DURCast lægger Mandags Hip Hop til download

I en tid, hvor du kan gå på YouTube og se din yndlingsvideo og på iTunes og købe det nye album med din favoritkunstner direkte fra sofaen, eller fra lokummet hvis wifi’en rækker, er det nok vanskeligt at sætte sig ind i, at hiphop engang var vanskeligt at opstøve. Amerikansk rap skulle købes i storbyens pladebutikker med import-gebyr og handlede det om danske demoer måtte de kopieres fra den ene ungdomsskolesovesal til den næste.

Heldigvis gjorde statsradiofonien faktisk en vis hiphop.indsats i en årrække, først med Kim Schumacker og Al Jones’ program og herefter mere fast i dj-programmet “Det DUR”, hvor hiphoppen havde en central placering, med klimaks i Soulshocks “Mandags Hip Hop” fra ’89 til ’91, som Per Vers så smukt hyldede med “Retrorespekt”. hidtil har ildsjælene bag det det-dur.dk der minutiøst indsamler indformation om radioprogrammet kun gengivet det i ord, playlister og billeder, men nu er der kommet 20 stk DURCast, hvor programmet kan aflyttes i hele sin på kassettebånd-velbevarede herlighed. Her er tre jeg synes I skal tjekke:


2. oktober 1989 – Mandags hip-hop med Jeppe Bisgaard som medvært.

Hvori Jeppe Bisgaard indleder med et Red Alert værdigt Yeeeeeeeeeeeah! og brækker ned hvor vigtigt det er at kæmpe for hiphoppen ved at skrive om den i forskellige magasiner, og det er jo lige så en magasinskrivende hiphop-forkæmper som mig får tårer i øjnene.


15. juni 1990 – Kim Schumacher mindes. Low Profile og Funkenklein gæster.

Hvori Soulshock interviewer DJ Alladin og WC fra Low Profile, der selvom de kun lavede en enkelt plade sammen regnes blandt legendariske MC-DJ kombinationer som Guru og Premier, Cash Money og Marvelous og Static og Nat ill. Læg mærke til Solle (som de andre i programmet kalder ham) griner hver gang han hører titlen på et nyt nummer.

2. november 1990 – En tur i skoven i efterårskulden.

Hvori Ezi-Cut og Delgado er på skovtur (mange af programmerne havde gakkede sketch-elementer). De spiller en del techno, men der er et gyldent interview med DJ Ugerløse, om hvordan han havde problemer til EM i Mix, fordi han var kommet til at svine den tyske verdensmester DJ David til, hvorefter Davids far knaldede ham een på hovedet. En historie der er SpolOpcast værdig.

Efter Det-DUR tog Ezi-Cut selv teten med programmer som Lige på og Råt og Hip Hop til Folket og senere fik vi DJ Knud og Peders show, Noize’s hip hop helvede og nu rocker Pelle videre i BAS på P6Beat. Det der især skinner igennem i Det Dur, udover en plat humor og en skøn jysk dialekt hos de fleste værter, er at programmet, nok fordi der var flere dj’s ved roret, virkelig nørder udgivelserne og fortæller stolpe op og ned om pladeselskab og remix. Selvfølgelig kan den slags info findes lettere på nettet nu, men det får ikke desto mindre showet til at emme af fagkundskab og reel public service. Og så gør det mindre, at man krummer tæer hver eneste gang Soulshock lægger op til pressens radioavis med et “SEEEE YAAAAAA!… klokken er 20:00”.

Journalist Niels Fez Pedersen opsummerede programmet således:

“Dansemusikken har altid været popmusikkens ildestedte stedbarn. Ikke til at tage alvorligt. Men god nok at danse til, for man kan jo pr. definition ikke danse til rockmusik. Men de sidste år har dansemusikken sat sig på hitlisterne. Dagens dansemusik er dagens pop. Og på et tidspunkt, hvor selv Moonjam kan påstå, at de spiller hip-hop, er det sørgeligt at Det DUR ikke dur mere.

Det DUR var et interessant projekt, fordi det er lavet af personer, der er en del af lyttergruppen. Ikke den forrige generations trætte pladevendere, der har fundet ud af, at det er smart at være smart med de smarte. Nede med dem der er nede, eller rykke med dem der rykker. For nu at benytte et af de sære udtryk, som programmet har ført ind i det danske sprog.

Man kan anklage programmet for at være løst og lidt sløset. Men det er samtidig også dets styrke. Det er med folk, der ikke har teoretisk intellektuelt forhold til musikken, men som bare er brugere. De arbejder efter devisen “Er det nyt, så er det jo spændende”. Derfor vil jeg savne Telefonmix. Jeg vil savne at være rasende over musikvalget. Og samtidig være irriteret over, at jeg ikke længere kan være irriteret over indslag fra kolde regnvåde sommerhuse med en trio glade jyder. Der heldigvis holdte mere af musik end stil. Det duede. “

En tanke om “DURCast lægger Mandags Hip Hop til download”

  1. Åh, jeg kommer seks år for sent! Er det et sted, man kan få fingrene i alle udsendelser? – Jens

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *