Det slår sjældent fejl. Når jeg er færdig med et nyt blad, hungrer jeg efter en tur på bibleren, så jeg kan læse noget skønlitterært og slå fact-check fra. Sidste gang læste jeg Julia Butschkows “Apropos Opa”, der handler om hendes opgør med bedstefaderens fortid som nazibøddel. Bogen var lidt speciel at læse for mig, fordi fortællerens historie indeholder mange elementer fra forfatterens eget liv, og fordi jeg kender forfatteren…

Omslaget til “Apropos Opa” er ved første øjekast en fin tegning af et stykke overmalet Berlinmur med hul i. Men muren kan fjernes og afslører en mand med swastikaarmbind som dem nazisterne bar. Det foregriber fint indholdet i bogen, der er fortællingen om en pige, bosat i København for hvem tiden er gået i stå. Hun arbejder i en urhandel, og en dag kommer hendes fætter på besøg og delagtiggør hende i bedstefaderens fortid som SS-officer i en KZ-lejr. Historien bærer hen mod hendes fars konfrontation med bedstefaderen og fortællerens egen konfrontation med sin opvækst med en far, der med fri hash og fri sex flygtede fra faderrollen.

Hvor meget virkelighed, der ligger i bogen er vaskeligt og måske uinteressant at afgøre. Det virker meget autentisk, og de spor der leder ud i den faktuelle virkelighed gør bestemt ikke historien ringere. Fortælleren får aldrig noget navn, men bedstefaderen bliver anråbt “Butschkow” og hendes sultekunstnerfætter refererer til hende som “Melancolia” og det rimer jo næsten på…

Julia Butschkow er tidligere elev på Forfatterskolen, og brillere i stilistiske greb, kneb og tryllekunster. Hendes kapitler kan variere fra flere siders beskrivelse til enkelte korte dialoger og helt ned til blot en website URL. I sin tidligere bog Lunatia var historien – fortalt i en lang sætning – nærmest en bjørneklo af sprogblomster, der hvirvlede læseren ind i en skræmmende barndomsfortælling om svigt og incest. Denne gang er sproget blødere, med popkulturelle referencer som går lige ind hos mig, eftersom jeg jo er jævnaldrende. Det virker dog også som om børnesangene og filmcitaterne bruges til at holde læseren på afstand, eller måske fortælleren på afstand fra begivenhederne, når hun helt til det sidste beskriver noget som “ligesom i en film”.

“Apropos Opa” er ikke en bog om vergangenheitsbewältigung i samme grad som Knud Romers debut. Det er nærmere næste trin i raketten, hvor børnene af de der måtte leve med bevidstheden eller flygte fra den, får lov at løfte anklagefingeren. Selvom Berlin optræder på omslaget, og der tales tysk i titlen, er det nærmere et opgør med alle slags fortid, når det usagte skal frem. På den måde fungerer den lidt som Iben Sandemoses “Ugler i sandemosen”, hvor hun fortæller om en bedstefar, Aksel, der tyranniserede sine børn og ikke var sen til fortælle kniven på væggen havde dræbt en mand. De deler, udover det litterære bedstefadermord, følelsen af at komme tæt på et historisk opgør gennem næste led i slægten.

Det var en meget stærk oplevelse, at læse Julias bog, for hendes præcise skift fra halvt dagbog til filmmanuskript og til dokumentarist, gør man konstant er på vagt og ikke ved hvor man ender. Det er en meget melankolsk beretning, og det er tung læsning at følge med, når en man kan sætte ansigt og stemme på opruller sin fortid. Jeg kan ikke selv huske særlig meget fra min tid i folkeren. Jeg går da ud fra det var dér jeg lærte at læse og skrive, men de episke scener som Niels Malmros minutiøst kan gengive i sine film, har jeg ingen anelse om, hvor er forsvundet hen – skulle de eksistere. Om Julia husker jeg bedst at hun kom sent ind i klassen, var der et par år, vist nok gik til karate, syntes godt om Naughty By Natures andet album, og engang skrev en stil, der fik vores dansklærer til at græde, da hun læste den op.

“Apropos Opa” er en flot og rystende bog. Den kan sagtens læses, også selvom forfatteren er læseren ubekendt.

Læs uddrag, anmeldelser og andre fede ting på Butschkow.dk.