Den for mig med flere længder mest spændende kendis-blog har i nu et par år været Champagnegaloppen, hvor Jokeren udlevede sin drøm om at være beatpoet, gonzojournalist og en helvedes karl i et stort mix. Prætentiøst, selviscenesættende og over-the-top? Måske. Dygtigt Håndværk? Uden tvivl. Det har givet os store højdepunkter, hvoraf nogle blev indspillet til “Grafisk Musik” og selvom udførelsen aldrig levede helt op til skriveriet var det alligevel et spændende bekendtskab. Her på det seneste har en del indlæg emmet af lige dele desperation og legesyge og faktisk synes jeg nærmest det har været bloggens klimaks.

Nå, nu har Cover sagt tak for denne gang, fordi Jokeren er gået over stregen med på et – måske lidt for realistisk – coke-eventyr. De har så også valgt at tage det hele ned med hud og hår, og det er jo ærgerligt, for nu må vi nøjes med Ekstra Bladets gengivelse af historien. Heldigvis er Google Cache vores ven, så jeg har gemt den til jer her…

“Sniffing Cocaine powder and fucking Supermodels

Da jeg træder ud af mit iskolde bad kigger jeg ud fra 11. etage på Radisson i Århus. Kigger ud på en perfekt babyblå himmel badet i sollys. Kigger over på Olafur Elliasons farvelade karrussel på toppen af Aros. Kigger på supermodellen som prøver at gemme sig under dynen, mens roomservice ruller cheeseburgere og morgenkaffe ind. Kigger på mit Gucci ur som ligger på gulvtæppet. Kl. er 15.12. Kigger ned på hendes sorte trusser i gangen mellem skrivebordet og sengen som afslører hende. Kigger på portieren som nikker indforstået og diskret lukker døren efter sig. Kigger ud over Århus mens jeg tager hende bagfra. Hun elsker mig ikke, hun elsker pikken. Det er sådan det er. ”So what?”, siger Miles Davis trompet. Miles ved hvad han snakker om. Han letter anerkendende på sin lilla læderhat. Miles kan godt genkende en røvlækker kridhvid frækkert når han ser en. ”Du er alt for lækker, jeg er cool”, hvisker hans trompet. Jeg kigger ned på hendes perfekte røv og pikken som straffer hendes iskolde hjerte og brandvarme fisse. Når jeg er oppe i hende er det som om at alt i hele universet er faldet i hak. Hun er bygget til mig, min pik som jo er mig, og min måde at kneppe livet på. Jeg elsker hende. Jeg elsker alt ved hende. Hendes følsomme krøllede sind, den måde modebranchen har røvet hendes ungdom fra hende, hendes grønne katteøjne, hendes perfekte mund som prøver at gabe over pikken. Men pikken vil kvæle hende. Jeg kigger på hendes smukke ansigt, som fortrækker sig i en på en gang nydefuld og frastødende grimasse, da pikken udløser opkastrefleksen bagerst i halsen. Vi tænder begge på det. ”Fyyhaaa, slemme supermodel”, hviner Miles trompet. Jeg bøjer hende igen ind over vindues karmen så alle i Olafurs installation kan se vores demonstration af støt stigende rytmer, som kulminer da jeg for sidste gang banker pikken op og sender hele min genetiske arvemasse op i hendes skød, hvor det hører til. Hun stønner og vrider sig. Hun er allerede kommet første gang for et par minutter siden og nu lader hun førsteelskeren få sin belønning. 1. præmien. Jeg trækker pikken ud og holder den med begge hænder i triumf.

Vinderen af det hele – med sit trofæ. Min nye bedste ven i Århus er på vej med mere kokainpulver. Man må aldrig gå ned på manglende udstyr eller forsyninger. Mit narkoproblem bliver løst, da han træder ind i præsidentsuiten. Vi ridser på bordpladen. El Jokerino was here! ”Vi cool”, siger Miles trompet. Jeg lægger altid en ekstra stor ridse i respekt for Miles. Faktisk er den urimeligt stor. Jeg har forgæves prøvet at Od’e i 15 år, og når det næsten lykkes er det perfekt. Det udløser min opkastrefleks, og få sekunder senere eksploderer min hjerne i tanker, i associationer, i æstetisk nydelse af alt hvad der er smukt og alt for lækkert her i livet. Jeg fucking elsker det hele. Jeg elsker Århus. Jeg elsker den blå himmel. Jeg elsker Hustler Hans. Jeg elsker min supermodel. Jeg elsker at slikke hendes lille stramme røvhul. Jeg elsker at have fissen i munden. Jeg ville kravle op og tage permanent bolig i den fisse hvis jeg kunne. Jeg hører til i fissen. Det er mit kald i livet. Jeg blev sat på jorden for at give hende 4 orgasmer den 3/6 2011. Jeg blev sat på jorden for gennem et helt liv at studere Miles og John. De snakker til os. Deres horn snakker. Det er det smukkeste sprog i universet. Alting er smukt på kokainpulver. Mine orgasmer føles som om at selve universets skabelse kommer ud gennem min pik. The big bang. Spyt på pikken og råb: knep mig så dit svin!”, raser den. ”Dyyygtig, pige”, roser Miles trompet. Jeg fucking elsker mit liv! Jeg kan ikke forestille mig at himmerige er bedre end det her. Jeg ved med sikkerhed at dette ikke er en synd. Det ville være en hån mod Gud, hvis jeg ikke tog imod hans gaver. Tak, Gud. Jeg lægger mit liv i dine hænder. Brug mig som du vil. Pikken og jeg er dine tro tjenere. Bare sig til, så stikker vi tøserne ned til højre og venstre. Ord, digte, rapvers, er bare værktøjer som hjælper pikkens pilgrimsfærd. Jeg er Karl Mar møllers velformulerede disciple som missionerer i pikkens tjeneste. Jeg deler den ud med rund hånd og rent hjerte. Men lige nu er mit hjerte ved at eksplodere. Det var sådan Einstein gik ud, siger de. Gud minder mig om at jeg ikke er udødelig, selvom jeg næsten altid har den følelse. Og af en fyr som har drukket og taget stoffer siden han var 14 holder jeg mig godt. Rigtigt godt. Det er genetisk betinget tror jeg.
Jeg burde avle nogle flere kloner. En hel hær af små Jokerinoer og Jokerinaer, som kan kneppe verden synder og sammen. Både fysisk og mentalt. Jeg brækker mig på færgens bildæk, og klapper mig selv på skulderen. Godt taget – nul huller! Havet er smukt. Min sorte bimmer er smuk. Jeg er både hæslig og fantastisk. ”Vi to opfandt cool”, siger Miles trompet. Mens jeg triller ud ad den lille lortevej og prøver at finde et sted hvor jeg kan skrive færdig jazzer Miles og drengene. Jeg har kørt sædet helt lavt ned og helt tilbage og sidder helt blæst med mine sorte tætsiddende 90’er solbriller på med en pegefinger på rattet og hovedet lænet bagover. Jeg vel teknisk set for høj til at køre, men omvendt passer det jo meget godt til de 200 km/t jeg normalt kører med på motorvejen. Det går lynhurtigt når Flamingo Boys rykker ud. Jeg tænker på Jon Jon og Ziggy som sidder inde i Vestre Fængsel, og keder sig. Det skal bare overstås. Jeg glæder mig helt vildt til at se dem igen. Men der går desværre lang lang tid. Sådan er livet også. Jeg kører igennem noget afspærring mod kørselsretningen og finder et skyggefuldt sted ved en grøn mark. Jeg skriver til dig. Beretter om atter en dag i mit liv som er levet. Jeg er så høj at jeg er skæv. Det er dejligt. Jeg svømmer rundt i et køligt blåt hav af cool sammen med Miles. I den virkelige verden som jeg jo samtidig befinder mig i er det varmt. Jeg sveder under min cowboyhat. Jeg har smidt trøjen og sidder i bar overkrop. Flot dekoreret. Jeg har lige fået tatoveret et hjerte hvor der står ”Din mor” på albuen. Det er sådan det er. Jeg er en motherfucker.
Bogstaveligt talt. Jeg får en sms fra en af mine dygtigste piger. ”Er du til Distortion og feste?”. ”Jeg er på ved hjem fra Århus. Må jeg byde på et stykke med pik senere?”, svarer jeg efterfulgt af en storsmilende smiley. Det er længe siden af jeg har kneppet hende, så hun bliver selvfølgelig glad. Kvinder får mig til at smile over hele hovedet. Jeg elsker jer! I er en smuk generation af stærke kvinder, og I skal håndteres med hård hånd og en straffende pik. Ellers begynder i at kede jer. I gider ikke vattede stoddere som er alt for følsomme. I brækker jer i lårtykke stråler over tudeprinser, og det kan selvfølgelig svært at håndtere for alle os drenge af 70’erne, som blev opdraget af vores mødre og kvindelige pædagoger med rødstrømpe ideologier. Heldigvis blev vi alle reddet af Ice Cube og andre gangsterrappere, som gik ind og tog faderrollen i de små hjem. Nogle som læser dette vil sikkert blive stødt, men hvis de tænker sig om ved de godt inderst inde at jeg har ret. Misforstå mig ikke. Jeg er 1000% for ligestilling på alle andre områder end i sengen. Jeg har aldrig fået fisse – jeg gir pik. Du får den tur du får og hvis du ikke kan få en orgasme er det ikke min skyld at din fisse er i stykker. Der findes nemlig ikke cokepik, kun grimme kællinger. Lige præcis. Det er sådan jeg ruller, og jeg vil skide på hvad folk synes om det. Ha ha, jeg kan se jeres ansigtsudtryk for mig mens jeg sidder i grøftekanten og skriver. ”I’m a muthafucking P.I.M.P:”, toner Miles trompet. Jeg kan se Kaliffen for mig. Og Jox er en player. Men en følsom en af slagsen. Jeg nyder de tre solstråler som trænger gennem træernes blade, og Miles som skærer de bløde toner med en knivskarp kant. Jeg føler mig misforstået. Det irriterer mig lidt at jeg som regel skriver i to lag i mine raps. Den til mainstream DK, og det underliggende lag til streeten, som man skal have levet et helt specielt liv for at forstå. De fleste har ikke forudsætningerne til at forstå min kunst. Det er i virkeligheden nichekunst. Min egentlige målgruppe er smilende skumbags som holder krudtet tørt og tøserne våde. Jeg ved mine drenge forstår mig. Det er os jeg skriver til. Jeg skriver vores historie ned. Historien hedder: ”Sniffing cocaine powder and fucking Supermodels”. Den er hæslig og smuk, og hvis du ikke vidste at den var sand ville du tro det var løgn. Og tro du bare det. Det er derfor at jeg har valgt at skære kagen sådan. Det bliver nødt til at være sådan. Real gangsters move in silence og mange ting tåler ikke dagens lys på Ekstra Bladets spiseseddel. Men det kan godt nive lidt i min stolthed af jeg ikke altid får lov til at fortælle hele historien. ”That’s just pride fucking with you”, hvisker Miles trompet, ”Remember, homie. Mind over matter. Make the smart choice. Es ist ein horenwelt”. Og jeg ved at han har ret. Jeg starten bimmeren op, og triller hjem mod København. Klar til atter en nat på kontoret.”