – og at tankerne omkring en ufrivillig abort bliver vendt på denne måde er et værdigt minde om noget, der aldrig blev.
Hvid Sjokolade: Kronisk Fastelavn. Det er oplagt at nævne denne sang, hvor sjokoladerne løftede sig over gymnasieniveauet og lavede en skarp kommentar til hovedstaden med er dragende track.
D.G.P.: Boom Ping Ping. Hele Mod Rov-albummet redefinerede for mig hvad dansk rap kan bruges til. Dyb, dyb respekt herfra.
Unge Mads (morfar)
Flere har forsøgt sig med en top 10 over de fedeste danske rapnumre. Jeg har ikke kunne holde mig til 10, så her kommer 15 af de numre i mit univers – i uvilkårlig rækkefølge.
Frank Ceza – Mig og Maria
http://www.youtube.com/watch?v=OTSOHB7HzNA
Sphaeren – Kbh.dk Part II
http://www.youtube.com/watch?v=nHlzOskG_kQ
Komplot – Forelsket i Kbhoe
http://www.youtube.com/watch?v=VSfzGIAe_mY
Kongehuset – Kongen af kvarteret
Kunne ikke finde Youtube klip
USO – Igår var det en vild nat
http://www.youtube.com/watch?v=6OGevEFcbV0
Orgie E & Troo.L.S
http://www.youtube.com/watch?v=6oyPfDQm2NI
Alliancen – Laidback
http://www.youtube.com/watch?v=G1lww-p-U18
LOC – Absinthe
http://www.youtube.com/watch?v=3e8Q3bDRfTM
Suspekt – Skudtæt
http://www.youtube.com/watch?v=zq2PpaUJI9s
MC Einar – Rimets Mester
http://www.youtube.com/watch?v=IHtY85taygg
Hvid Sjokolade – Pikken i hånden
http://www.youtube.com/watch?v=vFvGySzsmks
Pede B – De berømte minutter
http://www.youtube.com/watch?v=wa6yI_BXtnU
Sphaeren – Fuldtræffer
Kunne ikke finde Youtube video
Den Gale Pose – Spændt op til lir
http://www.youtube.com/watch?v=QDJ8hZaL4NA
Rent Mel – La det Ligg
http://www.youtube.com/watch?v=2Gf2ni8S5lc
Kasper Isbjerg (Rapper, producer, grafiker)
TI FANTASTISKE DANSK RAPNUMRE IMO
Provokerer onanerer – dette nummer er nummeret, der fik mig til at bruge timer med pen og papir. Jeg havde jo hørt rap og nu på dansk dammit..
Vesterbro – en fra klassen havde købt den, og selv om det ikke var den dybeste tekst, så fængede den og jeg har i årevis jagtet mit eget eksemplar.
Nej til narkotika – jeg har nok rappet den derhjemme en små 500 gange, ligesom den næste på listen, og ventede kun på at hesten skrålede færdig, så vi kunne komme videre med vers.
Træt af pis – goddammit, hvor er det bare et fedt nummer! Jazzy Hsomihaz har så vildt et vers! Basta, og peg med pibe..
Når alt blir sort – Dan Holmfjord har en vis evne til at beskrive så mange ting, og dette nummer har været min yndling i mange år..
Chiller – Der var Sovs fra Syden, og på det bånd var der et nummer med Sjokoladen, Tyde T og Dane D og det lagde fundamentet for Hvem er det der banker.. PrimaSovs..
Ruller, tænder og rundt sender – SRP havde et flow, der var så sindsygt fedt og jeg var solgt – Biggup..
Ørkenstorm i Aberdeen – det er ikke svært at vælge her. Selv om mange numre ku nævnes, holder jeg mig til remixet der fik mig helt op i gear.. I luv it..
Kbh dkmin gamle ven og jeg kørte rundt på må og få med dette nummer for fuld skrue. Og jeg tror faktisk at vi vist smadrede højtalerne i hans fars bil med dette nummer.
Uden navn – Det kræver sit som MC at blotte sig i de detaljer og med de bilag, han vedlægger. Per Uldal gør det her, og jeg var nødt til at nærlytte dette nummer fire gange, for at realisere hvor gennemført det er..
Mine 10 numre, der stak ud.. Hvad er dine ?
Her er min liste over top 10 danske rapnumre (på dansk) som Peter T Aagaard, Henning Winther og Henrik Thøgersen så smukt allerede har givet deres bud på. Her er mine.
Det er ret svært, i og med to eller tre af dem jeg ville have valgt desværre slet ikke er udgivet, enten fordi de er for personlige eller pga uenigheder, men Andreas Abildlund, Emil Aude Vegeberg og Nicholai Friis Pedersen – props! Det er ikke kronologisk og har ligesom Ptas.dk valgt bobler også Jeg har valgt max ét nummer pr. artist.
1. Den Gale Pose – Dommedag Nu
Først og fremmest. De klokker dér! Nummeret er beskrevet af DGP selv som “Depression og Cokenedtur” og den følelse lykkes det Jokeren at få en til at føle med ham. Der var flere numre der var kandidater, men Dommedag Nu er i dag, ligesom for fire år siden, da jeg lavede en liste over de bedste seriøse danske numre, det han for mig vil blive husket for.
“Jeg vågner op hver dag i en kold sved – mareridt/ kigger på mit papir og det er bare hvidt/ for jeg kan ikke sætte ord på min galskab/ kraften der driver værket – hver dag er jeg mere mærket (…) Yo tænk dig og to gange / før du aber efter en der sidder og er bange / på en kantsten – tåreløs og stortudende/ og hader sit liv men kan ikke leve uden det”.
2. Malk De Koijn – Kosmisk Kaos
Ja, det siger vel sig selv. Det bedste danske rapnummer – hvis ikke bedste danske nummer, nogensinde. Og så er det sample af Lee Konitz genialt!!
“Min verden bryder sammen som en lego-planet/ og Geologeisme bli’r en egomentalitet”
3. Haven Morgan (Kejser A & Ham Den Lange) – Alle Alene I Verden
To af mine yndlingstekstskrivere – når de gider i hvert fald – og der er flere gode eksempler på det på EP’en. Men på Alle Alene I Verden opnås der en højere enhed med verdens mest simple basgang, et viiiildt sample og fantastisk hudløst ærlig tekst om ensomhed. Man kan virkelig mærke smerten i hvert et ord!
“Hvor er hun, er hun hjemme, eller er hun hos en anden fyr/ bider ham/ rider ham/ hvisker knep mig dit handyr? (…) Så kom til casting/ for mit ego søger stivelse/ trives med/ ikke at kende nogen rigtig, gi’ mig illussioner/ her i Smilets By hvor ingen rigtig smiler mere/ en stor gravplads hele menneskeheden hviler her”.
4. M-Cnatet (Trepac & Kværn)- Kapitler Til Glemmebogen
I hvert fald det bedst skrevne nummer nogensinde kombineret med en utrolig stemningsfuld produktion fra DixOne. Jeg havde engang gang i en kompilation der skulle vise at danske rappere kunne skrive seriøse tekster, hvor dette nok var kronen på værket. Den blev desværre aldrig til noget, men heldigvis blev det udgivet på 12″ og der blev lavet en fantastisk musikvideo dertil, som fanger den ambivalente stemning i nummeret. Hele teksten er et langt citat!
“Jeg vil jo bare tirre dig/ pirre dig/ elske dig, tænde dig/ forlade dig/ hade dig/ og helst bare glemme dig (…) skridt for skridt, processen eskalerer/ kemien kokser og det hele eksploderer/ røgen letter, en kvinde træder gennem tågen/ måske hovedpersonen i et kapitel mere til glemmebogen”
5. Kasper Spez – Kloak Barbie
Tilbage i 2004 vidste alle at Kasper Spez var en eminent punchlinerapper, men dette nummer fik lanceret Spez som den seriøse rapper. Der er noget dejligt vandrende over Es’ produktion og fortællingen om / til pigen er virkelig smuk.
“Jeg kan blot se til mens du skjuler dit smil i din forvirring/ mens du bliver fodret med vrisne fordomme og nedstirring (…) kærlighed, du den sidste der kæmper/ ryk dig fri af dine lænker/ flyv med dine englevinger/ som ringe i et træ kan jeg se i din sjæl og se dine handlinger/ se forvandlinger og se historien (…) Du den smukkeste soldat der ku’ kæmpe med mig”
6. Bumsestilen – Det går fint
Der var også flere bud herfra. Livet Stinker, Hoved Fuld Af Stress og Fordømt Rådden Råw kunne også være en mulighed, men valget faldt på Det går fint, da det igen er en kombination af et simpelt beat der fungerer vildt godt sammen med en hudløs ærlighed, her om kvinden der kun vil dyrke sex og ikke have et forhold med forskellige interludes i omkvædene. Før dette nummer var Thomas T ligesom Spez kun kendt som punchlinerapper, men fik bevist at han mesterer som seriøs, lettere deprimeret, tekstskriver.
“Hva’ er der med hende/ hun gik fra at være veninde/ til gudinde/ til et minde/ der ikk’ vil forsvinde/ fra min nethinde (…) Jeg bærer et smil og prøver på at holde facaden/ mens jeg jagter min sjæl, når den flygter ned af gaden”.
7. USO – Lad være med at dømme mig
Tilbage omkring slutningen af halvfemserne / starten af årtusindskiftet ville jeg nok have kaldt USO for et godt bud på Danmarks bedste rapper. Desværre skulle det gå ned af bakke siden dengang, men det første album er stadig en klassiker. Og især “Lad være med at dømme mig”, der nærmest blev et anthem for en ung generation – i hvert fald i Aarhus. Uden at have oplevet det han rapper om på egen krop, så hang jeg en del ud i Trillegården, Gellerup etc på det tidspunkt og havde mange venner af anden etnisk herkomst og der var virkelig mange fordomme, især når man var nede i byen og der var pludselige ubegrundede tilbageholdelser eller mine venner ikke kunne komme ind pga de havde baggypants, selvom jeg lige var kommet ind med dobbelt så store bukser på. En god tekst med sublimt flow og et solidt funky beat.
“Jeg vil gerne takke Aarhus Kriminalpoliti for at inspirere mig til at lave det her nummer og vælte ind hos en perker kl. tre om eftermiddagen og rode alle mine ting igennem. Men hey, jeg kunne ikke have lavet det her nummer uden jer”.
8. Orgi-E og (Street)Mass – Sandt Vanvid
Gadeplan var den første store kompilation i mine øjne siden Drop Dead og De Grimme Ællinger med flere virkelig gode numre og selvom “La’ Det Ligg'” med Rent Mel er en instant party starter med det gamle slæng, så er det nu “Sandt Vanvid” der skiller sig ud. Orgi-E viste sig frem som seriøs tekstskriver med en beskrivelse af det urbane miljø han kom fra og Mass beskrev nedturene ved sit liv og begge med en autentisk levering.
“Jeg er født et sted hvor folk går op i at styrke sit ry/ er folk psykisk syge eller er stedet bare en typisk by? (…) Mit liv består af op- og nedture/ stoffer og svedture/ har været i nævekamp som voldsmand, offer og tilskuer/ har set halvdelen af min familie dø af kræft/ den anden halvdel dø af for meget druk i en pøl af bræk”.
9. Kongehuset – Chauførende
Kong Winter har altid været en af mine yndlingsrappere – i hvert fald på de to Kongehuset album. “Ve’ Du Ha’ Svar”, “Ej Blot Til Øst” og “De Gør Hvad Vi Gør” er alle også gode bud, men “Chauførende” skiller sig alligevel ud. For det første er det en af de absolut vildeste produktioner nogensinde! Og så bliver der sat en masse på plads gennem en superb levering.
“Jeg ka li’ at snakke om piger, jeg gør det uden stop/ Er det hip hop for mig, så er det hip hop/ det er kløgtighed og sproglig dygtighed, der gør det holder / jeg laver sikkert 100 sange til hvor jeg boller (…) jeg levner ingen dråber til tåber uden evner / der bevidst laver pis til den laveste fællesnævner / det hævner sig, for jeg har hørt for mange, der sagde/ den første bli’r lidt poppet, men så kommer vi tilbage/ men når I snildt ku’ ha’ lavet det for vildt/ må I desværre lære jeres karriere er spildt”.
10. Clemens – Transfusionen
Overvejede “Den Anden Verden”, men dette nummer var bare så skelsættende da det kom og det holder stadig 100 % i dag. Alle leverer hårdt, men vidt forskelligt og min favoritpassage er stadig Kældersquad! Der er vidst ikke så meget at sige – det skal bare høres!
“Jeg måtte få livet drejet, få situationen overvejet/
skabe mit eget og få min interesse plejet/
i en tid hvor få tør ta’ udgangspunkt i jeg’et/
kan man finde sin plads, hvis man holder tonelejet”
Bobler:
Paulo & Cars10 – Storbyjungleslynger
Rent Mel I Posen – Skæve Børn Leger Bedst
Stop Volden – Træt Af Pis
Hvid Sjokolade – Kronisk Fastelavn
UFO – Vi 2 Amigo
B:A:N:G:E:R:S – Det Kun Bangers Der Er Velkommen
Trepac – Velkommen I Rodebutikken
Faktaposen – Hvem
Klart Dér – Rim Til Dit Flæsk
Alle Stjernerne – Dans På Gloser
Mine bud kan læses lige her: http://detgodtnok.blogspot.dk/2013/10/top-10-de-bedste-danske-rapnumre.html
..og mine bud lige her: http://kimblim.dk/2013/10/de-10-bedste-danske-rapnumre-nogensinde.html