Det glEMINEMte mailinterview

52802209BP008_HipHop_Summit

I forbindelse med udgivelsen af Eminems “Relapse” skulle jeg have lavet et mailinterview med Ole fra dr.dk/hiphop. Det havde vi også gjort i forbindelse med Jokerens “Den tørstige digter”, og det er jo en gratis mulighed for at promovere sig selv og forhåbentlig sige noget halvbegavet. For et par dage siden fandt jeg mailen i kladder-mappen i Outlook, og det kan være det samme gjorde sig gældende for de andre bidragydere, for artiklen blev vist aldrig til noget. For at det hele ikke skal være forgæves, kan I nu eksklusivt læse, hvad jeg ville have svaret, hvis jeg havde været klog nok til at trykke send…

1: Det virker som 100 år siden, men fortæl hvad du tænkte første gang, du hørte om Eminem – det var sikkert omkring ‘Hi My Name Is’.

Eminem kom ind i min verden i den hvirvelvind af undergrundshiphop, der ramte os i slutningen af 90’erne, og var den første generation af rappere, der blev delt over internettet. Jeg husker særligt hans vers på Shabaam Sadeeq’s 5 Star General, hans duet med Skam og numrene med Royce Da 5’9 som fantastisk eksempler på rene, rå rimeksplosioner. Jeg købte Slim Shady EP’en på hiphopsite.com, og har senere solgt den for en klækkelig sum, derpå var det især “Just The Two Of Us”, der fængede. For mig repræsenterede han dengang en rapper, der formåede at overføre det gode fra battle-scenen og internettet til egentlige sange. Da jeg hørte Dr Dre havde signet ham vidste jeg, at han ville blive et verdensfænomen, og jeg kan huske DJ Noize på sit show lavede en countdown af numrene fra Slim Shady LP’en i ugerne op til udgivelsen. Det var som om man var indviet i en hemmelighed, og del af en kult som resten af verden først fik nys om lidt senere. Jeg vil ikke udelukke, at jeg afblegede garnet mere end en gang i den periode.

2: Der har været mange store øjeblikke. Er der en 3 stykker, du gerne vil fremhæve?

Jeg vil fremhæve hans freestyles på Wake Up Show som et kæmpe højdepunkt ikke bare for Eminem, men for hiphop generelt. Da han til sidst i et af versene rapper: “better call the fire department, I’ve hired an arson to set fire to the carpet and burn down your entire appartment” kan man nærmest fornemme, hvordan rappens nye kronprins sætter sig på tronen.

[audio:em2.mp3]

Filmen 8 Mile, og det den repræsenterer, var også et højdepunkt. Måske er Marshal Mathers ikke verdens bedste skuespiller, men han formår at gøre for battle-rap, hvad Karate Kid gjorde for karate, åbne det op for en verden der ellers betragtede det som et fremmed, utilgængeligt fænomen. Jeg kender teenagere der kan rappe de iscenesatte battles ord for ord. “Lose Yourself”-nummeret derfra er vel nærmest blevet rappens svar på eye of the tiger og opsummerer perfekt stemningen og følelsen op til en battle, måske bortset lige fra det med moderen, der er spaghetti…det må stå for Em’s egen regning.

Signingen af 50 Cent var også et stort øjeblik, hvor det virkelig så ud som om Eminem vidste hvad der rørte sig, og havde Dr Dre’s midas touch i forhold til at finde og markedsføre talentfulde rappere. På mange måder var Em’s signing af 50 jo en gentagelse af da han selv blev signet, blot var rollerne vendt om. Desværre havde han også Dre’s evne til at sylte fede rappere og satsningerne på Stat Quo og Cashis bliver vist aldrig til mere end fodnoter.

3: Men der har vist også været et par lavpunkter. Hvornår har du syntes, at Eminem var mest irriterende?

Aflysningerne af sine koncerter i København, først i ’99 i Vega og derefter i ’05 i Parken var mildest talt irriterende. Det kan også irritere mig, at han i en sådan grad involverer sin dysfunktionelle familie i rappen, da det ser ud til at skade menneskerne, der er tæt på ham. Jeg ville synes han var præcis lige så fed, hvis han fiktionaliserede sin verden endnu mere. Homofobien og kvindehadet er vel heller ikke helt crunk. Og så er det vel et gigantisk lavpunkt at han rapper med den besynderlige dialekt på næsten alle nye numre – alle der vil have skinger-surfer-stemme Eminem tilbage, please stand up.

4: Og det helt store spørgsmål: Hvad har den hvide rapper Eminem betydet kulturhistorisk?

Eminem har flyttet grænserne for hvordan folk betragter hiphop, og bevist, at alle kan fortælle deres historie gennem rap, bare talentet er stort nok. Samtidig har han også udvidet grænserne for hvad rapperne selv tør skrive numre om, og gjort hiphop til en mere farverig og flerdimensionel genre. Kulturhistorisk vil jeg mene han har placeret sig blandt de største samfundsrevsere og provokatøre og modsat den ca. samtidige Marilyn Manson havde han endda talentet til at bakke revsningen op. Og så har han bare sat sig i scene som en fed rapper. Hans enderim, hans opfindsomhed og sjovt nok også hans ad-lips var, undskyld udtrykket, eminente. Folk havde bare ikke for vane, at rime hele linier perfekt på hinanden, rappe om deres egen selvdestruktion som en fest eller lave lyden af brandbiler når de rappede om dem. Når Eminem ærefrygtigt indlemmer Run-DMC i Rock’n’roll Hall of Fame, er han ikke bare med til at skabe et stort øjeblik for dem, han skriver også sig selv ind i historien som en kæmpe.

5: Nu er han tilbage. Mener du, at der er mere interessant at komme efter, eller har Eminem udspillet sin rolle?

Eminem har bestemt mere at komme med, men hans karriere er formodentlig peaket. Jeg tror han vil genopfinde sig en gang eller to endnu. Han mangler stadig at lave et album med en retur til battle-rappen, hvilket lanceringen af dette album til dels har tydet på han gerne vil. Hans misbrug og Proof’s død gør uden tvivl at han har kørt på lavt blus de sidste år, men mange mente jo også hans rolle var udspillet allerede før ”8 Mile”, og da var han stadig voksende i indflydelse. Efterhånden er han blevet så stor en institution i populærmusik, at det er interessant at følge hans stiløvelser simpelthen fordi, det er ham…
..
Nå. That was then. This is now. “Relapse” fiik ikke det store impact, men til gengæld fik den Em i bedre form. Jeg hoppede først rigtig med på vognen da han droppede Apu-stemmen og droppede bomber til BET Awards:

2 tanker om “Det glEMINEMte mailinterview”

  1. Sheeet den cypher er syg. Har ikke digget noget Em har lavet i en årrække efterhånden men kæft hvor er han dog vild.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *