”FRIHED” står der med store typer uden på Jonathan Franzens netop oversatte best-sællert fra ‘010. Den bringes hertil med stor ståhej, Oprah hyper den i sin bogklub, Obama læser den på sin sommerferie. Og så tænker man straks, at vi må være ude i en gedigen ode til den frie verdens vidunder. I stedet får vi et bidende portræt af en familie og et land, hvor drømme enten bliver glemt eller vendt og drejet, så de frigjorte bliver undertrykkere, og man bliver i tvivl om den amerikanske drøm er værd at drømme.

Som læser bliver man fanget ind allerede fra første afsnit, hvor snagende naboer vil vide, at den pæne familie Berglund er i skandaleombrust opløsning. Herefter zoomes ind til middagsbordet, hvor ingen forstår hinanden, faderen og sønnen er i verbal værdikamp og moderen lader stå til. Det bliver en slags mikroversion af ”Frihed”, hvor man i den grad kommer ind under huden på hovedpersonerne, og især når skiftes til dagbogform, føler at de udleverer sig selv.

På en mere kynisk dag, kunne jeg godt være forfaldet til at tænke, ”åh nej, melodrama” og stoppe læsningen efter de første (og måske stadig bedste) sider. Men jeg kedede mig aldrig under læsningen af ”Frihed”. Bedst som man tror, man har regnet personerne ud, skifter de karakter og bedst som det hele virker allermest fatalt, finder den også storhed i de små sejre. Bogen problematiserer samtidig med den underholder og man lever sig stille og roligt ind i personernes skræmmende drømme.

Store dele af læsningen handler om, at finde ud af hvad personerne har med i bagagen. Det gælder både kuldsejlede drømme, fremtidige ambitioner og social arv helt tilbage fra da Berglund-familiens overhoved immigrerede fra forbuds Sverige for at finde friheden i USA (eller var det bare fordi han var et besværligt brushoved, der tog sin stridslystne DNA-streng med over Atlanten).

Hvor de fleste af de kanoniserede romaner vi læser fra Staterne foregår i New Yorks til mindste gadehjørne kortlagte boroughs, når det da ikke lige er Steven King og John Irving, der huserer i de mere nordligt liggende stater, så er i vi Jonathan Franzens ”Frihed” i mindre ophidsende St. Paul, Minnesota; tvillingebyen, der sammen med Minneapolis ligger ved Mississippi-flodens nordlige udspring. Her har Patty og Walter Berglund bosat sig efter de fandt sammen i College. Det skete dog ikke uden drama, da Patty egentlig var forelsket i Walters ven, punkstjernen in spe, Richard, som bedre har et bedre øje til Walter end Patty, men ikke ser sig for go’ til at have en affære med hende alligevel og skrive voldsomme sange om det. Dette uforløste trekantsdrama for konsekvenser for hovedpersonerne bogen igennem.

Familien har gjort alt så rigtigt og (politisk) korrekt, og alligevel går den i spåner og fostrer en unge, der går imod alt hvad forældrene selv drømte om. Den umiddelbare association man får med den friserede kernefamilie med tendens til pletskaldethed er ”American Beauty” hvor facaden også krakelerer, men hvor der er i filmen er en skadefro optimisme ved sprækkerne, beskrives de i ”Frihed” med nøgtern kynisme. Det er som om fortælleren hele tiden ved, at det vil og alle deres tiltag for at frigøre sig, blot vil lægge bånd på dem på nye måder. Desuden er han bestemt ikke fan af udviklingen i USA, hvor husdyr æder frie sangfugle, porno æder elskoven og MP3-afspillere æder den amerikanske sangskat, og illusionen om friheden skulle ligge i demokrati bliver i den grad lagt i graven.

Det kan godt blive lidt omstændigt med den uvante placering i midtvesten og Franzen er bestemt ikke bleg for at name-droppe både fiktive og virkelige lokationer og personer til højre og venstre. Man SKAL jo heller ikke absolut vide, at den professionelle bryder, der beskrives som på vej til Washington er Jesse ”The Body” Ventura, der da han blev guvernør i Minnesota bemærkede sig ved at udtale, at de kringlede gader i netop St. Paul måtte være bygget af fordrukne irere. Men det gør læsningen noget sjovere.

Bogen er oversat af Mich Vraa, og det gør han levende og rammer en tone, der svarer godt til det ligefremme sprog fra originalen. Det kan blive næsten Bret Easton Ellis-agtigt ulækkert når der udredes om internet(-porno) og samtidig knugende smukt, når de små fuglestemmer beskrives. Nogle af valgene, som at oversætte mulige navne til et rockband til dansk kan man diskutere, men når de senere genfindes i almindelige beskrivelser, er det måske svært at undlade. Er man i stand til at forstå lidt engelsk, synes jeg ikke man skal snyde sig selv for i hvert fald at læse det første kapitel, der findes online free of charge her.

Læsere af bloggen her, vil måske more sig over spørgsmålet, om hvorvidt man må sige ”son” til sin far, fordi det er en ”rap thing” eller som der står i oversættelsen ”noget rap noget”.

For amerikanerne er ”Frihed” et kig indover hækken til en familie, hvor græsplænen måske er grønnere men alle ved grunden er forurenet. For os herhjemme er det en mulighed for gennem bogen at leve sig ind i den amerikanske drøm og forstå den lidt dybere end de sædvanlige rags-to-riches/pjalter-til-pels historier. Læser man ”Frihed” med fokus på, hvad den egentlig fortæller om sine mønsterborgere, finder man et land, der er et langt mere uhomogent, klasseopdelt og end vores eget. Hvor det rent faktisk er beundringsværdigt at være på basketball-holdet i College, at have både rockstjerne-drømme og politiske ambitioner på sit lands vegne.

Det er en meget anderledes læseoplevelse, for det er en slags samfundssatire uden der fortrækkes en mine, og alle konklusionerne overlades til læseren. Jeg kan varmt anbefale at besøge familien Berglund, men man skal være parat til at blive frigjort og bundet, opløftet og skuffet, forvirret og forarget helt til bogens slutning. Så er du ikke bange for at læse en murstensroman, der i stedet for en stribe mordgårder, drives af ønsket om at forstå rigtige menneskers drømme og dagligdag, kan det anbefales at tage en Minnesota-kur med ”Frihed”.

Frihed af Jonathan Franzen udkommer på Gyldendal den 8. april. Se ham fortælle om bogen nedenfor:

Bonus. Jonathan Franzen optrådte i The Simpsons i afsnittet Moe’na Lisa, hvor Lisa opdagede Moe’s mørke poetiske sjæl. Her så han således ud (nummer 2 fra venstre):