En aften i bogklubben lyder måske ikke som den mest rowdy’e måde, at fordrive tiden på. Men hvis du tilføjer røverhistorier, rom & cola drinks og dance-hall rytmer lyder det straks mere ørevippeinviterende. ”Mesterens bogklub var en virkelig stor aften på Mesteren & Lærlingen, der tiltrak både rastas og rappere, b-b-boys og bogorme og i det hele taget godtfolk og godtfolkinder, Emnet var ”Natasja” og bogens forfattere Rasmus Poulsen og Karen Mukupa stod i fællesskab for at præsentere deres værk for en lille, broget forsamling.
Poulsen og Mukupa havde valgt at lave aftenen som en live-udgave af bogen, hvor karakterer derfra, og dermed Natasjas liv, stillede sig op og (gen)fortalte deres historie. Karen lagde ud med at vise noget af det, der ikke i så høj grad blev berørt i bogen, nemlig Natasjas tid hos sin far i Sudan, da forfatterne rendte ind i en international Muhammed-krise, bedst som de skulle til at afsted. Hun fremviser en hjemmevideo med Natasja derfra, hvor hun omgivet af sin familie er blevet gennemfarvet af hennatatoveringer, blandt andet på maven, i bedste 2pac-stil.
Imens blev der også kyndigt kommenteret fra publikum. Fx da Karen sagde, at No Name Requested havde lavet deres første nummer på dansk til Sonny B’s kompilation Gadeplan hvor det (ligesom mit bidrag) desværre ikke kom med, og Rasmus SwingKing korrigerede at hvis det var fra ’04, så måtte det da være et Nuba Link-nummer. Udplukkende fra bogen kommer vidt omkring, fra et nummer fra Nastasjas ”Release”-pladen der på en gang er inspireret af hendes søgen efter en partner og et møde med et spøgelse, over Cutters eskapader til en i bogen ufortalt historie, der omhandler Natasja og Ataf, der kommer til en røve en butik ved et uheld.
Der blev som sagt også budt velkommen til andre karakterer som man kendte fra bogen. Blandt andet Adam fra Universal Sound System, der kunne fortælle om Natasjas sidste tur til Jamaica på en måde så man følte at man nærmest var med rundt på hoteller, til studio-sessions og næsten også på den sidste tragiske køretur. Især da han berettede om Ninja Man, der fuldt ud levede op til sit rude-boy image ikke lystrede titlen ”Ninja Man de DJ” men i stedet kaldte sig ”Ninja Man de Killer”! Beskrivelsen af Ninjas skødesløse kørsel, der nærmest bare blev rystet kærligt på hovedet af på Jamaica. Den fedeste kommentar kom sent på aftenen da emnet var faldet på politik, og særligt Natasjas nummer ”Gi’ Mig Danmark Tilbage” og en pige, jeg desværre ikke kender, flot formulerede at nummeret havde transcenderet både Ungdomshuset, Christiania og hvad det ellers handler om, og blevet til det sidste årtis vigtigste nummer om den danske folkesjæl.
Efter lidt over en times fortælling, fremvisning, diskussion og noget der kom tæt på en forsinket gravøl, takker Mukupa og Rasmus Poulsen af. Der bliver sat 7 tommer vinyl med dancehall på anlægget, og bogklubben forvandler sig ligeså stille til en natklub.
Jeg kan varmt anbefale at tage til Mesterens bogklub igen. Arrangøren lovede at den ville komme tilbage, så snart der var en bog, der appellerede til publikummet. Det kan godt være det ikke var Oprah’s Bookclub, men ”Mesterens Bogklub” er klart den fedeste bogklub, jeg nogensinde har været med i – og i den forbindelse kan jeg nævne jeg både har været med i Samleren’s, Gyldendal’s og også engang abonnerede på Anders And & Co.. Jeg kan også på det varmeste anbefale at læse ”Natasja” og jeg håber, at Rasmus Poulsen og Karen Mukupa også vil tage rundt i landet, og give den samme live-udgave af bogen, måske suppleret med lidt oplæsning, for hvor det i Københavns kødby virker som det naturligste i verden at høre om Natasjas gale streger, galar og galop, tror jeg virkelig det kunne vælte landets gymnasier og biblioteker, at komme lidt tættere på pigen, der skrev årtiets vigtigste nummer om den danske folkesjæl.
Følg Mesteren & Lærlingen her.
Den bog er ogse5 lige landet i min poastksse ! Le6kker bog, flotte billeder og se5 bliver man jo helt sulten af at le6se/ kigge i den ;O) Sommerferien er lige om hjf8rnet, her skal der helt sikkert bages ;O)