Jeg blev gennem et interview Peter Grønlund har lavet til det kommende DUBCNN Mag opmærksom på, at Henrik List genudgiver bogen ”Pussyland” fra 2001 og den tilhørende spoken word cd ”Pussyland Connection” fra 2002. Jeg er en stor beundrer af de tidlige artikler List skrev til hedengangne MM om den spæde danske hiphop-scene, men har af en eller anden grund hverken læst eller hørt Pussyværkene, da de kom. Jeg tænkte det var en mangel i min opdragelse, og satte mig til at læse bogen i sammenhæng med jeg hørte Connection. Desværre må jeg meddele, det hele endte med, at blive en oplevelse af: ”Æv bæv bussemand, sure tæer i Pussyland”.

Bogen er pakket ind i et fissepink omslag, så der skulle ikke være nogen tvivl om hvad man får. Pussyland består af ti historier fra Amerika. En enkelt skiller sig ud som en samling anekdoter, der springer heftigt i tid og sted, men ellers holder de sig til korte forløb. På bagsideflappen bliver bogen kaldt Henrik List’s debut som prosaforfatter, og så vidt jeg kan lure betegner han selv historierne som noveller. Det er han selvfølgelig i sin gode ret til, men det virker ikke som om han har gjort specielt meget for at iscenesætte nogen synderlig fiktionel ramme. Bortset fra fortælleren et enkelt sted lader forstå, at han arbejder på et reklamebureau og ikke på en avis, er det næsten kun for at holde på formerne, at man ikke ligesågodt kan skrive ”Henrik List” i stedet for ”fortælleren” bogen igennem. Men måske var det et krav fra forlagets side, at han skulle aflevere noget skønlitterært, hvad ved jeg.

Pussyland åbner fint med at dampen fra New Yorks avenues byder fortælleren i møde gennem kloakdækslerne, som om hele byens underverden er en stor fisse, han kan dykke ned i. Det gør han så, og hvem kan bebrejde ham, når han lokkes af en Marilyn Monroe-reklame og må nøjes med sin kones søvndrukne kæleri (hvad bilder hun sig ind når de lige er blevet gift?) Anyways, han tager på bordel, køber sex med en neger-luder og vender hjem med skyld, skam og skamlæber på samvittigheden. Herefter tages vi med rundt i USA på forskellige ture, med fortællerens pik som en slags kompasnål, der kun afviges fra hvis der drugs, der har en større tiltrækningskraft. Desværre er åbningshistorien og til dels den lange ”Hardcore – Sekvenser af americana” de eneste der reelt virker medrivende. Der hvor filmen knækker, mener jeg – i forhold til når Bukowski går i hundene og Hunter S. tager på trip – er at Henrik List ikke rigtig giver læseren anledning eller lyst til at tage med på turen. For alt for ofte virker de grænsesøgende oplevelser overraskende uinteressante. Selvom fortælleren selv synes han er jagt efter det nyeste, sygeste, virker dekadencen så tilpas ligegyldig, at man stille håber, at det går ham virkelig ilde, så han kunne dæmpe sig lidt. Jeg siger ikke han skulle have skrevet en Carsten Jensen’sk ”vær go’ ved den verden du rejser ud i”-roman, for de er trods alt kedeligere, men når han blot går i Bukowskis sædspor, bliver det i bedste fald til en fordobling og i værste en kopi.

For hiphoppere er der lidt ekstra krydderi, selvom det er lidt skuffende hvor lidt musikjournalisten beskæftiger sig med musik… dels eksplicit i form af name-dropping af ”Bonita Applebum” og ”Fight The Power”-numrene, dels på et Las Vegas-eventyr med to danske stjerneproducere, hvor der selvfølgelig bliver købt ”nougatmus” og drugs. Det fører også til to af fortællerens egentlige refleksioner – som også virker mere reelle end dem han skriver om til ”hende derhjemme”. For det første om, han ikke skulle være blevet noget ved musikken, så han kunne producere gangstarap og bo i en kæmpe mansion, hvilket nok er det tætteste han kommer på at blive opslugt af den amerikanske drøm, og for andet at hans image som den, der kan tåle at ”gå et skridt længere” nok mest er noget han foregøgler sig. Og så er der selvfølgelig det med han ryger crack. FORTÆLLEREN RYGER CRACK. Han tager op til Harlem, køber coke og koger det op med baking soda og ryger det. Han kunne nærmest ligeså godt være vandret ind i The Carter og købt det af Nino Brown selv. Selvfølgelig får han, angives andet sted, som typisk dansker en asmatisk reaktion, men for min skyld kunne der godt have stået stolpe op og ned om lige dét eventyr. Den chance havde Hunter S Thompson sgu ikke forpasset.

”Pussyland connection” CD’en er 3 af historierne udsat for musik, breakbeats og Jokeren. Jokeren er en slags host, der opremsende indleder før List læser op. Deres stemmer passer, ligesom på ”Alpha Han”, fint sammen. Det legitimerer på en måde Pussyland-teksterne som spoken word, at de pares med en slags rap, så man kan nyde kontrasten, selvom bog og bånd projektet minder en smule om genren, man husker fra man var barn og bare venter på stemmen der siger ”Når du hører denne fisse sprøjte skal du bladre videre til næste side.” Bedst fungerer igen titel-historien, hvor den rolige hotel-filosoferen understøttes af rytmisk slagbas, der bliver mere hektisk da fortælleren tager på vandring, for at eksplodere i disco-funk da han rammer ”Pussyland”. Til gengæld er forsøget på booty bass på ”Jackpot” topfesent, og hvis det virkelig er en bid af det rigtige ”Bend over bitch” er det næsten sørgeligt at forestille sig, hvor meget fortælleren går amok over nummeret.

Man skal selvfølgelig huske at projektet har ti år på bagen. Man skal huske List har været lidt af en pioner angående fortællinger fra Amerikas massagebriks. Og man skal huske, at det er skrevet i en tid med Stripperkongens Piger og sex-messe hver anden weekend, og der skulle lidt mere til, for at forarge folk end i de nypuritanske post-Leth tider vi nu lever i. Men jeg blev altså ikke særlig fanget af ”Pussyland” hverken som bog, cd eller projekt.

Det skal dog ikke afholde andre fra at nyde ”Pussyland”. Den kan som sagt købes igen nu (se mere på www.pussyland.dk), man kan læse om den i det kommende DUBCNN og på torsdag læser Henrik List op af bogen på Vanløse bibliotek sammen med Peter Grønlund, Gordon inc og Jonas Bengtsson.