Alle gode skandaler handler om en milliard. Stein Bagger svindlede for en milliard. Kurt Thorsen (remember him?) svindlede for en milliard. I “Alt går efter planen – Sagaen om Nyhedsavisen” får vi at vide, at gratisavisen, der bare så gerne ville være en rigtig avis, også endte med at koste en milliard. Men var det hele svindel og humbug, og var det overhovedet en god skandale? Det satte jeg lørdag formiddag af til at finde ud af…

“Alt går efter planen – Sagaen om Nyhedsavisen” er skrevet af Rune Skyum-Nielsen, Rasmus Karkov, Morten Runge og Niels Kristian Holst. Førstnævnte kender jeg, hvilket indrømmet markant øger interessen for at læse en bog, der ret beset burde stå i erhvervssektionen. Jeg mødte Rune første gang, da han bryggede på en artikelserie om hiphop til Information, og havde brug for et par insidertips i opstarten. Jeg hjalp så godt jeg nu kunne, og det var spændende at opleve, hvordan historierne gik fra skæve ideer til fuldvoksne, velargumenterede artikler i et sprudlende sprog. Da Rune senere skruede “Nr. 1 – dansk hiphopkultur siden 1983” sammen, fik jeg omvendt lov til, at give mit besyv med i slutfasen, hvilket – så snart jeg finder ud af præcis, hvad jeg gjorde – er sejt, at kunne skrive på CV’et. Men nok om mig, det var den bog vi kom fra.

Sagaen om Nyhedsavisen hedder sådan, fordi avisen var et produkt af islandske penge, hvilket jo var en varm kartoffel, før Stein Bagger gjorde leasing-karrusel til et hverdagsord. Selvom bogen ender i Ragnarok, er der måske truttet lidt for højt i gjallarhornet. Der er ikke mange heltekvad eller guddommelige handlinger, knap nok nogle rigtige røvhuller – selv de irriterende annoncesælgere ender man med sympati for. Det hele minder mere om Matador, hvor alle personer, høj som lav, ligger under for hardcore markedskræfter. På den måde, er bogen et ret godt billede af tidsånden, og jeg nynnede “Sådan er kapitalismen” mere end en gang under læsningen.

Bogen har to spor, et fra avisens begyndelse, der handler om hvor let det går med at formøble de bankgarantier, Brok, Sindri og de andre islandske dværge giver, og et andet om Morten Lunds engagement i avisen. Der skiftes fokus fra kapitel til kapitel, hvilket konstant minder om, der venter rørte vande forude. Der fortælles i et malende, men nøgternt sprog. Kun da der i slutningen er modstridende udlægninger i tingenes forløb, må der føjes regibemærninger til gengivelsen. Vi præsenteres for et galleri af journalist-pinger, der udsættes for landets ledeste forretningsmænd. David Trads, Simon Andersen og de andre redaktører fremstilles ikke som fantaster, men som kompetente folk, der måske er lidt for egenrådige og har lidt for mange personlige vendattaer.

Morten Lund er ikke bare et kapitel, men en halv bog for sig selv. Som en neo-yuppie med hullede millitærbukser og million-BMW, er han på finanseventyr, og lugter langt væk af ulykkeridderne, der tømte selskaber i 80’erne. Han har – måske / måske ikke – scoret penge på at lukke avisen, men i dette portræt virker han mest som en IT-millionær, der gerne ville være med i milliardærernes klub, men ikke fandt nøglen i nyhedsavisen. Men en underholdende karakter er han.

Til trods for der er fire forfattere og et væld af interview-ofre, er tonen meget gennemført. Kun når Morten Lund behandles, bliver stemmen lidt mere jiggy, og der kan et da snige sig et “fucking” ind i den dækkede direkte tale. Dog bliver man hurtigt træt af, at BlackBerries konstant kaldes “avancerede mobiltelefoner”. Som om der efterhånden findes andre slags. Og så er det lettere skæmmende, at de fire 70’er-børn ikke kan stave til Darth Vader. Ellers overlades stavefejlene (med vilje) til Morten Lund, der taler og sms’er et besynderligt engelsk, og tjekker man hans blog, virker det meget autentisk.

Men tilbage til om det var svindel og humbug er svaret hverken ja eller nej, men nærmere “meh”. Præcis hvad det geniale er ved en hybridavis, der smelter gratisavisen sammen med den traditionelle, får vi ikke helt svar på i bogen. Jo, der laves god journalistik, jo, det er gratis, men da den aldrig helt rammer folks postkasser, er mit bud, at den nok var lige tung nok til to stop med S-toget. Det reflekteres der ikke så meget over, ej heller, at de med købet af Avisen.dk, havde muligheden for at redefinere nyheder på nettet, ved at arbejde med de samme historier på flere platforme. Bogen er bedst, når vi tages med ind på nyhedsredaktionen og mærker lidt fighterspirit og Hærværksdruk. Det ekstra sideløbende spor om, hvordan stjernejournalisten Christina Agger presses til sammenbrud, er en tragedie om en knægtet kvinde, der er Von Trier værdig. Jeg ville gerne have læst endnu flere af både succeserne og fiaskoerne fra avisens levetid, men der er primært fokus på det intrigeskabende og kontroversielle.

Til syvende og sidst, sidder man tilbage med en kompleks historie. Nyhedsavisen er ikke IT-Factory. Der sad ikke en ond Dr FrankenStein Bagger og legede Mr SwingKing i karrusellen, selvom han dog er i betragtning som pengetank. Det er snarere en historie om, hvor vanskeligt det er at komme lidt efter de andre, med sit tiltag, også selvom det kvalitetsmæssigt er bedre end de andres aviser. På et tidspunkt kaldes avisens forlis for en gave til demokratiet på en milliard. Til det er der vel kun at sige, at den gammelkendte talemåde “det er tanken der tæller”, nok er på sin plads. Jeg fik mere ud af, at bruge 150 kr. på bogen om projektet end jeg nogensinde fik ud af den regnskov af gratisaviser, jeg har pløjet mig igennem i løbet af Nyhedsavisens levetid.
Læs

“Alt går efter planen – Sagaen om Nyhedsavisen”, hvis du vil lære lidt om kapitalisme, om knuste drømme og om himmelstormere uden nok fuel i jet-packen. Og så tak for det fornemme releaseparty igår!

Gårsdagens mand i Skyumsovs flankeret af et par Fight Night Champs.