Som de fleste andre, tror jeg, opdagede jeg Kimya Dawson på grund af Juno soundtracket, hvor hun står for broderparten af det originale materiale. Jeg synes sangene var skøre, skønne, ligefremme og upolerede på en måde som fx det bedste freestyle rap kan være det. Da hun så annoncerede et samarbejde med en af mine yndlingsrappere, Aesop Rock, var det klart at hun var en dame af mit hjerte, men det var med sangen “Walk Like Thunder” – om overdosis, liv, død og den daglige kamp – at hun satte sig dybt i min sjæl.

Derfor havde jeg naturligvis glædet mig åndssvagt til at opleve hende på det første Danmarks visit i 10 år. Med noget nervøsitet så jeg at Vega omplacerede hendes optræden fra Lille Vega til Ideal Bar, formentlig grundet elendigt forsalg. Jeg kan godt sidde tilbage og undres; når det nu er så indlysende vedkommende, smuk og nærværende musik, hvorfor vil flere så ikke opleve det i levende live? Men I skal have tak for I valgte at se Aften Touren eller whatever i stedet, for det skulle vise sig at være en velsignelse i forklædning…

Nå, dramatisk nutid:

Før Kimya går på scenen skal vi opleve Pablo Das, en homoseksuel yoga-mester fra Californien iført Heavy Metal t-shirt og akustisk guitar…

Men før det, har Kimya Dawson allerede meldt sin ankomst i landet via denne gudesmukke Twittersamtale:

kimya dawson ?@mrskimyadawson
Hi Copenhagen. :)

kimya dawson @mrskimyadawson
@peterpta You downstairs?

Og så er det ellers bare ud af døren med lynets hast og hen til Vega, hvor Thunder Thighs herself sidder bag et lille forhæng og sælger merch. Jeg køber hendes nye album på vinyl, selvom jeg allerede har det på CD og føler mig som verdens heldigste kartoffel, da hun skriver en lille dedikation, giver en kæmpe krammer, og jeg kan liste hen og glæde mig til opvarmningen.

Det viser sig, at Pablo Das alene er hele billetprisen værd. Han er iklædt Anthrax t-shirt og har en stemmestyrke, der er en metalforsanger værdig, og alligevel er der en enorm følsomhed i hans materiale. Hvor Kimya Dawson fungerer gennem en barnlig skrøbelig i stemmeføringen er Pablo Das på fuldstændig klippefast grund, når han synger og spiller. Det skaber stille og roligt en intim atmosfære, hvor publikum bryder ud i grin, over hans tekst om at komme til at synge med på en James Blunt sang. Pablo Das synger smukke sange om at springe ud, erklære krig mod homofobiske lovforslag og mellem versene rocker han ud med sin akustiske folk-punk, der minder om Tenacious D uden fjol. For første gang i gud ved hvor længe, føler jeg mig oprigtig opvarmet af opvarmningen.

Efter en kort pause, hvor der bliver luftet ud i Ideal Bar efter vi har lovet lydmanden ikke at gå ud gennem nødudgangen for at ryge – er det tid til Kimya Dawson. Den lille tætte kvinde med tatoverede ben og en afro der ligner en lilla candyfloss sætter sig foran det publikum der mødte frem og satte sig i skrædderstilling foran den lille scene, der max er en europalle høj. Man får følelsen af at være tilbage i børnehave, når guitaren blev taget frem til rytmisk leg. Her krydres sangene godt nok med historier om misbrug og død, men det rokkede ikke et sekund ved den trygge ramme.

Hun starter med “Eleventeen”. Hendes første solosang nogensinde, hvor “the silver pink ponies” flyver over hende. Et motiv, der dukker op flere gange i løbet af aftenen. Kimya Dawson synger følsomt, hurtigt og med fuld indlevelse. Et par gange hoster hun før, efter og under numrene. Det gør det næsten endnu mere rørende at opleve hendes enormt personlige udtryk, selvom det selvfølgelig er med ærgerlige omkostninger. Det viser sig hun har fået en cyste på stemmebåndet, der skal fjernes så snart turneen er overstået.

Mellem numrene joker hun, fortæller små historier, snakker om sin datter og virker i det hele taget nærværende som ind i helvede. Hun blander numre fra hele karrieren. Både de kendte fra Juno som “Tireswing” og “Loose Lips” og de lidt mere obskure og som “The Beer I had for breakfast”. Det virker som om de fleste af de glade numre som “Mare and the hare” og “Alphabutt” er placeret i starten af sættet, mens det bliver gradvist mere melankolsk. Dog afbrudt af et besøg fra Pablo Das hvor de fælles synger om at give sukker fingeren og sidde bagerst i et rutefly, hvor man føler man spiser folks prutter mens de står og venter ved toilettet. Om om, rubble rubble. Og søreme om der ikke også er et lille nummer dedikeret til “Peter from Twitter” fordi jeg havde citeret det derpå tidligere på dagen.

Selvfølgelig bliver “Walk like thunder” den forventede kulmination følelsesmæssigt og jeg bliver suget lige ind i følelserne som Kimya Dawson selv bærer uden på tøjet under nummeret. Det er så nøgent og nøgternt at det næsten ikke er til at holde ud, og det rammer lige præcis ligeså hårdt som den lastbil hun nævner i sangen…

“Then he said, “Mama, I don’t want my friends to watch me die.”
So I kissed his cheek, made him a shirt, and then I said goodbye
And they cremated him in the shirt that I drew
Of the two of us that said they’re flying over you too
Now the silver pink ponies have my homie in their crew
So I tightened up my laces and knew what I had to do”

Nemmere at holde tårerne tilbage bliver det ikke da hun fremfører en smuk, stille og velrappet version af den afdøde rapper Eyedea aka Mikey Larsens “Smile”. Specielt eftersom jeg selv har stået ansigt til ansigt med ham i vores unge år. På en måde bliver hendes interaktion med hiphop, særlig i samarbejdet med Aesop Rock til en åbning for mig, der gør jeg bedre forstår og føler resten af hendes univers.

Efter lidt over en time siger Kimya og Pablo Das farvel med et smukt yoga-chant, hvor vi får lov at synge svarene tilbage, og der er adskillige smukke sangstemmer til stede (yours truly not included), så det bliver en fin afslutning. De bliver dog klappet taktfast tilbage på scenen til et par ekstra numre.

Herefter takker Kimya Dawson af og beder os komme forbi den lille merchbod og indkassere gratis kram, hvorefter de påtænker at hoppe i havnen for at fejre turneen er ved at være overstået. Jeg får taget et fint snapshot med Tordengudinden selv, som I så kan sidde derhjemme og være jaloux over.

I tilfælde af du ikke var der, og det var du nok ikke, synes jeg du skal tage et par minutter til at nyde “Walk like thunder” live fra Ideal Bar. Billedet ryster lidt, men lyden er rigtig god, og jeg håber man fornemmer hvor intenst det var at være til Kimya Dawson koncert. Det skulle du tage at prøve.