QBert er så småt ved at falde i søvn og Muggs vågner op til hærg

Som nævnt var jeg forbi Pumpehuset i søndags, der lagde lokaler til ”Bass For Your Face”-arrangementet, hvor det var meningen DJ Muggs fra Soul Assasins og QBert fra Invisible Skratch Picklez som presse pumpende bas ud i ansigtet på os, som de dampdrevne pumper, der engang fyldte rummet. Det var også meningen at de i en snak med Peter Pelle fra BAS på P6 skulle forklare, hvorfor to gamle gubber har kastet sig over dubstep. Potentialet i, at lade de DJ’s og producere, der formåede at skabe forrygende tekniske niveauer og nye rårygende genrer i 90’erne, tage favntag med den dybe bas, der dominerer club-musikken, er på papiret enormt. Det er det muligvis stadigvæk, men potentialet står stadig temmelig uforløst hen, for vi fik ikke megen svar på tiltale denne aften. her er en markrapport:

Tom lædersofa = ingen snak
Der var indkaldt til Q&A klokken 19:30 sharp, men ved ankomsten til Pumpehuset var dørene dog stadig ikke åbnet. Til gengæld lød der fantastisk musik inde fra lobbyen, og lydprøven lød til at gå fremragende. Da vi efterårsforfrosne blev lukket ind, var der ikke skyggen af hverken usynlige scratch syltede agurker eller sjæl snigmordere. Qbert og Muggs var taget tilbage på hotellet for at få en lur. Der var faktisk ikke skyggen af det store, og rungende tomt.

Med en gammeldags lædersofa på scenen lugtede det dog stadig lidt af, at der kunne komme en snak sidenhen. Der var – så vidt jeg hørte – ingen der bød velkommen, sagde noget officielt, eller forklarede om aftenens program. Så de to håndfulde fremmødte indtog sidepladserne, og begyndte at glo stift mod scenen, hvor de danske DJ’s gik på lidt efter. Først JB, der spillede helt konventionel dubstep afviklet fra cd’er, og mixet sammen til et chillet lidt anonymt lydtapet, der ikke fornærmede nogen. Herefter overtog DJ Graded, og var den første på aftenen, der faktisk sagde noget, da han glad råbte ”Er der hul igennem?” Herefter begyndte han at cutte den op med serato og pladespillere. Han viste en masse vilde scratch-teknikker over elektroniske produktioner, og det var syret på en hyggelig facon, at sidde stille og betragte forestillingen, nærmest som i en biograf. Efter en times tid kunne man ane en lille asiatisk-udseende fyr kravle ned under DJ-pulten, og så vidste vi hvad klokken var slået.,,

Trætte scratchhelt på slap line
Qbert stak hovedet op og bød os venligt, men træt, velkommen til. Kort efter stødte DJ Muggs til, kiggede ud over den halvtomme, heltrætte sal og brølede ”Who’s got the cocaine?! Who’s got the mushrooms?!” På det tidspunkt var lædersofaen tavst båret ned, så vi begyndte så småt at omstille os til festhumør. Nu begyndte de to på skift at scratche over instrumentaler, der i starten lugtede lidt af deres lovede møde med dubstep som aftenen var slået op på. Jeg hev straks mit kamera frem og ligeså straks hev en emsig tour-manager fat i mig og skreg ”NO FLASH”, så dermed stod mit old gamle, førstegenerations EOS-kamera, magtesløs overfor dæmpet belysning og hurtigt scratchende hænder.

Der blev spillet nogle af produktionerne fra Muggs’ kommende Dubstep plade, men det virkede ikke velkoordineret. ”You can probably tell I’m making this up as I go along” grinede Qbert. Jeg kunne ikke, men de DJ’s jeg stod ved siden af, kunne godt, og så lidt slukørede ud over kun at få en scratch-opvisning og ikke et planlagt show.

Det skal dog ikke tage noget væk fra Qberts præstation. Han scratchede som blanding af en velsmurt maskine og en følsom organisme, der nærmest lader hænderne blive til et med musikken. Det gør det både til en teknisk imponerende og lydligt lækker oplevelse, at lytte til ham. Det samme kan man ikke sige om DJ Muggs. Han deltog i starten af 90’erne til det amerikanske DMC og havde alt, hvad det indebærer af power-scratch og cutbacks i klar hukommelse. Det er der bestemt ikke noget i vejen med, men sammensætningen virkede lidt som om Qbert forsøgte at skære et smukt puslespil ud af musikken med løvsav, mens Muggs forsøgte at hugge den i stykker med stor en rusten økse.

Den gigantisk hashrøg-pumpe DJ Muggs
Hvad han manglede i koordinering forsøgte Muggs dog at opveje i vildskab, og efter en lille time forlod Qbert også scenen, og så gik der virkelig voldsom volvo i musikken. Igennem showet formåede Muggs at ryge tre kæmpestore joints, stort set uden at fjerne hænderne fra pladespillerne, og fungerede som en god gammeldags gigantisk røgpumpe, der blæste gigantiske røgskyer ud i lokalet. Imens lavede han hvinende cutbacks uden fokus på konventionelt mix, og gejlede os få tilhører urealistisk meget op, så forskellen mellem den fest han gerne ville holde, og hvor lidt vi kunne gi’ igen næsten blev komisk. Selv da han dykkede ned i Cypress Hill kataloget var vi biblioteksstille, bortset fra når vi blev kommanderet til at råbe ”Yeah” og ”Ho”.

Tak for kampen – vi tabte alle sammen
Ultimativt og til trods for en massiv, vil jeg sige det endte med en skuffende aften, hvor jeg selvfølgelig fik bas i mit fjæs, men simpelthen ikke følte jeg havde lært noget om dubstep eller de to dj’s holdning til genren. Noget af skuffelsen ligger selvfølgelig i den manglende Q&A, hvor DJ’s og publikum kunne være kommet tættere ind på hinanden, men det er også værd at overveje, om et show med så lidt vokal – og med det mener jeg DJ’s der både spiller instrumental musik og lader hænderne tale – har den store gennemslagskraft overfor en crowd, der ikke kun vil feste og danse. Jeg kunne sagtens forestille mig, at ”Bass For Your Face”-showet ville kunne fungere foran en rowdy Kødbyen-crowd eller en våd festaften på Rust, men for os, der havde forventet fokus på turntablism gik aftenen, hvor syret den end måtte virke, desværre tabt.

Bonus 1:
Dog skal det siges, at både Qbert og Muggs socialiserede til den store guldmedalje i baren. Her så man fx lige mig og Qbert fotograferet af KCL:

Bonus 2:
Her er en optagelse fra showet i Geneve, hvor det fungerede meget bedre: