I anledningen af bogudsalget har jeg lagt mærke til Ditte Gieses noget oversete 90erbog fra ‘010 med et massivt hiphopafsnit er røget ned under 30 kroner. Jeg kan stadig anbefale at læse den, især da den med det emne i sagens natur ikke er ældet synderligt. Tjek den hvis I vil have noget hiphop-grunge-rave-rodet-sexfikseret-sarkastisk-sjov fra 90’erne.

Den eneste bog om hiphop, der udkom herhjemme sidste år var ”90’erbogen”. Ret beset er det kun et (stort) kapitel plus moms, der handler om hiphop, men det er til gengæld også ekstremt læseværdigt – ligesom resten af bogen for den sags skyld. Den er skrevet af Ditte Giese, der er kulturjournalist på Politiken og blandt andet skriver (kritisk) om hiphop. Jeg blev først opmærksom på hende, da hun beskrev en teknisk fremragende Jurrassic 5 koncert som kedeligt gammeldags, hvilket gav lidt polemik blandt hiphopperne. Det er bestemt ikke sidste gang hun har været pimp-slappenes holdeplads, men det er vanskeligt at komme udenom, at hun skriver spændende om spændende ting.

Det er en tatovering af Brandon Walsh fra Beverly Hills 90210, der pryder forsiden og det må siges at være velvalgt. I 2009 stoppede TV 2 genudsendelserne af Beverly Hills 90210, som ellers kontinuerligt har fyldt sendefladen siden 1992. Normalt bliver afslutningen af serien mødt med en storm af seerbreve om nok en genudsendelse, men denne gang døde den i stilhed, så måske er de sidste teenager, der voksede op med Minnesota-tvillinger fundet. Dels viser Zulu vist nok den nye (uuuh) udgave af serien og så har det fingerede reality-show The Hills, der dyrker konflikt for konfliktens skyld scenarier, overtaget pladsen som drømmenes sæbefabrik. Da det lader til 90’erne på den måde er ved at falde af teenage-alteret, er det et meget passende tidspunkt, at gøre status over årtiet. Tilpas på afstand og alligevel tæt nok på til historierne ikke er historie endnu.

Kapitlet om hiphop bærer både overskriften ”subkultur til mainstream” og ”punken er død, hiphoppen lever”. Man kan sige, den sidste titel foregriber den første, for hvor hiphoppen og punken lever i et halvbror-forhold i slut-firserne og starten af 90’erne, sætter mainstream først ind fra midten af 90’erne og fremefter. Ditte Gieses handler mest om den mellemliggende periode, og virker reelt virker som et billede af hiphop i København fra ’92 til ’97 og det er der bestemt ikke dårligt. Hun kalder sig selv ”den anden generation” af hiphoppere, hvilket stort set alle generationer af hiphoppere, der kom efter Deepee har gjort, men mere præcist er hendes beskrivelse af hendes årgang som dem der fik en lillebror-rolle til de gamle hiphoppere indtil der sker et egentligt vagtskifte i midten af 90’erne. Der er masser af røvere fra tiden i Klub 47 og på Staden, fra Natasjas første gennembrud med No Name Requested og frem til rap på dansk igen overtager dansk rap.

Det er allermest spændende, når hun selv rapporterer direkte fra heksekedlen, som da hun er taget med Stop Volden-drengene til Avedøre, og de har glemt at den nemmeste måde at stoppe volden, er at opføre sig pænt. Der er også interview-citater fra bl.a. CUP og Turbo Niels og Mesta Lasse leverer en så kostelig anekdote fra Hvid Sjokolade og DGP’s turné, at jeg ikke vil spolere den ved at genfortælle den. Billedmaterialet er (billedligt talt) et kapitel for sig selv, og især er det fedt, at hun har gravet gamle flyers og billetter frem fra gemmerne.

Giese har givet bogen undertitlen ”Historier fra det sjove årti”, men det er ikke kun sjove historier, og hun peger på en kvinderolle i kulturen, der lå mellem luder og madonna med mindre man går rejekællinge-vejen og blev en del af drengene, hvad Giese så syntes at have gjort i den periode. Hun beretter at der er utallige kranke kvindeskæbner på hiphoppens samvittighed, og selvom jeg både levende kan forestille mig og genkende det, var udsagnet blevet stærkere af eksempler. Hendes syn på hiphoppen efter den blev mainstream virker også lidt slukøret pessimistisk, specielt omkring den amerikanske hiphop, hvor den nærmest er blevet synonym med guldkæder i hendes optik – en tese hun også fremsatte for nyligt i Politiken. Der er selvfølgelig noget om snakken, og jeg kan også have lidt øfferen over Fugees i dag hedder Black Eyed Peas, men som Homer Simpson siger synes alle, at det musikken peakede da man gik i gymnasiet. Samtidig virker det også som en skuffelse over den kultur, som hun blev forvokset i og voksede fra ikke beholdt sin uskyld. De kids der er hiphoppere i dag bekræfter i al fald, at de har det ligeså sjovt, som vi husker at have haft det. Betragter man dette som (til dels) en hiphop-bog, er det den 3. skrevet om hiphop i København og det er den 3. skrevet af en københavner-journalist. Det er der bestemt intet kriminelt i, og der er stadig masser af stof at hente i hovedstaden, men jeg er samtidig glad for de nye initiativer som Youdontknow der giver provinshiphoppen en plads ved voksenbordet.

Udover hiphop er der stærke kapitler om grunge, rave, natteliv og porno. Giese skriver ligefremt, muntert, passende selvironisk og hun har genopfrisket sit eget ”skråt-op-skrid-du-er-for-lille”-sprog til lejligheden. Især det indledende essay der fungerer som forord, er et kompakt sammenkog af tidsånden, der sagtens kan læses for sig selv. Det efterfølgende om ironi er også både velskrevet og -reseachet. Man kan sagtens genkende den usvigelige lyst til at sætte -agtigt efter alle udsagn, men hvor københavnerne var gennemironiske i deres tilgang til alt, tror jeg ikke det kom til at stikke så dybt i provinsen, og fx gude-fænomenet Povl Kjøller, er jeg ikke entydigt enig i, bare blevet grinet af og ikke med. Ligesom hiphop-kapitlet tager resten af bogen udgangspunkt i hendes egne oplevelser, og man må sige hun har været på farten og turist-rejst gennem nærmest alle de miljøer man kan forestille sig. Derudover er der en kronologisk liste over musik fra årtiet – blottet for musik på dansk(!) Bogen krydres med historier fra andre unge, primært piger, der giver bogen en vis flerstemmighed, men jeg kan ikke undgå fornemmelsen af, mange af dem lyder som fordoblinger af Ditte. Kedeligst fremstår desværre kapitlet om film & tv. Der er nogle meget fine betragtninger over dels Bev og dels Tarrantinos tidlige værker, men fungerer ikke rigtigt på samme måde som der hvor Giese er en af de privilegerede få, der kan indvie os i KBH’s krigszoner. Det bliver for alment og upersonligt, og jeg ville nok også have valgt noget postmoderne spillefilm a la ”Det 5. element,” der virkelig var hypet og tidstypisk, men ikke fik nogen særlig dialog med eftertiden. Lidt ligesom Stop Volden.

90’erbogen er en subjektiv bog, hvor Giese både tør trække generelle tendenser, men også blotter sin personlige dannelsesrejse fra euforisk teen til mere kritisk ung dame, der i øvrigt helt klart huserede mere til raves end stenede Beverly. Den kan naturligvis læses af alle, men jeg tror den er ekstrainteressant for de, der legede med dengang. Det er som om Ditte Giese har budt København op til den sidste 90’erdans (sikkert macarena) da jeg opdager byen. Jeg er lige et hak for ung og for jysk (og for Jay-B i Mix-læsende) til at det vækker genkendelsens glæde, som det gjorde da Voxn Simon ser en fribillet til hiphop-baren Pub Elvis og fornærmet råber ”det kostede kun 15 kroner at komme ind”. Som hiphop-bogdokument, er dette noget af det tætteste vi har været på en der levede i kulturen. Selvom hun skriver sig lidt ud af inderkredsen ved ikke at være ”udøvende”, og hun har en kritisk tilgang, er det alligevel først og fremmest hende selv hun trækker på, og det trækker en med ind i historien, så de bliver mere end overleveringer.

Det er ikke sikkert bogen bliver kanoniseret til yo-pensum, for den skriger ikke ligefrem af den gemmer på en hiphop-skat. Det er synd, for hiphop-kapitlet i 90erbogen er når den er bedst, en af de bedste gengivelser af hiphop-miljøet herhjemme.

90erbogen er udgivet på Gyldendal, 320 sider inkl. farvefotos og alt muligt lækkert. Læs mere her.