RIP Grand Master Roc Raida

raida

SUBKULT ’96. Pakhus 11 er, ahem, pakket med hiphoppere, der er kommet for at se Lord Finesse, deriblandt en ung PTA med storebror VoksenSimon. Finesse mere end præsterer, men særligt da hans DJ, Roc Raida, får lov at stråle går koncerten op i en højere enhed. Da Roc Raida, sammen med Finesse og Noize cutter Rock The Bells op, er der ikke et øje tørt, ej heller hos Kool Herc, der hepper fra sidelinjen. Efter koncerten står Raida ude foran og sælger kassettebåndet “The adventures of Roc Raida on the wheels of steel”, hvor han mixer og scratcher sig gennem old school rappens sangskat. Det var således ikke bare en tur tilbage i hiphop-historien, men også i hvor underholdende og fascinerende scratches og juggles kan være, og en øjen- og øreåbner for mig personligt.

Roc Raida døde den 19. september 2009
.

Noize, der af et par omgange var Roc Raidas rival til DMC verdensmesterskaberne, fortalte i forbindelse med en Lord Finesse og X-ecutionerz-koncert en meget sigende anekdote om Roc Raida som DJ og showman. Jeg håber det okay, at jeg genbruger den her:

“Jeg har en lille anekdote om, hvad jeg mener er det bedste diss nogensinde. Det kom fra Roc Raida fra X-ecutioners:

“Roc Raida havde vundet DMC’s indledende Eastcoast runde i USA og skulle videre til den amerikanske finale sammen med 2. & 3. pladsen, hvoraf en var DJ Ghetto. De skulle møde 6 andre DJ’s i finalerne fra resten af landet, og selvom det ikke havde nogen betydning for placeringerne var DJ Ghetto stadig sur over at være blevet nummer 2 i Eastcoast-finalerne, derfor lavede han et lille diss til Roc Raida i finalerne. Roc Raida som havde set hans rutine i den indledende runde vidste godt at Ghetto var blevet utilfreds med placeringen og tog sine forholdsregler.

DJ Ghetto lavde sin rutine som inkluderede noget cutback med Lords of the Underground “Chief Rocka” hvor de siger “…the shoes, the shoes – it`s gotta be the shoes…” og gjorde det med sine sneakers. Hvorefter Raida svarede med en juggle med Ed O.G.`s “Got to Have It”, droppede pickuppen, stilhed i 10 sekunder imens han drejede rundt og åbnede for lyden igen netop som der blev sagt “…So put on your Adidas, and step off! – I got to have it…!”

Han vandt også den aften, og gik en måned senere hen og blev verdensmester for næsen af mig faktisk. Men det sjove den aften var at efter det var overstået havde en af mine homeboys hørt DJ Ghetto blive sat på plads af en fra hans eget crew. Ghetto havde klynket lidt og sagt “maan, but I was wearing Puma`s…..” hvorefter hans egen homeboy sagde “Nigga it don’t matter if you was wearing Nikes, you know that shit was meant for you!!!” – True story, og efter min mening et af de bedste disses nogensinde.””

Tjek evt. denne workshop-video, hvor der både blændes op for scratches, juggles og bodytricks…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *