Engang overhørte jeg nogle unge irere tale sammen i subway’en i New York. Det var ikke så svært at lytte med, for de råbte og skreg og var godt fulde. ”We’re gunna bomb de whole bloody toon!” var deres generelle budskab. De fleste ignorerede dem, men et ældre ægtepar – som selvfølgelig viste sig at være danskere – så noget skræmte ud. Jeg tænkte at jeg lige kunne afblæse kriseberedskabet, ved at forklare drengene ikke var fra IRA, men bare var på vej ud og male graffiti. ”Nååå, jeg vidste ikke at folk gjorde sådan noget pjat mere” svarede damen og så passede alle ellers sig selv igen.

Jeg tror det er det forhold de fleste har til graffiti. Den spændende, rebelske, identitetsskabende og identitetskrævende kultur er blevet reduceret til en bedaget drengestreg, der sjældent får den opmærksomhed som den mere poetiske og politiske lillesøster street-arten kan tiltrække. Netop derfor er ”Gimme The Loot” så forfriskende. Filmen er nemlig en god gammeldags fortælling om et graffitimalende makkerpar m/k, der er out for fame i kulturens arnested, New York City.

Plottet er så papirstynd som det kan blive. Sofia og Malcolm føler ikke de får respekt af de andre grafffitimalere, så de sætter sig for at male på det såkaldte ”Home Run Apple” hos baseballholdet Mets, en bedrift malerne i byen har drømt om i 20 år. De har planen, talentet og nosserne til at blive legender. Det eneste de mangler er lige 500 dollar til at bestikke opsynsmanden på stadion. Så er scenen ellers sat for eventyret, hvor man bevæger sig rundt i New York midt i en hedebølge, der er Summer of Sam og Do The Right Thing værdig.

Malcolm og Sofia er nødt til at afprøve nye fiduser, som de ikke helt kan overskue konsekvenserne af. Det er som om, at hver gang de kommer et skridt fremad, så mister de ligeså meget som de har scoret. I jagten efter pengene, kommer vi godt rundt i New York og med subway’en som en slags ormehuller, bliver vi fragtet hastigt mellem Bronx, Queens og Manhattan. På den måde bliver New York mere en ekstra hovedperson end en kulisse og de er tit så meget på udebane, at byen virker som en modspiller, når vores – tør jeg godt afsløre – uheldige helte igen løber panden mod en mur. Musikken i filmen, der primært er gammel jazz og latin, giver den et ekstra ryk i en old school retning, der fortæller at New York har sin egen lyd og puls, uafhængig af vores unge urbane helte. At der stort set ikke er nogen der forstår deres projekt med at “bombe” “the big apple” giver også filmen en ekstra dimension, for man kan ikke lade være med at tænke 9/11-terroristernes plan, der i ordlyd var identisk, men i handling så meget mere grusom.

I sin natur er ”Gimme The Loot” måske en forlænget kortfilm. Det er en komprimeret oplevelse af 2 døgn i New York, men både den hurtige og ofte tragikomiske dialog samt billeder af den flotte rundtur i byen, gør at føler sig i godt selskab filmen igennem. Jeg synes også de små eskapader som teenage-heltene kommer ud for med det modsatte køn, og den indvirkning det får på deres makkerskab er slet og ret sødt at følge. Som filmen skrider frem viser det sig måske også, at de to fluer på væggen i den enorme by, bliver vigtigere for hinanden end drømmene om berømmelse og respekt.

Filmen har næppe kostet meget mere end et par kander graffitimaling, hvis de da ikke er stjålet i, og man skal ikke forvente special effects, biljagter, eksplosioner. Man skal heller ikke forvente hulens meget graffiti, jeg tror to throwups og et tag er hvad det bliver til. Men den bør ses for sit næsten dokumentaristiske skuespil, de flotte billeder og den autentiske stemning. For jo, jeg har set næsten det samme plot og i hvert fald de samme locations i New York tusind gange. Men sjældent har jeg set en film med så god evne til at fortælle en lillebitte historie med en masse kærlighed og varme som ”Gimme The Loot”.

”Gimme The Loot” er en del af CPH Pix 2013. Den blev vist i Gloria d. 15 april og lørdag den 20. kan man se den i Dagmar. Besøg websitet og se traileren herunder…

Nåja, og så er ”Gimme The Loot” som bekendt et dejligt nummer med Notorious BIG fra hans debutalbum ”Ready To Die”. Lad os høre det også…