Han har sunget de smukkeste sange verden nogensinde har hørt om at sørge for aldrig at forelske sig i en bitch, huske at ryge weed hver dag og at lade sine homies få en tur på damen. Det hele kunne tilgives fordi han gjorde det med den vildeste baryton i hiphop, og så meget autoritet og følelse at man aldrig var i tvivl om han mente hvert et bandeord han krængede ud. Når chokket over hans pludselige bortgang har lagt sig, og folk lægger ører til andet end ”Regulate” og ”Next Episode”, er jeg sikker på, at de vil tabe både næse og mund over hvad Nate Dogg er sluppet af sted med at synge om gennem sin karriere.

Nate Dogg (her på bloggen er vi for street til at bruge folks borgerlige navne, dem kan loven holde for sig selv) voksede op i Long Beach, droppede ud af de samme skoler og og kom med i de samme bander som alle hans kammerater. Den eneste forskel på Nathaniel og de andre homies var at at han havde et og et gudsbenådet sangtalent, som hans far, der var præst, lod ham dyrke i kirker fra Californien til Mississippi. Ironisk nok er næsten alle Nate Dogg’s sammenstød med loven fra dagene efter han blev berømt (og der har været nogle stykker, også af de grimme som hustruvold), men mon ikke der også er kommet snavs under neglene tidligere også. På “Don’t Like To Dream About Gettin Paid” fra albummet Dogg Food rapper Daz om de tidlige dage:

”Working LA, tryin to get paid tha right way, but somehow the right way don’t pay, I’m comin home late every night, gotta struggle an fight, wit tha baseheads on tha late night hype, tryin to creep in tha house, through tha cut, for what, so I won’t be seen by none of the homies, but tha homie Nate Dogg spots me, and say Yo what’s happenin, No you don’t know me no more, when ya pass me tha satin, I said ah naw it ain’t like that G, I’m trying to go straight, and have a J-O-B, you need to quit that faggot ass job, that’s what he said, showed me his grip and took some satin to tha head, Damn that nigga had at least two G’s, and he was clockin it wit so much ease…”

Sammen med fætteren Snoop Dogg og Warren G som han havde mødt i skolen i ’86 startede han gruppen 213 i de tidlige 90’ere. Som det var kotume for undergrundsrappere fra Los Angeles på det tidspunkt stod de for en mere melodisk variant af gangstarap end man tidligere havde hørt, blandt andet inspireret af Slick Rick, Nice & Smooth og Biz Markie og TJ Swan. Der gik ikke lang tid før 213 fik lov at rappe for Warrens halvbror Dr Dre.

Det første den brede hiphop-verden kom til at høre til Nate var dog hans fantastiske outro på nummeret ”Deeez Nuts” fra The Chronic, hvor hans supermelodiske sangvers, om at være ”a nigga from the motherfucking street” indkapslede det forholdet mellem råt indhold og smukt udtryk som G-Funk hviler på. I modsætning til hvad mange tror og husker, var Nate Dogg’s bidrag til The Chronic og Doggystyle ikke omfattende, faktisk begrænsede de sig til enkelte numre, og selv på Dogg Pound’s ”Dogg Food” er han også kun en sporadisk gæst.

Til gengæld laver han nummeret ”Regulate” med den gamle 213-kammerat Warren G. Nummeret med åbenlyst Malcolm McDonald sample og en endnu mere melodisk klang end Dr Dre’s udgave af G-Funk bliver et verdenshit, som duoen nomineres til en Grammy for og spiller til MTV Movie Awards. Det ligger på soundtracket til Above The Rim, som Death Row udgiver, men da der ikke er udsigt til at Dre vil signe lillebroderen, tager Warren G i stedet chancen hos Def Jam West, og han sælger 4 million ex af sit første album stort set kun baseret på succesen fra ”Regulate”.

Hvor Nate Dogg i musikken kan bygge et pimp image op som en fandens karl, er han ifølge Ronin Ro’s portræt af Death Row meget genert og lidt af en enstænder. Den optræden kommer til udtryk i et afsnit af Yo MTV Raps fra ’94, hvor Fab Five Freddy interviewer hele Dogg Pound og mens resten af kennelen freestyler og pjatter skal hvert et ord nærmest trækkes ud af Nate:

På Death Row arbejder han på sit eget album, men det bliver konstant udskudt på grund af selskabets veldokumenterede problemer. Det vil sige, at da ”G Funk Classics Vol 1 & 2” endelig udkom i ’98 var hverken hans egen eller selskabets hype hvad det kunne have været, hvis det var udkommet umiddelbart efter ”Dogg Food” eller i det mindste ”Murder Was The Case” soundtracket. Dog blev ”Never leave me alone” der allerede udkom året før et lille hit, som ingere ringere end Kurupt er krediteret for at producere.

Heldigvis fik han sin mojo tilbage på Dr Dre’s ”2001” fra ’99, hvor han igen til trods for kun få optrædener stjal showet på ”Next Episode”. Og da albummet han egentlig huskes for, ”Music & Me”, endelig udkom i 2001 var Nate allerede blevet en kæmpe stjerne på grund af sine sindssygt mange gæsteoptræderne hos alle fra Fabolous fra New York, Ludacris i Atlanta, E-40 i Bay-Area osv. osv. Ice Cube siger det bedst på Westside Connection’s Gangsta Nation: ”It’s gotta be a single with Nate Dogg singing on it”.

Nate får også lidt shine udenfor vokalboksen. Blandt andet agerer han en slags syngende fortæller i Chris Rock’s og man ser ham også som konferencier i America’s Next Top Model. For mit vedkommende vil jeg for evigt huske hans episke optræden i ”The weakest link” for hiphoppere, hvor det viser sig, at det kun er Young MC, der kan lægge to og to sammen. Igen stjæler Nate Dogg dog rampelyse, da Ann spørger ham hvorfor han hele tiden har hænderne i lommen og han svarer ”So I won’t steal anything”.

De seneste år er det mindre og mindre man har hørt til Nate Dogg. Nummeret ”Boss’ Life” fra Snoop Dogg’s ”Blue Carpet Treatment” – produceret af Dr Dre – er, så vidt jeg ved, det sidste der er udkommet med ham. På albummet hører man en rimelig noller version af Akon, hvilket understregede den nedadgående kurve for sangere i hiphop, men heldigvis redder Nate Dogg sangen i video-versionen.

Nate Dogg døde den 15. marts, han blev 41. Dødsårsagen er formentlig af et slagtilfælde, ligesom det er blevet rapporteret han også i 2007 skulle være indlagt med slagtilfælde, der gjorde ham i lam i den ene side af kroppen. Det har været fremme at han muligvis havde sukkersyge, og så var ”smoke weed every day”-mantraet næppe det bedste at leve efter.

Hans død kom ikke som et kæmpe chok, da hans sygdom havde været fremme i medierne, men alligevel var der naturligvis noget presseopmærksomhed – primært om hans familieforhold som Snoop Dogg’s fætter – der nu blot et par uger efter synes at stilne af. Under alle omstændigheder er det ikke de samme storslåede ”blaze of glory”-agtige martyrbilleder vi får af hans eftermæle, som da Biggie og 2Pac blev myrdet. Det er tvivlsomt hvor meget musik der egentlig ligger tilbage med ham. Ifølge dette interview med Snoop og Daz på Juan Epstein var Nate Dogg typen der smuttede forbi studiet, lagde sin sang på nummeret og smuttede igen.

Game lavede hurtigt denne fine ”All Dogg’s Go To Heaven”, og der er kommet en del tribute mixtapes, blandt andet dette af svenske DJ Large. Hos SpolOp har bloggeren samlet op på samtlige numre Snoop Dogg og Nate Dogg (de eneste Doggs i Dogg Pound) har lavet sammen. Jeg vil slutte af med et forsigtigt håb om at Nate Dogg’s død måske kan sætte fokus på den ærlige musikalitet han besad. Han kunne lave et fantastisk smukt og melodisk nummer uden at gå på kompromis med sit hardcore indhold, og det er desværre alt for sjældent nu.